Hvad nu hvis den, der slap væk, var den, og du nu ikke har andet valg end at leve resten af dit liv og spekulere på, “hvad nu hvis?”

På forskellige tidspunkter i mit liv må jeg have brugt i alt fem år på at tænke over dette ene spørgsmål. Selvfølgelig kommer disse øjeblikke, når du er ved at miste nogen, eller når de er ved at miste dig. Hvad jeg dog først for nylig indså, er, at jeg tænker på dem, selv når jeg ikke er ved at blive tabt eller ved at miste.

Vi tror alle, eller i hvert fald de fleste af os, på et tidspunkt, at vi har fundet deres person. Den person, der gør os bedre end dem, vi var før, ikke fordi de fuldender os, men fordi de får os til at ønske at være det bedste, vi kan være. Mennesker, der kommer ind i vores liv og påvirker os på måder, vi aldrig havde forestillet os.

En person, der får dig til at føle en del af dig, som du kun har drømt om. En person, som du aldrig troede kunne eksistere, men lige foran dine øjne er de der.

En person, der føles så utroligt behagelig, at det er skræmmende. Den tryghed, du ikke kan beskrive. Den tryghed, der er der. Kan du huske, da du først følte dig bange for noget, og så så du din mor eller din far som et lillebitte menneske? Den trøst. At vide, at denne person altid vil få dig til at føle dig tryg på måder, du ikke engang kan formulere.

Den person, som får dig fysisk ophidset bare ved at se på dig. Når du hører deres stemme, ser deres navn, føler deres tilstedeværelse, den person, som er der inde i dig uden at være i nærheden af dig. Lugten af deres hud, deres stemme, de små hår på deres krop, lugten af deres mund. Alt ved dem ophidser dig.

Den person, som du ikke kan vente med at se. Ikke af nogen særlig grund, bare fordi. Personen, som du rækker ud efter i høje og lave tider uden at vide, at du gør det.

Personen, som du desperat ønsker at gøre bedre eller i det mindste få vedkommende til at indse, hvor god han/hun er.

Personen, som du, når du sidder alene i mørket, indser, at det at sige, at du elsker ham/hende, ikke engang kommer i nærheden af, hvordan du føler.

Personen, som vil få dig til at risikere alt for at være sammen med ham/hende. Dette er svært, fordi det lyder slemt, men det er det ikke. Alt for mange mennesker i dag tillader deres venner eller familie at blande sig i, hvad der er det rigtige for dem. Selv om jeg mener, at udtalelsen fra folk, du holder af, er vigtig, skal du selv træffe en beslutning. Jeg har tre drenge, og jeg har aldrig nogensinde fortalt dem, at de skal være eller ikke være sammen med den person, de er sammen med. De har fortalt mig, at hvis jeg gjorde det, ville jeg vise, at jeg ikke stoler på dem, eller at jeg ikke tror, at de er kloge nok til at klare sig selv i livet. Jeg sørger for, at de ved, at de til enhver tid kan komme til mig om hvad som helst. Der er en forskel.

Din person!

Så, hvad gør vi så, når vi har oplevet denne person, når den ikke længere er hos os? Hvordan erstatter vi dem i vores liv? Hvordan indser vi, at der er andre for os, og at vi er nødt til at komme videre?

Se, her er det sværeste; når du føler, at du har elsket en person, der ikke ligner nogen anden, du nogensinde vil møde, fjerner du en del af hver person, du endnu ikke har mødt. Du vil for evigt sammenligne personerne i dit liv med et eller andet element af det, du følte var “perfekt”.

Hvad nu hvis det problem, du har, når du møder fantastiske mennesker og ikke kan skabe forbindelse med dem, er den samme nuance af denne følelse? Hvad nu hvis de mennesker, du kommer i kontakt med, er fantastiske, men skyggen er stadig hos dig? Jeg tænker hele tiden på min første kærlighed. Jeg kendte hende, da jeg var barn, og selv om vi forsøgte at være sammen som voksne, fungerede det aldrig. Jeg husker den sidste gang, vi talte ansigt til ansigt om det, da jeg var gift, og hun ville have mig til at komme og være sammen med hende. Jeg havde lige fået mit første barn, og jeg elskede oprigtigt min kone. Jeg ville på ingen måde ødelægge det liv for en person, der aldrig, indtil dette øjeblik, har kæmpet for mig, men jeg tænker på hende den dag i dag. Det har jeg altid gjort.

Jeg mødte min kone, efter at mit livs kærlighed og jeg havde slået op. Det var ret nemt. Jeg er ikke rigtig sikker på hvorfor eller hvordan det var, men det var det. Jeg blev taget af hende på så mange måder. Jeg savner den person. Den person forlod mit liv mange år før det fysiske væsen, som var min kone, gjorde det. Jeg kom over min kærlighed, men hvad nu hvis jeg ikke kunne? Ville jeg være i stand til at give mit hjerte til en anden?

Nu, hvor jeg er ældre og skilt, havde jeg det held at blive forelsket i en person stort set lige efter, at min ekskone og jeg havde slået op. Jeg faldt hårdt. Hun var alle de ting, der er beskrevet ovenfor, med den ekstra fordel, at hun ikke følte dem. Da det forhold sluttede, stod jeg over for at skulle prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle elske igen. Jeg kan ikke fortælle dig svaret, for jeg har stadig ingen anelse. Efter hende begik jeg fejltagelser, traf gode beslutninger og kom til at være sammen med fantastiske mennesker. Man hjalp mig med at komme igennem det, jeg nu kan sige var den sværeste tid i mit liv, men at blive involveret i en langvarig ting med nogen efter alt det virker sværere denne gang.

Måske er det derfor, vi har svært ved at gifte os anden eller tredje gang som mennesker. Skilsmisseprocenten stiger for hvert ægteskab, og jeg er klar over, at jeg for mit vedkommende vil have svært ved at komme til alteret igen. Det er ikke fordi jeg hænger op på nogen, men snarere fordi jeg ikke vil have, at det, der skete i fortiden, skal ske igen. Jeg elsker anderledes nu, og det tror jeg, at jeg altid vil gøre. Hvor uretfærdigt er det ikke for folk, der kommer ind i vores liv efter “den eneste ene”?

Kærlighed er noget, som vi mennesker tilsyneladende har brug for. Jeg elsker at være sammen med nogen, og jeg har gjort det rigtig, rigtig godt, og jeg har været enormt dårlig til det, men en ting er sikker, jeg elsker at gøre det. Det, der bekymrer mig mest, er dog, at jeg elsker nu baseret på det, jeg har oplevet i fortiden, og hvis den person, jeg forsøger at elske, ikke har haft den slags hjertesorger, vil vedkommende så modtage det på samme måde?

Er de, der er blevet knust, i stand til at elske dem, der ikke er blevet knust?

Med Thomas Shelbys udødelige ord: “Du kan ikke knække det, der er blevet knust”. Du kan ikke engang reparere det for at bryde det igen, så gør det bare. Prøv at elske mig”.