Det er et spørgsmål, som ofte plager folk efter et smertefuldt brud: Hvad gik galt? Mens de arbejder på at finde ud af svaret, skaber folk typisk nye forholdshistorier, idet de analyserer de begivenheder, der førte til bruddet, og bruger dem til at opbygge en sammenhængende fortælling. I nogle tilfælde kan denne form for historiefortælling være positiv, idet den hjælper folk til at forstå – og komme overens med – smertefulde ting, der sker for dem. Andre gange kan fortællingsprocessen imidlertid være negativ, idet den forværrer smerten i stedet for at lindre den.

Min kollega Carol Dweck og jeg forsker i, hvorfor nogle mennesker hjemsøges af spøgelserne fra deres romantiske fortid, mens andre synes at komme videre fra mislykkede forhold med minimale vanskeligheder. I løbet af vores forskning har jeg læst hundredvis af personlige historier om afslutningen af forhold, og disse historier giver nogle fingerpeg om, hvad der skubber en person ind i den ene eller den anden gruppe.

I en undersøgelse bad Dweck og jeg folk om at reflektere over et tidspunkt, hvor de blev afvist i en romantisk sammenhæng, og derefter skrive om spørgsmålet: Hvad tog du med dig fra denne afvisning? For nogle mennesker gjorde deres svar det klart, at afvisningen var kommet til at definere dem – de antog, at deres tidligere partnere havde opdaget noget virkelig uønsket ved dem. En person skrev for eksempel: “Det gik godt, da han pludselig holdt op med at tale med mig. Jeg har ingen anelse om hvorfor, men jeg tror, han så, at jeg var for klæbende, og det skræmte ham væk.” En anden sagde: “Jeg lærte, at jeg er for følsom, og at jeg skubber folk væk for at undgå, at de skubber mig væk først. Denne egenskab er negativ og gør folk skøre og driver dem væk.”

I disse typer historier afdækkede afvisningen en skjult fejl, som fik folk til at sætte spørgsmålstegn ved eller ændre deres egen opfattelse af sig selv – og ofte skildrede de deres personligheder som giftige med negative egenskaber, der sandsynligvis ville forurene andre relationer. En deltager i undersøgelsen skrev: “Jeg lærte, at jeg har en del af min personlighed, som saboterer min lykke.” En anden tilstod: “Jeg føler mig bare såret og afvist. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det ikke var min skyld, og at det var den persons tab, men jeg kan ikke lade være med at føle mig utilstrækkelig.”

Mange af disse historier lignede dem, som jeg havde hørt fra venner efter deres egne brud. Refrainerne var velkendte: “Hvorfor var jeg ikke god nok?” eller “Er der noget galt med mig?” Når folk ser eks-partnere i nye forhold, spørger de ofte sig selv: “Hvad har hun eller han, som jeg ikke har?”

Mere historier

Efter et brud kan det være sundt for folk at reflektere over, hvad de har lært af det tidligere forhold, og hvad de ønsker at forbedre i det næste. En sund adfærd kan dog blive usund, når folk tager den for langt og begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres eget grundlæggende værd.

Men tabet af en partner kan gøre det let at falde i fælden med selvnedsættelse. Forskning af psykologen Arthur Aron og hans kolleger viser, at når folk er i et tæt forhold, bliver deres selv sammenflettet med deres partners selv. Med andre ord begynder vi at betragte en romantisk partner som en del af os selv – og forveksler vores karaktertræk med deres karaktertræk, vores minder med deres minder og vores identitet med deres identitet. I en måling, der er designet til at indfange nærheden i et forhold, beder Arons hold folk om at betragte sig selv som en cirkel og deres partner som en anden og angive, i hvor høj grad de to overlapper hinanden.

I en vis udstrækning kan dette overlap af de to jeg’er være en meget positiv del af et forhold. Når folk lærer en ny romantisk partner at kende, gennemgår de ofte en hurtig periode, hvor de fordyber sig i deres partners interesser og identiteter, idet de indtager nye perspektiver og udvider deres verdensbillede. En af de største glæder ved at være i et forhold er, at det kan udvide en persons selvforståelse ved at udsætte vedkommende for ting uden for hans eller hendes sædvanlige rutiner.

Men det betyder også, at når et forhold slutter, kan tabet af en romantisk partner i en vis udstrækning medføre tab af selvet. I en undersøgelse brugte folk, efter at have reflekteret over et brud, færre unikke ord til at beskrive sig selv, når de skrev en kort selvbeskrivelse. Og jo mere folk følte sig selv vokse under et forhold, jo mere sandsynligt var det, at de oplevede et slag mod deres selvbillede efter bruddet.

I vores forskning rapporterede folk den mest langvarige nød efter en romantisk afvisning, når det fik deres selvbillede til at ændre sig til det værre. Personer, der var enige i, at afvisningen fik dem til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem de virkelig var, rapporterede også oftere, at de stadig var ked af det, når de tænkte på den person, der havde afvist dem. Smerten blev ved med at være tilbage fra afvisninger, der havde fundet sted selv flere år tidligere. En af deltagerne i undersøgelsen skrev om, hvad de tog med sig fra afvisningen, og sagde følgende “Masser af følelsesmæssig smerte. Nogle gange holder det mig vågen om natten … Det er 10 år siden, og smerten er ikke forsvundet.” Hvis afvisningen synes at afsløre en ny, negativ sandhed om en person, bliver det en tungere og mere smertefuld byrde.

Når afvisning er intimt forbundet med selvopfattelse, er folk også mere tilbøjelige til at opleve en frygt for den. Folk rapporterede, at de blev mere forsigtige med nye partnere og “satte mure op”. En deltager i undersøgelsen skrev: “Jeg føler, at jeg konstant holder mig tilbage i mulige fremtidige forhold i frygt for at blive afvist igen.” Troen på, at afvisning afslørede en fejl, fik folk til at bekymre sig om, at denne fejl ville dukke op igen i andre forhold. De var bekymrede for, at fremtidige forhold fortsat ville mislykkes, og udtrykte frygt for, at uanset hvor hårdt de prøvede, ville de ikke være i stand til at finde en ny person til at elske dem.

I nogle tilfælde syntes afvisningen også at ændre folks syn på romantiske partnerskaber fundamentalt og efterlade dem med pessimistiske synspunkter om forholds grundlæggende natur. Som en person skrev: “For mig var denne afvisning som at åbne Pandoras æske, og begreber som kærlighed og tillid blev til fantasier, der aldrig rigtig eksisterede.”

Så hvad er et sundt brud, et brud, hvor personen går videre med minimal følelsesmæssig skade? I vores undersøgelse trak nogle personer meget svagere forbindelser mellem afvisning og selvet og beskrev afvisningen som en vilkårlig og uforudsigelig kraft snarere end som resultatet af en personlig fejl. En person skrev: “Nogle gange er pigerne ikke interesserede. Det har intet med dig selv at gøre, det er bare, at de ikke er interesserede.” En anden bemærkede, hvordan afvisning ikke var en afspejling af værdi: “Jeg lærte, at to mennesker kan begge være personer af høj kvalitet, men det betyder ikke, at de hører sammen.” Andre mennesker så afvisningen som en universel oplevelse: “Alle bliver afvist. Det er bare en del af livet.”

En anden gruppe mennesker så bruddet som en mulighed for vækst og nævnte ofte specifikke færdigheder, som de havde kunnet lære af afvisningen. Kommunikation var et gennemgående tema: Folk beskrev, hvordan en afvisning havde hjulpet dem til at forstå vigtigheden af klare forventninger, hvordan man identificerer forskelle i mål, og hvordan man udtrykker, hvad man ønsker sig af et forhold. Andre deltagere skrev, at et brud havde hjulpet dem til at acceptere, at de ikke kunne kontrollere andres tanker og handlinger, eller til at lære at tilgive.

Så at adskille afvisning fra selvet har en tendens til at gøre opbrud lettere, og at forbinde de to ting har en tendens til at gøre dem vanskeligere. Men hvad gør folk mere tilbøjelige til at gøre det ene eller det andet? Tidligere forskning af Dweck og andre viser, at folk har en tendens til at have en af to synspunkter om deres egne personlige egenskaber: at de er faste i løbet af livet, eller at de er formbare og kan udvikles på et hvilket som helst tidspunkt. Disse overbevisninger har indflydelse på, hvordan folk reagerer på tilbageslag. Når folk f.eks. mener, at intelligens er noget fastlåst, er de mindre tilbøjelige til at holde ud i tilfælde af fiasko end folk, der mener, at intelligens kan udvikles.

Og da vi bad folk om at reflektere over deres tidligere afvisninger, fandt vi en forbindelse mellem dem, der troede, at personligheden var fastlåst, og dem, der troede, at afvisninger afslørede deres sande jeg. Hvis nogen tror, at deres karaktertræk er uforanderlige, er opdagelsen af en negativ karaktertræk lig med en livstidsdom med denne nye viden. Hvis man derimod tror på potentialet for forandring, kan det betyde, at opdagelsen af en negativ egenskab i stedet tilskynder til personlig vækst.

De historier, vi fortæller os selv om afvisning, kan med andre ord forme hvordan, og hvor godt, vi håndterer den. Tidligere forskning har illustreret betydningen af historiefortælling på andre områder – f.eks. var det mere sandsynligt, at alkoholikere i bedring, der fortalte forløsende historier, hvor de lærte noget af deres lidelser, var mere tilbøjelige til at bevare deres ædruelighed end personer, der fortalte historier uden dette tema. Fortællinger, der forklarede afgørende beslutninger (herunder at blive gift eller skilt og skifte job) som en bevægelse mod en ønsket fremtid snarere end at flygte fra en uønsket fortid, var forbundet med større livstilfredshed.

En strategi for at gøre opbrud lidt lettere kan derfor være at overveje bevidst de fortællinger, vi skaber om oplevelsen. En person kan tænke: Jeg var dårlig til at kommunikere i forholdet; jeg tror, jeg kan bare ikke åbne mig op for folk. En anden fortælling kunne være: Jeg var dårlig til at kommunikere i forholdet, men det er noget, jeg kan arbejde på, og fremtidige forhold vil blive bedre. Måske kan en sund vane med at stille spørgsmålstegn ved vores egne fortællinger hjælpe os til at lave bedre fortællinger – fortællinger, der fremmer modstandsdygtighed over for smerte.