Denne uge er “Hvad nu hvis…?”-uge på tværs af SB Nation. Det er en tid til at tage et kig på forgangne dage og spekulere på, hvordan tingene kunne være gået anderledes.

Sæsonen 2005-2006 var en underlig tid for alle NHL-hold. Efter en aflyst sæson, var holdene i færd med at gøre store ting for at sætte sig op til en ny kampagne.

Bruins var ingen undtagelse, idet de forsøgte at slette minderne om endnu et klatrende playoff-exit i 2003-2004-sæsonen.

Rygter gik dengang på, at B’s sigtede stort under free agency, men disse store ambitioner blev ikke rigtig til noget. I stedet var sommeren før sæsonen fyldt med rygter om, hvorvidt Bruins’ bedste spiller, Joe Thornton, ville være i sort og guld, når sæsonen begyndte. Efter en indsats med 101 point i 2002-2003-sæsonen oplevede Thornton et lille fald i sin produktion i 2003-2004. Han noterede sig for 73 point i 77 kampe, men havde et stort mål på ryggen på grund af en o-fer i syv playoffkampe mod Montreal.

At sige, at forholdet mellem Thornton, holdets ledelse og de lokale medier var anstrengt, ville være en lille underdrivelse. Men Thornton fik en ny aftale, inden sæsonen begyndte, og underskrev en treårig forlængelse, og det så ud til, at kaos var afværget.

Ja….om det.

Problemer på vej, og et mål på ryggen

Joe Thornton var langt den bedste spiller på Bruins’ holdliste på vej ind i 2005-2006-sæsonen. Det var ikke rigtig tæt på. Det betyder selvfølgelig ikke, at Bruins ikke havde nogle gode spillere, men blot at Thornton stod med hoved og skuldre over resten.

Det var dog ikke gået så godt for Thornton i Boston, og medierne var en af hovedårsagerne til det.

Tornton havde en dårlig præstation i slutspillet i 2003-2004, hvilket førte til, at der blev skrevet spalter og tænkesæt om, hvorvidt han havde “det”, hvad det så end måtte være, eller ej. Det var naturligvis underforstået, at Thornton ikke kunne klare sig som leder eller som “the guy” på et hold. Det nytter ikke noget at nævne navne her, men det virkede som om, at mange medier mente, at det var bedst for Thornton at blive sendt ud af byen.

(Det er værd at bemærke, at Thornton angiveligt havde nogle betydelige skader i løbet af det playoffløb, og selv om det ikke helt undskylder en o-fer, tilføjer det bestemt en vis kontekst.)

Men mediernes raseri betyder dog ikke nødvendigvis, at der skal ske en handel. Og ganske rigtigt, efter at handlen faktisk fandt sted, kom Thornton med en kommentar om, at holdet var tilfreds med deres GM og tilfreds med deres træner, så han var den næste i rækken.

En vakkelvorn våbenhvile

Selvfølgelig var tingene stadig i orden på vej ind i 2005-2006-sæsonen. Thornton havde fået en ny aftale, og selv om Bruins ikke fik fat i de store navne, de var ude efter i free agency, var der ingen grund til at tro, at de ville blive virkelig forfærdelige.

Men så gik det dog ret galt. I begyndelsen af november var Bruins blot 5-5-4, sidst i deres division. To uger senere var de 7-7-5, ikke meget bedre.

Da de knap nok trådte vande, ledte Bruins GM Mike O’Connell efter måder at ryste tingene op på frem mod december. Den sidste dråbe kom tilsyneladende i et Bruins-nederlag til New Jersey, da Devils scorede et mål i det sidste minut af tredje periode for at vinde kampen med 3-2.

O’Connell besluttede, at skylden lå hos Thornton, der tabte en faceoff i d-zonen rent til John Madden lige før målet, og besluttede at trykke på aftrækkeren for en handel.

På det tidspunkt, hvor handlen blev gennemført, gjorde Thornton sit bedste for at bære Bruins. I 23 kampe (og husk, for et hold, der ikke ligefrem var en offensiv dynamo) havde Thornton 33 point. Det er et tempo på 117 point over hele 82 kampe. Sjovt nok overgik Thornton faktisk dette tempo og sluttede sæsonen i San Jose med 125 point i 81 kampe.

Uanset hvad, besluttede O’Connell, at det, der gjorde hans hold på sidstepladsen ondt, var dets kaptajn og bedste spiller, og han sendte Thornton ud til San Jose i bytte for Brad Stuart, Wayne Primeau og Marco Sturm.

Den handel blev generelt foragtet, og jeg mener universelt. Selv med Tyler Seguin-transaktionen var der folk, der hævdede, at det ikke var den værste, at der var en god side af sagen osv. Det var ikke tilfældet her. Stuart var angiveligt kronjuvelen i handlen, og han var ikke engang tilnærmelsesvis en succes. Sturm endte med at blive den kronjuvel og en fantastisk Bruin, men…ja. Ikke engang tæt på Thornton-niveau.

Den umiddelbare efterdønning

Dette var omtrent så ensidigt som en handel kan være.

Thornton fortsatte med at vinde Art Ross- og Hart-trofæerne for Sharks. Faktisk ville Thorntons indsats på 125 point være den mest scorede for en Ross-vinder indtil sidste år, hvor Nikita Kucherov fik 128 point. Bruins var forfærdelige. De sluttede sidst i divisionen, 16 point efter det nærmeste hold. Sæsonen var en afskyelighed. O’Connell blev fyret i marts. Mike Sullivan blev fyret efter sæsonens afslutning.

Katastrofe.

De mere langsigtede virkninger

Med Thornton ude af bøgerne gik Bruins på indkøb og fik endelig landet det par store fisk, som de ledte efter i offseason: Zdeno Chara og Marc Savard. På grund af deres forfærdelige afslutning draften B’s højt i første runde og valgte Phil Kessel.

(De draften også Milan Lucic og Brad Marchand i senere runder, så…god draft!)

Du kan se på disse hændelser på to måder:

• Hvis Bruins ikke handler Thornton, så skriver de ikke kontrakt med Chara og Savard. I stedet går de sandsynligvis efter Chara og lader Thornton forblive deres #1 center; jeg kan ikke finde cap-tal for den tid, men det ville sandsynligvis have været muligt.
• Hvis Bruins beholder Thornton, vælger de sandsynligvis i midten af første runde, i stedet for i top 5.

For at sige det enkelt, hvis Bruins beholder Thornton, ender de ikke med Chara, Savard og Kessel. Man kan argumentere for, at de ikke engang får Chara, da rygterne siger, at kaptajnsposten var en af de ting, der fik Chara til at skrive under her.

Så… ville de have været bedre stillet?

Hvis Thornton var blevet hos Bruins, ville de sandsynligvis stadig være gået på indkøb i løbet af offseason 2006. Andre “store fisk” derude den sommer omfattede en fyr som Brendan Shanahan, men det var det hele. Chara og Savard, kunne man hævde, var de store fyre.

Thornton forblev naturligvis produktiv for Sharks i de næste mange år, hvor han lavede henholdsvis 114, 96, 86 og 89 point. Bruins skulle absolut ikke have handlet Joe Thornton. Man bytter ikke sin bedste spiller for småpenge på grund af en dårlig slutspilsserie eller en tabt faceoff.

Den omstændighed, at man fik Savard og Chara i umiddelbar forlængelse heraf, mildnede dog slaget en hel del. I stedet for at have, lad os sige, Thornton, Shanahan, Jaroslav Spacek og et mid-round pick (Chris Stewart? Bryan Little?), endte B’s med Chara, Savard og Kessel.

Den handel var dårlig. Den umiddelbare efterspil var dårlig. Men omslaget var hurtigt. Handlen med Thornton banede vejen for denne vending, og et par år senere var begge hold i ret god form.

Det er måske et sjældent tilfælde af en win-win.