“Første gang jeg hørte ‘Bubbly’ var faktisk på CMT,” siger Joy, klemt sammen med Reeves, som tilfældigvis også er hendes mand, på et enkelt sæde. Joy, der engang var medlem af duoen JaneDear Girls, er en mangeårig Nashvillian og sangskriver og har som texaner og tidligere nomineret til CMT Awards sandsynligvis den mest traditionelle “country”-stamtavle i bandet. Men Caillat, der er kendt for at indgyde en “California-meets-Hawaii”-ånd i sin musik, har lagt Stillehavet bag sig og er flyttet til Tennessee, hvor hun bor ikke langt fra denne kaffebar sammen med Young, en mangeårig sideman og succesfuld Hawaii-kunstner, som er hendes forlovede. Og selv om Mauis kyster måske ikke umiddelbart synes at være country i sig selv, er der ikke så stor afstand, som man kunne tro.

“Hawaii,” siger Reeves, “er så country, som det kan blive. Store åbne vidder, natur. Hawaii er superland.” “Super country” i sandhed, lige fra den indfødte stålguitar til de “paniolos” (hawaiianske cowboys, i det væsentlige), som Caillat synger om i bandets sang “Gone West”. Den tjener som en introduktion til gruppen i tonart af nogle Mumford & Sons- eller Lumineers-agtige stomp-clap-harmonier.

Deres første single “What Could’ve Been”, der er udgivet via Triple Tigers Records, countryafdelingen af Nashville-indie-magten Thirty Tigers, tager dog en anden drejning. Det er en ballade, der ikke lyder alt for langt til venstre for alt det, der i øjeblikket spinner på countryradioen. Det er også klart historiefortælling: Da bandet består af to engagerede par, er det ikke ligefrem en sang om mislykkede romancer, der er revet ud af deres aktuelle dagbøger. Men det er denne form for narrativ sangskrivning, der har bragt dem ind i countrymusikken, ikke omvendt. “Det er bare der, hvor den slags sangskrivning lever nu,” siger Reeves.

Det er ikke sådan, at Caillat overhovedet havde brug for at starte et band. “Bubbly” og den sang, hun skrev sammen med Jason Mraz, “Lucky”, streamer stadig i store mængder sammen med nummeret “Breathe”, som hun samarbejdede med Taylor Swift på (et andet tidligt country-crossover-øjeblik). Hun har haft en dedikeret fanskare med sig i årevis, mens hun har spillet og skrevet sammen med sine venner – hendes kunstneriske forhold til Reeves går tilbage til 2005, da han var ny i Californien, og de begyndte at komponere sange bare for sjov.

“Mine forældre lod ham flytte ind i vores hus,” husker Caillat. “Vi havde et job sammen i et fitnesscenter, og vi skrev sange hele weekenden.” Nogle af disse sange skulle blive til materialet til hendes debut Coco, som indeholdt “Bubbly”. År senere tog firkløveret på turné med Caillat for at støtte hendes album The Malibu Sessions fra 2016 på en akustisk, harmonidrevet turné, og “vi indså, hvor sjovt det var at være på scenen sammen,” siger hun. “Så vi tog tilbage til Nashville og skrev den sommer vores første sang.”

Arbejdet med nogle af countryens mest succesfulde og respekterede sangskrivere, som Tom Douglas og Liz Rose, cementerede deres nye retning.

“Vi havde en skrivesession med Tom Douglas, og han opmuntrede os virkelig til at gå videre med dette projekt,” siger Joy. “Vi søgte at skrive musik fra vores hjerter, og det er normalt historiefortælling og tekstdrevet. Og det egner sig godt til countrymusik.” Derefter fulgte en pladekontrakt med Triple Tigers, det label, der også huser Scotty McCreery, og en Grand Ole Opry-debut tilbage i oktober. “What Could’ve Been” sendes til countryradio i juli, og hvis den reaktion, som bandet fik fra programmører på Country Radio Seminar i år, er nogen indikation, kan den få noget liv i æteren.

“Folk kom hen til os og sagde: ‘Vi har brug for flere harmonier’,” siger Joy.

Men det var Caillats mangeårige fans – ikke countryradio – som Joy var mest bekymret for. “Jeg var virkelig bekymret for dem. Skulle de sige: ‘Hvad sker der? Er hun med i et band nu?”” siger Joy. “Men i stedet har det været det modsatte. De har nærmest været sådan: ‘Endelig.'”