Rockmusik var den mest populære form for musik i årtier, før hip-hop blev mainstream. Rockmusikken dominerede sendefladerne i næsten 50 år og affødte snesevis af undergenrer – alt fra indviklet, lyrisk folkrock til de mest brutale former for ekstrem dødsmetal. Den har spillet på små barer og i udsolgte arenaer, i garager og koncertsale, og den har sat sit præg over hele verden.

Da undergenrerne er så forskellige, defineres rock mere af dens overordnede æstetik end af specifikke musikalske træk (selv om næsten alle undergenrer bruger elektriske guitarer, som vi vil undersøge i næste afsnit). Rock handler om elektrificerende energi, især den ungdommelige, oprørske energi hos dens grundlæggere. Gennem årene har generationer af musikere fundet deres egne måder at indfange denne energi på, men den samme ånd inspirerer dem alle.

Måske mere end nogen anden genre er rock defineret af et enkelt instrument: den elektriske guitar. Før rock spillede elektriske guitarer en mindre rolle, mest som et backinginstrument for store jazzbands. Men i løbet af begyndelsen af 1900-tallet blev de mere og mere populære blandt bluesmusikere. Den elektriske guitar var et fantastisk instrument til et lille band – ved at tilslutte den til en forstærker kunne guitaristerne lave en lyd, der var høj nok til at konkurrere med trommer og mikrofonerede vokaler.

Geniale guitarister som B.B. King og Jimi Hendrix udforskede de unikke lyde, som elektriske guitarer kunne lave. De brugte ikke bare forstærkere til at blive højere – de legede også med selve instrumentets tone og karakter og brugte den elektrificerede lyd som sin egen slags instrument. Hendrix brugte f.eks. som bekendt skriget fra forstærkerfeedback i sine soloer – en lyd, som ville være umulig at opnå med et akustisk instrument. Han var også pioner i brugen af forvrængning eller “fuzz”, som i dag er rockguitarens signaturlyd.

Musikalsk set er de forskellige undergenrer af rock meget forskellige fra hinanden – de bruger forskellige slags skalaer, rytmer og tempi – men der er nogle fællestræk. Det meste rockmusik lægger vægt på den pentatoniske skala, en nøgtern skala, der stammer fra bluesmusikken. Selv en uerfaren guitarist kan skabe en grundlæggende rocklyd ved blot at spille den pentatoniske molskala på en forvrænget elektrisk guitar. Den lyd kan bruges i alle rockens mange undergenrer uden at virke malplaceret.

Subgenrer og eksempler

Chuck Berry – Roll Over Beethoven (1956)

I sin tidligste form blev rockmusikken kaldt “Rock & Roll”, og den var en livlig udløber af blues, jazz og boogie-woogie. På dette tidspunkt var rock & roll den samme genre som R&B – i dag betragter vi dem som helt forskellige genrer, men de blev begge født ud af denne energiske dansemusik fra 1950’erne.

Hører man tidlige rockere som Chuck Berry, kan man høre mange af de træk, der også i dag kendetegner rock – den er hurtig, har et drivende beat med mange synkoperinger og lægger vægt på kombinationen af trommer, vokal og guitar. Men bemærk, at Chucks guitar har en meget renere tone end moderne rock. Det skyldes, at forstærkerforvrængning endnu ikke var blevet populært. Det ville tage endnu en generation af guitarister at skifte til de hårdere, tungere toner, som vi kender fra moderne rock.

Måske mere end noget andet bragte disse tidlige rockere en holdning til rock. De var pågående og oprørske og viste ikke megen respekt for traditioner eller overklassens sociale normer. Deres danse involverede alle former for bøjning og gyrating, hvilket blev betragtet som utugtigt i 1950’ernes konservative samfund. Derudover var de tidlige rock & roll-musikere pionerer i brugen af tv, som var et helt nyt underholdningsmedie på den tid. Så al den uhøflighed og regelbrud var ikke længere begrænset til barer og dansesale, som det måske var tilfældet i jazzalderen. Nu var rock & roll-stjernerne pludselig på vej helt ind i de amerikanske familiers stuer!

Rock & roll er en udpræget “retro”-stil, og kun meget få kunstnere ville i dag beskrive sig selv som “rock & roll”. Det nærmeste, vi kommer nu, er “rockabilly”, som er en undergrundsgenre, der er baseret på en sammensmeltning af rock & roll i 1950’ernes stil med punkrock og elementer fra country. For eksempel:

Væsentlige kunstnere

• Little Richard
• Chuck Berry
• Bo Didley
• Jerry Lee Lewis
• Elvis Presley

Blues-Rock

Jimi Hendrix – Voodoo Child (Slight Return)

Leget som al moderne musik, har rock sine rødder i blues. Men nogle subgenrer omfavner virkelig denne arv, mens andre har bevæget sig længere væk fra den. Blues-rock er den subgenre, der virkelig graver dybt i bluestraditionen for at finde inspiration. Så det kan være overraskende, at blues-rock også har været kilden til nogle af rockens største nyskabelser – det er den mest traditionelle form for rock, men samtidig den mest opfindsomme.

Blues-rock var mest populær i 1960’erne, da rock udviklede sig til sin moderne lyd. Hele den populære musiks kurs blev ændret i slutningen af 60’erne, da Jimi Hendrix, en blues-rock-guitarist fra Seattle, begyndte at skubbe grænserne for, hvad en elektrisk guitar kunne gøre. I stedet for at indstille sit system for at undgå gennemtrængende feedbacklyde, begyndte han at omfavne disse lyde og bruge dem i sine soloer. Han eksperimenterede med alle former for forvrængning, ekkoeffekter og andre lyde, der ikke var blevet brugt i stor stil før.

Blues-rock blev mindre populær efter 60’erne og 70’erne, men spiller stadig en stor rolle i moderne rock. Populære grupper som Black Keys og White Stripes bragte blues-rock tilbage i mainstream i 2000’erne, og mange klassiske blues-rock-bands turnerer stadig (The Rolling Stones, Aerosmith og ZZ Top er gode eksempler). Meget af den musik, som vi opfatter som “klassisk rock”, stammer fra blues-rock eller fra heavy metallens tidlige dage (næste afsnit).

Vigtige kunstnere

• Jimi Hendrix
• Janis Joplin
• Stevie Ray Vaughan
• The Rolling Stones
• Eric Clapton
• The Black Keys

Heavy Metal

In Flames – Clad In Shadows

I slutningen af 70’erne, begyndte et par rockmusikere at introducere en mørkere, tungere lyd. De fortsatte med at bruge de pentatoniske moltoniske skalaer fra blues-rock, men de bragte flere diatoniske skalaer ind (de mere komplekse skalaer, der bruges i klassisk musik). Metalens rødder kan spores tilbage til to bands: Black Sabbath og Motorhead. Sabbath var banebrydende for en mørk, næsten overnaturlig lyd, mens Motorhead var banebrydende for en hård, eksplosiv energi. Da disse to påvirkninger mødtes, blev den moderne genre heavy metal født.

I dag vil mange mennesker sige, at metal er sin egen genre og ikke en undergenre af rock – den har givet anledning til snesevis af undergenrer, hvoraf mange af dem er meget forskellige fra traditionel rock. En særlig bemærkelsesværdig undergenre er dødsmetal, som tager metallens musikalske idéer og overdriver dem. Når man lytter til In Flames-sangen, kan man høre den ekstremt gutturale kvalitet i vokalen, som er kendetegnende for dødsmetal. De stærkt forvrængede elektriske guitarer væver et indviklet net af melodier sammen, der rejser sig som en mur af lyd på baggrund af de dunkende trommer og vokaler. Death metal er ikke for alle, men det er en ekstremt kompleks musikalsk form, der konstant skubber grænserne for heavy metal.

Takket være death metal-pionerernes ekstreme opfindsomhed er metal en af de mest populære rockgenrer i dag, og vel nok også den mest kreative. Der er masser af bands, der stadig spiller blues-rock og punk, for eksempel, men for det meste spiller de musik, der minder meget om det, der blev spillet i 1970’erne. Metal har derimod fortsat med at udvikle nye stilarter.

Væsentlige kunstnere

• Motorhead
• Black Sabbath
• Iron Maiden
• Metallica
• Pantera
• In Flames
• Converge

Punkrock

Rise Against – Savior

Omtrent samtidig med, at heavy metal blev født, bevægede en anden undergrundsrockbevægelse sig i en anden retning. Punk blev opfattet som en revolutionær genre – mange af dens pionerer var venstreorienterede politiske aktivister, og de brugte deres musik til at fremme revolutionens sag. Deres lyd var hurtig og aggressiv, ofte med en “syngende” kvalitet i vokalen.

Ligesom metal er punk hård og ekstremt energisk, men musikalsk er den præcis det modsatte af metal. Hvor metal lægger vægt på ekstrem kompleksitet og virtuositet i spillet, foretrækker punkmusikere en mere ligefrem, tilbage-til-grund-æstetik. Mange punkmusikere har minimal træning og foretrækker rå følelser og basale lyde frem for heavy metals udspekulerede kunstgreb. Den samme forskel er også synlig i sceneæstetik: punkbands har en tendens til at spille på en mindre udsmykket scene, hvor de ofte står på samme niveau som deres fans. Metalbands ses næsten altid på en forhøjet scene, og de bruger ofte lysshow, tågeapparater, store rekvisitter og andre spektakler, som sjældent ses i punk.

I dag kan næsten alle større byer prale af mindst et par punkbands. Stilen er fortsat populær, især blandt yngre publikummer og dem, der ikke har fået meget formel træning. Punk er efter sin udformning åben for alle, så længe de sætter pris på høje guitarer og klistrede bargulve – disse mennesker findes i alle generationer, så punk vil sandsynligvis altid være populært, selv om det ikke får meget radiospil.

Vigtige kunstnere

• The Sex Pistols
• The Clash
• The Dead Kennedys
• Black Flag
• Minor Threat
• Rancid
• Rise Against