Foto: Natalia Bratslavsky

Varige goder er varer, der ikke forbruges med det samme, men som gradvist slides i løbet af den periode, de bruges. Det amerikanske handelsministerium bruger tre år som forbrugsperiode for at skelne mellem varige og ikke-varige, eller bløde, varer. Ikke-varige varer består hovedsagelig af fødevarer, tøj og andre varer, der forbruges inden for tre år. Nogle bløde varer forventes dog at vare længere end tre år, når de købes, f.eks. et dyrt jakkesæt eller en dyr frakke.

Inden for økonomien fremstilles varige varer både til forbrugere og til producenter. Som eksempler på varige forbrugsgoder kan nævnes biler, møbler, hvidevarer, smykker og bøger. Varige forbrugsgoder til producenter består hovedsagelig af udstyr og maskiner. Konstruktioner som f.eks. huse, fabrikker, dæmninger og motorveje betragtes ikke som varige goder og kategoriseres særskilt ved beregning af bruttonationalproduktet (BNI) eller bruttonationalproduktet (BNP).

Produktionen af varige goder er en del af et lands BNP. Som det fremgår af Bureau of Economic Analysis’ Survey of Current Business og også af Council of Economic Advisers’ årsrapport, optræder varige varer, der sælges til forbrugerne, under personlige forbrugsudgifter. De to andre kategorier af personlige forbrugsudgifter er ikke-varige varer og tjenesteydelser.

Varige forbrugsgoder, der produceres, men ikke sælges, indberettes som ændringer i virksomhedernes lagerbeholdninger. Hvis der produceres flere varer end der sælges, stiger virksomhedernes lagerbeholdninger. På den anden side, når der sælges flere varer, end der produceres i en given periode, falder virksomhedernes lagerbeholdninger. Kategorien af ændringer i virksomhedernes lagerbeholdninger anvendes som en økonomisk indikator til at måle retningen i et lands økonomi. Stigninger i virksomhedernes lagre kan være tegn på en svækkelse af forbrugernes efterspørgsel eller en styrkelse af produktionsaktiviteten.

Ændringer i virksomhedernes lagerbeholdninger og køb af varigt produktionsudstyr rapporteres under private indenlandske investeringer i BNP. Faste investeringer, herunder producentens varige udstyr, og ændringer i virksomhedernes varebeholdninger er de to hovedkategorier af BNP’s komponent for private indenlandske bruttoinvesteringer. Endelig indgår produktionen af varige forbrugsgoder også i BNP som en del af en nations eksport og som en del af nationale, statslige og lokale offentlige indkøb.

Kategorien af personlige forbrugsudgifter til varige varer anvendes også som en økonomisk indikator. Da købet af varige forbrugsgoder kan udskydes, har forbrugsudgifterne en tendens til at svinge meget fra år til år. Under en recession har forbrugsudgifterne til varige forbrugsgoder tendens til at falde. Stigninger og fald kan bruges som en indikator for forbrugernes tillid og økonomiens retning. Stigninger i sådanne forbrugsudgifter tolkes normalt som et tegn på en genopretning eller en stærk økonomi. På samme måde har virksomheder en tendens til at udskyde indkøb af nyt udstyr under usikre økonomiske forhold. En stigning i købet af varigt produktionsudstyr kan være et tegn på, at man kommer ud af en recession eller en periode med stigende produktivitet.

Forbrugernes og producenternes køb af varige forbrugsgoder udgør en betydelig del af USA’s BNP, selv om det på ingen måde er den største udgiftskategori. Personlige forbrugsudgifter i 1997, herunder varige varer, ikke-varige varer og tjenesteydelser, udgjorde 5,49 billioner dollars ud af et samlet BNP på 8,083 billioner dollars, eller 68 procent af BNP. Af dette beløb brugte forbrugerne 659,4 mia. dollars på varige varer (8,2 procent af BNP), 1 593 mia. dollars på ikke-varige varer (19,7 procent af BNP) og 3 237 mia. dollars på tjenesteydelser (40 procent af BNP). Producenterne brugte 615,2 mia. dollars på varigt udstyr i 1997 (7,6 procent af BNP). Derudover bidrog varige forbrugsgoder til BNP i kategorierne eksport og offentlige indkøb. Samlet set tegnede produktionen af varige forbrugsgoder sig for 1.316 billioner dollars (16,3 procent af BNP) i 1997, hvoraf 1.285 billioner dollars udgjorde det endelige salg og 31 milliarder dollars var ændringer i virksomhedernes lagre.