Spørgsmål: Hvad er et bedesjal?”
Svar: “Hvad er et bedesjal? Det jødiske bedesjal er et frynset klæde, som jødiske mænd bærer uden på deres almindelige klæder i synagogen, især under morgen-, sabbats- og andre helligdagsgudstjenester. Det hebraiske navn for dette bedesjal er tallit, som ganske enkelt betyder “en kåbe”, “en kappe” eller “et lagen”. Det jødiske bedesjal er normalt lavet af uld eller silke og er ofte langt nok til at dække det meste af kroppen, med særlige snoede og knyttede frynser ved hvert af de fire hjørner. I moderne tider er det ikke ualmindeligt at se jødiske mænd bære et silkebønssjal, der ikke er mere end et tørklæde om halsen. De ultraortodokse jødiske mænd bærer bedesjalet over hovedet, når de fremsiger de vigtigere bønner.
Og selv om det hebraiske ord tallit ikke findes i Skriften, kan den bibelske befaling til israelitterne om at bære et “frynset” eller “kvastformet” klæde findes i Toraen, hvor Gud siger til Moses: “Tal til israelitterne og sig til dem: “Sig til dem: I alle kommende generationer skal I lave kvaster på hjørnerne af jeres klæder, med en blå snor på hver kvast. I skal have disse kvaster at se på, så I kommer til at huske alle Herrens bud, så I adlyder dem og ikke prostituerer jer ved at jage efter jeres hjertes og øjeners lyster. Så vil I huske at adlyde alle mine befalinger og være helliget til jeres Gud'” (4. Mosebog 15:38-40). Og også: “Lav kvaster på de fire hjørner af den kappe, du bærer” (5. Mosebog 22:12). Så den oprindelige skriftlige hensigt bag denne frynsede beklædning var altså at minde israelitterne om Guds bud til dem. I henhold til jødisk forståelse er den numeriske værdi af det hebraiske ord tzitzit (frynser) 600. Hver af frynserne indeholder 8 tråde og 5 knuder, hvilket giver i alt 613. Baseret på den rabbinske jødedom svarer dette tal til de 613 bud, der er indeholdt i Toraen.
Jødiske bedetørklæder fremmes og markedsføres ret kraftigt i dag i de messianske og hebraiske rødder-bevægelser, og de er også begyndt at gøre deres indtog i nogle kristne hovedretninger. Nogle kristne mener, at hvis det frynsede klæde er et klæde, som Jesus bar, bør (eller skal) det derfor bæres af kristne troende i dag, både jødiske og ikke-jødiske, hvis de vil overholde Toraen i overensstemmelse med de love, som Gud har befalet. Hertil er det vigtigt at sige, at troende på den jødiske Messias bør undgå at blive fanget i usunde skikke. Det er én ting at genfinde det jødiske grundlag for den kristne tro; det er noget helt andet at følge observancer eller traditioner, der binder os og igen lægger os under et lovmæssigt åg.
Guds folk i den nye pagt er ikke opfordret til eller forpligtet til at bære bedesjalet eller nogen anden form for frynset beklædning. Desværre synes mange velmenende messianske og ikke-jødiske troende imidlertid at forveksle tanken om Torah med tanken om pagt og undlader derfor at “dele sandhedens ord rigtigt” (2. Timotheus 2:15). Moseloven blev givet til nationen Israel og havde til hensigt at fungere som en “læremester” til at modtage og forstå Messias’ større instruktion (Galaterne 3:19-25). Efterfølgere af Jesus Messias, både jødiske og ikke-jødiske, formanes til ikke at vende tilbage til barnlig tænkning, men til at forstå åndelige ting med modenhed (1. Korinther 13:11; 14:20; Hebræerbrevet 5:12-14). Hvis man ikke skelner ordentligt mellem loven og nådens evangelium, fører det altid til doktrinær forvirring inden for Guds folks pagtsfællesskab.
Selv de mest nidkære blandt det jødiske folk var ikke i stand til at bære byrden af det åg, som Moseloven udgjorde (se ApG 15). Vi, der følger Jesus, den jødiske Messias, er nu ledet af Guds ånd som Guds sønner og er derfor ikke længere underlagt religiøse forskrifter, der befaler os at “røre ikke, smage ikke, håndtere ikke”. Vi er nu kaldet til at søge de ting, der er ovenpå, hvor Messias regerer fra det høje (Kolossenserbrevet 2:20-3:1). Jesu efterfølgere har en “bedre pagt baseret på bedre løfter” (Hebræerne 8:6), og loven var kun en skygge af noget større, som blev lovet af profeterne; dette “større noget” er Jesus Kristus (2. Korinther 3:18; 4:6).