For kristne er sjælen en integreret del af den, du er. Du har en krop og du har en sjæl, og de to er forbundet. Selv om de ikke tror på kroppens genopstandelse, tror de fleste kristne, faktisk de fleste amerikanere, på sjælens udødelighed.

Selv om du ikke er religiøs, omtaler du sikkert sjælen som en slags fluffy åndelig betegnelse for din personlighed eller endda bare som en eufemisme for “et liv”: Måske har du købt Hønsesuppe for sjælen eller tilbudt at sælge din sjæl til Satan. Sjæle er en del af både popkulturen og den religiøse tro. Men hvis vi ser bort fra religion, hvad er en sjæl så egentlig? Er det en slags immaterielle spøgelsesagtige ting, som kun tilfældigt er knyttet til kroppen? Eller er den mere substantiel? Og hvis den er det, hvad er den så lavet af? Og hvor befinder den sig i din krop?

Kristendommen opfandt ikke begrebet sjæl, men ligesom mange andre ting har den arvet det fra den græske filosofi. For Platon var sjælen den bedre halvdel af de to dele af den menneskelige person. Der var der kroppen, som var besværlig, midlertidig og forfaldende; og så var der sjælen (psyke), visdommens usynlige sæde, som var udødelig og effektivt fanget af kroppen indtil døden.