“Dronningeskiftet virkede – der er larver i rugekammen,” siger Lionel Garnery begejstret og holder en ramme op, der er dækket af arbejdsbier. De små hvide prikker i bunden af cellerne bekræfter, at den nye dronning i bistadet faktisk er begyndt at lægge æg. Vi befinder os i det sorte bi-konservatorium1 i den franske skov Rambouillet. I dette “lille hjørne af et paradis en time fra Paris”, der er fyldt med birketræer, blomstrende lyng og bregner, som bierne lever af i disse sidste sommerdage, har en forsker, der har specialiseret sig i biers genetik på EGCE-laboratoriet2, opstillet ca. 40 bistader. Målet er klart, ligesom i de ca. 20 andre konservatorier i Frankrig: at sikre overlevelsen af den sorte bi, den vesteuropæiske honningbi, som er blevet domesticeret. Apis mellifera mellifera, som den hedder videnskabeligt, er nemlig virkelig truet.
“I løbet af de sidste 20 år er honningproduktionen i Frankrig blevet halveret”, siger Vincent Bretagnolle, økolog ved CEBC3 , der er baseret i det vestlige Frankrig. Dette er en del af en massiv nedgang i honningbipopulationerne i hele den udviklede verden, fra USA til Europa og Australien. Et foruroligende fænomen, der er kendt som “Colony Collapse Disorder” (CCD), blev først dokumenteret i USA i begyndelsen af 1990’erne. Det ramte Frankrig i 1995, hvor nogle biavlere oplevede tab på op til 90 % – langt over den dødelighed på 5-10 %, der normalt ses i bikolonier.
Og sammenbruddet af bibefolkninger – både tamme og vilde bier – har vidtrækkende konsekvenser. Ved at bestøve de blomstrende planter sikrer de fouragerende bier reproduktionen af mange plantearter. Ikke mindre end en tredjedel af verdens fødevareafgrøder er afhængige af denne bestøvning, og uden den ville der f.eks. ikke være tomater, zucchini, jordbær eller æbler. Den samlede værdi af den miljøtjeneste, som bierne leverer? 153 milliarder euro på verdensplan, anslår det franske institut for agronomisk forskning (Inra).4
Skadelig landbrugspraksis
I 1990’erne begyndte biavlere at få mistanke om en ny klasse af insekticider til afgrøder, neonicotinoiderne. Disse stoffer, der blev udviklet i 1980’erne, er potente neurotoksiske stoffer, der virker direkte på det centrale nervesystem hos skadedyr i afgrøder. “I modsætning til tidligere generationer af pesticider spredes neonikotinoiderne ikke kun på selve planterne, men kan også være direkte påført frøene”, forklarer Axel Decourtye, økotoksikolog og direktør for det franske biavlsinstitut.5 “Det er systemiske insekticider, der finder vej ind i alt plantevæv, herunder i blomsternes pollen og nektar.”
Forskerne påviste meget hurtigt virkningerne på bierne: I høje doser dræber neonikotinoiderne bierne, mens de i lavere doser forringer de fouragerende biers kognitive evner og gør dem ude af stand til at finde tilbage til bistadet. I 2013 suspenderede et europæisk moratorium brugen af neonikotinoider på fire af de afgrøder, der bestøves af bierne: raps, solsikke, majs og bomuld. Andre kornsorter, som f.eks. hvede, bestøves udelukkende af vinden. Men disse målrettede forbud – som i øjeblikket kun håndhæves i Europa – er måske ikke nok til at dæmme op for nedgangen i bibefolkningen. “I 2012 viste en undersøgelse, der blev foretaget på markerne i vores observationsområde i Chizé6 , at nektar fra rapsfrø indeholdt spor af imidacloprid, et neonikotinoid, der normalt anvendes på hvede”, siger Bretagnolle. “Det var faktisk kommet fra korn, der var blevet dyrket der i de foregående år!”
Og der er en simpel forklaring: “Disse potente insekticider har en stærk affinitet for vand og er kendetegnet ved at være langtidsholdbare i miljøet”, forklarer Decourtye. Efter at forskernes undersøgelser havde gjort opmærksom på situationen, og efter en livlig debat, vedtog det franske parlament i juli 2016 inden for rammerne af loven om biodiversitet et fuldstændigt forbud mod neonikotinoider i Frankrig fra 2018.
Mens dette skridt udgør en sejr for biavlere og talrige forskere, er sidstnævnte fortsat forsigtige med hensyn til resultaterne af denne nye lovgivning. “Politikerne må ikke tro, at de har løst biernes problem med ét slag”, advarer David Biron, parasitolog ved LMGE.7 “Årsagerne til tilbagegangen går langt ud over brugen af neonikotinoider i afgrøderne. Den igangværende forskning giver stadig større vægt til hypotesen om multipel stress som følge af en kombination af en række faktorer.”
“Intensivt landbrug, forenkling af landbrugslandskabet og ankomsten af særligt virulente patogener samt nye metoder hos biavlerne svækker bierne og bidrager til de skader, der er observeret i bikolonierne”, siger Bretagnolle. Forskeren har overvåget flere dusin bistader med Inra i Chizé-området og har i flere år forsøgt at overbevise landmændene om, at de skal stoppe den systematiske udryddelse af ukrudt. Dette sker ikke kun primært ved massiv brug af ukrudtsmidler, men der vokser også blomster på engen mellem dem (f.eks. valmuer og blåklokker), som er særligt attraktive for bierne. Fra rapsens blomstring om foråret til blomstringen af solsikke i slutningen af juli er der intet at høste for bierne, og deres fødekilder er stærkt reduceret i flere uger. Denne udtømning af næringsstoffer forværres af, at hvidtjørnshække og enge, hvor lucerne og esparsette blomstrer, forsvinder.
“For at holde bierne i live fodrer et stigende antal biavlere dem med sække med sukkersirup, hvilket er utænkeligt for de såkaldte selvforsynende skabninger”, bemærker Bretagnolle, som også henviser til den stadig mere udbredte anvendelse af transhumance blandt de store biavlere. “De følger afgrødernes blomstringscyklus og flytter deres bistader rundt mellem Syd- og Nordfrankrig og op i bjergene. Denne praksis er naturligvis ikke uproblematisk, f.eks. i form af potentiel spredning af sygdomme.”
I nyhederne for nylig er den gulbenede eller asiatiske hedehøg, som blev indført ved et uheld i 2004 (se vores video), blevet en reel trussel mod de allerede svækkede kolonier i det sydøstlige Frankrig. Alligevel har bierne i flere årtier nu for det meste været konfronteret med ekstremt virulente patogener, hvoraf de fleste er blevet importeret ved et uheld. Det drejer sig bl.a. om de bakterier, der er ansvarlige for europæisk og amerikansk rådlus8 , mikrosporidier (mikroskopiske svampe) som Nosema ceranae og Nosema apis, der forårsager akut diarré, som kan være dødelig for bierne, men også og især det patogen, som biavlerne frygter mest, nemlig varroamiden, som kom fra Asien i 1970’erne. “Denne parasit, som er en vektor for mange vira, sætter sig fast på bierne og gennemborer deres hud for at spise hæmolymphe (insekternes blod)”, siger Biron. “En af de virus, der overføres af denne mide, CBPV (Chronic Bee Paralysis Virus), forårsager rystelser, som biavlere af og til forveksler med virkningerne af neonikotinoider.” Der er også påvist fatale synergivirkninger mellem patogener og insekticider: Således fordobler Nosema ceranae-infektion dødeligheden blandt bier, der udsættes for lave doser af insekticider, der normalt anses for ikke-dødelige.
Problematisk import af dronninger
En sidste forklaring på koloniernes øgede skrøbelighed er den massive import af dronninger fra andre underarter.9 “Fra 1995, da de franske biavlere stod over for det utilstrækkelige antal sorte bi-dronninger, der blev opdrættet lokalt, henvendte de sig massivt til lande som Italien og Grækenland, hvor egentlige “dronningefabrikker” producerer op til 100.000 individer om året”, forklarer Garnery. Problemet er imidlertid, at disse dronninger fra underarter, der stammer fra Italien (Ligustica), Grækenland (Cecropia og Carnica) eller Kaukasus (Apis mellifera caucasica), ud over at være bærere af patogener, der er ukendte for sorte bier, er dårligt tilpasset til økosystemerne i Frankrig, f.eks. de tilgængelige blomstertyper, blomstringscyklusser, klimaet osv. “Disse dronninger lægger æg i januar og februar, på et tidspunkt, hvor der ikke er nogen tilgængelige fødekilder på vores nordlige breddegrader”, tilføjer Garnery. “For at sikre, at de arbejdere, der klækkes fra disse æg, ikke dør af sult, skal de vedligeholdes kunstigt med sukker, hvilket griber ind i den naturlige selektions arbejde og dermed forhindrer dem i at tilpasse sig deres nye omgivelser.”
Et andet stort problem er, at denne massive import medfører en dårlig kontrol med genpuljerne og dermed en risiko for forurening af genomet hos den sorte bi, som til dato er den biart, der er bedst tilpasset til forholdene i Frankrig. “Vi har meget lidt kontrol over biens genetik”, fortsætter Garnery. “Selv om der faktisk kun er én dronning pr. bistade, som alle arbejderne stammer fra, bliver hun befrugtet af 15-20 hanner ad gangen! Under disse forhold er det vanskeligt at sikre udvælgelse, i modsætning til f.eks. planter og husdyr.”
Følgelig er biavlerne ikke længere sikre på, om deres bistader indeholder sorte bier, italienske bier, græske bier eller hybrider af flere arter. “Derfor er det vigtigt at sikre bevarelsen og den bæredygtige udvikling af hver enkelt underart af honningbier og især af sorte bier”, slutter Garnery. Ud over bevarelsesforanstaltningerne foreslår forskeren, at de franske konservatorier for sorte bier producerer dronninger i så nærmest “industriel” skala som muligt, f.eks. i samarbejde med professionelle biavlere for at tilbyde de franske biavlere et alternativ til de italienske og græske dronninger og dermed aktivt bidrage til at vende udviklingen i de franske bi-kolonier.
- 1. Conservatoire de l’abeille noire d’Île-de-France. www.abeille-noire.org
- 2. Laboratoire évolution génomes comportement écologie (CNRS / Université Paris-Saclay / IRD).
- 3. Centre d’études biologique de Chizé.
- 4. Institut national de la recherche agronomique.
- 5. Institut national de la recherche agronomique.
- 5. Institut Technique et Scientifique de l’Apiculture et de la Pollinisation-Institut de l’abeille.
- 6. Værkstedsområdet “Plaine & Val de Sèvre” er en kornslette syd for Niort. Her findes ca. 450 landbrug, og formålet er at undersøge forholdet mellem landbrug og biodiversitet.
- 7. Laboratoire Microorganismes : Génome et Environnement (CNRS / Université d’Auvergne / Université Blaise-Pascal).
- 8. Laboratoire Microorganismes : Génome et Environnement (CNRS / Université d’Auvergne / Université Blaise-Pascal).
- 8. I Frankrig skal udbrud af amerikansk modbyttet yngel anmeldes til myndighederne, og hele bistadet skal destrueres.
- 9. Honningbien Apis mellifera består af 26 underarter, herunder bl.a. den sorte bi (Apis mellifera mellifera mellifera), som befolker området fra Pyrenæerne til Skandinavien, samt bl.a. den italienske bi, den græske bi, flere typer afrikanske bier og orientalske bier (Mellemøsten).