Hvis vi ser på et kort, ser verden ud til at være pænt organiseret i et kludetæppe af stater. De er klart navngivet og har tydelige grænser. Men et nærmere kig afslører et langt mere kompliceret billede. Over hele kloden er grupper på forskellige stadier i færd med at gøre krav på og opnå uafhængighed og anerkendelse. Som den nylige kontrovers omkring Palæstinas plads i Googles og Apples navigationsværktøjer viser, er kortet langt fra færdigt.
Tag Kosovo, som erklærede sig uafhængigt i 2008 efter at have adskilt sig fra Serbien efter en ødelæggende krig i slutningen af 1990’erne og opløsningen af Jugoslavien. Mere end 20 år efter krigen – og et årti efter erklæringen – deler Kosovos selvstændighed fortsat både politikere og offentligheden. For nylig udløste Dua Lipa, den berømte sangerinde, der er født i London af forældre, som forlod Kosovo i 1990’erne, en kontrovers, da hun tweetede et kort over “Storalbanien”, der inkluderede Kosovo.
Afskillelse fra en anden suveræn stat er den normale måde, hvorpå stater fødes. Det er det, som uafhængighedsbevægelsen i Skotland søger at gøre. Det er også sådan, USA blev uafhængigt i 1776 og i henhold til deres erklæring “fritaget for al troskab mod den britiske krone”. Sidste år stemte den pacifiske ø Bougainville for en løsrivelse fra Papua Ny Guinea og banede dermed vejen for, hvad der forudses at blive en lang vej mod uafhængighed.
Selv om det er vigtigt at kunne kræve kontrol over et område og dets befolkning fra en tidligere suveræn er det også afgørende for at kunne fungere som andre stater at blive internationalt anerkendt som suveræn i det pågældende område.
Værdien af anerkendelse bliver tydelig, når vi ser på den måde, hvorpå staternes status ofte er baseret på deres deltagelse i internationalt anerkendte statsfamilier, såsom FN. Sydsudan, som erklærede sig uafhængig i 2011, betragtes af mange som den yngste stat i verden, fordi det er den seneste stat, der er blevet optaget i FN. Andre uafhængighedserklæringer siden da, såsom Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine i 2014 eller Catalonien i 2017, er blevet ignoreret internationalt og anses derfor ikke for at have resulteret i nye stater.
Men ikke alt er sort og hvidt. I modsætning til, hvad mange måske tror, er Kosovos uafhængighedserklæring i 2008 ikke anerkendt af næsten halvdelen af FN’s medlemmer. Afgørende er, at disse lande omfatter Kina og Rusland, som sidder i FN’s Sikkerhedsråd og effektivt kan nedlægge veto mod ethvert medlemskab. Og alligevel er Kosovo medlem af Verdensbanken, IMF, UEFA og FIFA. Det fik også en glædelig debut ved de olympiske lege i Rio. I årevis – og for at styrke sin status som stat – har Kosovo forsøgt at deltage i Eurovision Song Contest, men det er blokeret af Serbien, som allerede er medlem af European Broadcasting Union – arrangøren af begivenheden.
Kosovo er ikke den eneste stat, der synes at befinde sig i en tilstand af uvished. Palæstina er også kun observatør i FN, selv om det er anerkendt af flertallet af medlemmerne, ligesom det også er en del af andre internationale organisationer som Den Arabiske Liga. Taiwan er ikke fuldt ud anerkendt, selv om det er en af verdens førende økonomier. Denne manglende anerkendelse skaber ofte store problemer. F.eks. betød det forhold, at Taiwan ikke er medlem af Verdenssundhedsorganisationen på grund af den manglende anerkendelse, at øen ikke var i stand til at dele potentielt værdifuld viden med andre i pandemiens tidlige stadier.
Kosovo har også været udsat for en nyere tendens til, at stater trækker deres anerkendelse tilbage, efter en orkestreret indsats fra Serbien, som stadig nægter at anerkende sin tidligere provins som en uafhængig stat. Der var en kort diplomatisk krise, da den tjekkiske præsident, Milos Zeman, foreslog, at hans land måske ville gøre det samme. Serbien har også med succes lobbyet mod Kosovos medlemskab af UNESCO og Interpol.
Denne taktik anvendes af flere stater, der ser uafhængighedsbevægelser som undergravende for deres suverænitet. Kina har brugt sin diplomatiske magt til at overbevise stater om, at de skal anerkende Taiwan. Marokko indgår handelsaftaler med andre stater på betingelse af, at de afkender anerkendelsen af Den Demokratiske Arabiske Republik Sahrawi i Vestsahara, som Marokko betragter som en del af sit territorium.
Denne tendens til at afkende anerkendelsen illustrerer meget godt, at det, vi opfatter som suverænitet, hverken er statisk eller absolut. Folk på steder som Palæstina er halvvejs på vej til at have kontrol over deres territorier. Nogle, som f.eks. Kosovo, har en fod i det internationale system og en fod ude. Men samtidig viser uafhængighedskampe – som f.eks. i Skotland eller Bougainville – eller konkurrencer om, hvem der har den største anerkendelse – som f.eks. mellem Kosovo og Serbien eller Taiwan og Kina – at suverænitet, som er et modeord for politikere, fortsat er en pris, der er værd at kæmpe for. Det er den, der definerer vores verden af stater, og hvem der kan være medlem af den.