Japans økonomi var verdens misundelse, før den blev ramt af en af de længste økonomiske kriser i den finansielle historie, der blev kendt som det tabte årti. I 1970’erne producerede Japan verdens næststørste bruttonationalprodukt (BNI) efter USA og lå i slutningen af 1980’erne på førstepladsen for BNI pr. indbygger på verdensplan. Men alt dette sluttede i begyndelsen af 1990’erne, da økonomien gik i stå.

Hvad var årsagen til Japans tabte årti?

De fleste økonomiske kriser følger umiddelbart efter et økonomisk boom, hvor værdiansættelser afbryder forbindelsen med virkeligheden. F.eks. fulgte dot-com-krakket og den store recession i USA umiddelbart efter flere rekordstore værdiansættelser på det amerikanske aktiemarked.

Sådan var Japans tabte årti i høj grad forårsaget af spekulation i en højkonjunkturcyklus. Rekordlave renter gav næring til spekulation på aktiemarkedet og i fast ejendom, som fik værdiansættelserne til at stige kraftigt i 1980’erne. Værdiansættelser af ejendomme og offentlige selskaber blev mere end tredoblet til et punkt, hvor et område på tre kvadratmeter nær det kejserlige palads blev solgt for 600.000 dollars.

Da det gik op for den japanske centralbank, at boblen var uholdbar, hævede den renten for at forsøge at dæmme op for spekulationen. Dette skridt førte hurtigt til et aktiemarkedskrak og en gældskrise, da låntagerne ikke kunne betale af på mange gældsforpligtelser, der var bakket op af spekulative aktiver. Til sidst manifesterede problemerne sig i en bankkrise, der førte til konsolidering og flere statslige redningsaktioner.

Japans tabte årti i detaljer

Efter det indledende økonomiske chok blev Japans økonomi sendt ud i det nu berygtede tabte årti, hvor den økonomiske ekspansion gik i stå i mere end ti år. Landet oplevede lav vækst og deflation i denne periode, mens de japanske aktiemarkeder svævede tæt på rekordlave niveauer. Ejendomsmarkedet vendte aldrig helt tilbage til niveauet fra før boomet.

Økonomen Paul Krugman giver det tabte årti forbrugerne og virksomhederne skylden for det tabte årti, fordi de sparede for meget op og fik økonomien til at gå i stå. Andre økonomer peger på landets aldrende befolkningsdemografi eller landets pengepolitik – eller begge dele – som skyld i nedgangen. Især den langsomme reaktion fra Bank of Japan (BOJ) med hensyn til at gribe ind på markedet kan have forværret problemet. Virkeligheden er, at mange af disse faktorer kan have bidraget til det tabte årti.

Efter krisen reagerede mange japanske borgere ved at spare mere op og bruge mindre, hvilket havde en negativ indvirkning på den samlede efterspørgsel. Dette bidrog til et deflationspres, der tilskyndede forbrugerne til yderligere at hamstre penge, hvilket resulterede i en deflationsspiral.

Japans tabte årti vs. krisen i USA i 2008

Mange økonomer og finanseksperter har sammenlignet Japans tabte årti med den amerikanske situation efter bankkrisen i 2008. I begge tilfælde gav spekulationen næring til bobler på ejendoms- og aktiemarkederne, som til sidst styrtede sammen og førte til statslige redningsaktioner. Begge økonomier reagerede også ved at love at øge de finanspolitiske udgifter for at bekæmpe deflation.

Perioden mellem 2000 og 2009 i USA er også blevet kaldt et tabt årti ved lejlighed, da to dybe recessioner i begyndelsen og slutningen af perioden resulterede i en nettonulvækst for mange husholdninger. Stærke fald i ejendomsværdierne og på aktiemarkedet resulterede i betydelige tab, herunder S&P 500’s dårligste 10-årige resultat nogensinde med et samlet afkast på -9,1 %.

Trods lighederne er der også nogle vigtige forskelle mellem de to situationer. Japans aldrende befolkning var en vigtig årsag til landets problemer, mens USA opretholder en relativt positiv demografi med masser af unge arbejdstagere, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Den amerikanske centralbank har også været meget hurtigere til at handle end den japanske centralbank.

Lektioner fra Japans tabte årti

Japans tabte årti har givet mange værdifulde økonomiske erfaringer. Nogle økonomer argumenterer imod enhver intervention fra centralbankernes side, idet de hævder, at de uundgåeligt fører til moralsk hasard og problemer på længere sigt. Men andre hævder, at interventioner bør overraske markedet med hensyn til timing og omfang.

Nogle af de vigtigste erfaringer var:

• Handle hurtigt for at dæmme op for krisen. Den japanske centralbanks modvilje mod at handle hurtigt forårsagede en tillidskrise blandt investorerne og kan have forværret problemerne.
• Udgifter er ikke løsningen. Japans forsøg på at bruge penge på offentlige byggeprojekter var ikke særlig vellykkede med hensyn til at hjælpe landet med at komme hurtigere ud af sine økonomiske problemer.
• Modvirke demografiske forhold. Japans modvilje mod at hæve pensionsalderen eller skatterne væsentligt bidrog kun til at fremme de demografiske problemer.
• Lad være med at optrappe gælden. Japans massive gældsniveauer var i sidste ende ansvarlige for landets krise og det tabte årti, og BOJ var bagud med at hæve renteniveauet.