The Mighty, af Ceilidh Monaghan
BPD som alle andre psykiske sygdomme er komplekse, og dette er en interessant personaleretning.

En af de mest frustrerende ting ved at have en diagnose af borderline-personlighedsforstyrrelse (BPD) er den stigmatisering, der omgiver den, også blandt sundhedspersonalet. De tror, at alt, hvad jeg gør, er for at få mine “behov opfyldt” – med andre ord, at enhver handling er for at fremkalde en reaktion fra en anden person. Dette omfatter især al selvskadende adfærd som en form for råb om hjælp eller for at kommunikere smerte med andre, snarere end det, der kan være en selvstraffende foranstaltning eller en måde at udtrykke dyb følelsesmæssig smerte med mig selv.

Det blev særligt klart for mig, da jeg modtog dialektisk adfærdsterapi (DBT), at dette var det opfattede tilfælde med mig selv: Psykologer troede, at jeg ville manipulere andre gennem selvforstærkning eller ekstreme følelsesmæssige reaktioner for at opnå ønskede reaktioner såsom sympati eller følelse af at blive taget hånd om. For at målrette denne form for adfærd er 24-timers reglen blevet indført i denne terapi, hvilket betyder, at hvis en person med diagnosen BPD udviser selvskadende eller selvmordstruende adfærd, må vedkommende ikke have kontakt med tjenesterne i 24 timer. Det, jeg alternativt fandt hos mig selv og andre, er, at folk i stedet ville internalisere deres smerte mere, hvilket ofte skjulte højrisikoadfærd. Hvis det var tilfældet, at de med BPD virkelig selvskadede sig selv i navnet “opmærksomhedssøgning”, hvorfor så skade sig selv uden at nogen overhovedet vidste det? Jeg kom til at indse, at opfattelsen af dem med BPD var forkert. Det betyder ikke, at det ikke sker at engagere sig i højrisikoadfærd for at få en reaktion fra andre, men lidelsen er så kompleks og drejer sig ikke udelukkende om interpersonelle relationer.

Det, jeg har fundet ud af, er, at jeg er dybt påvirket af følelsesmæssig dysregulering, hvor jeg føler følelser i deres fulde intensitet, og at disse følelser kan ændre sig ekstremt hurtigt. Det kan også forværre andre komorbide lidelser som f.eks. angst og bipolar lidelse. Det er den manglende evne til at regulere så stærke og hurtigt skiftende følelser på en sund måde, der kan forårsage den største belastning på mine relationer. Da jeg er hyperbevidst om den negative indvirkning, som det at udtrykke symptomer udadtil kan have på mine kære, kan det yderligere udløse denne frygt for at blive forladt i betydningen “folk vil forlade mig, fordi mit mentale helbred er for svært at håndtere”. Jeg skal så jonglere med at implementere grænser for at sikre, at jeg selv og andre har det godt, hvilket gør det udmattende at leve med min(e) lidelse(r). Desværre oplever jeg flere negative følelser end positive, hvilket betyder, at mit liv føles, som om jeg er fysisk tynget ned af denne overvældende tristhed. Jeg lever livet med at opleve denne uendelige og uudgrundelige elendighed, som jeg aldrig får noget pusterum fra. Det er en overvældende tristhed, som jeg føler hver dag, og som jeg har følt i rigtig lang tid, at der jævnligt er tidspunkter, hvor jeg tvivler på, hvorfor jeg fortsætter med at leve. Intensiteten af det, jeg oplever, forklarer, hvorfor jeg udviser så mange udbrud så offentligt, for når tingene føles for overvældende, er jeg allerede ved min maksimale kapacitet til at klare mig.

Det at udvise symptomer så udadtil er derfor ikke ensbetydende med, at jeg ønsker, at mine kære skal opfylde mine behov. Den hyperbevidsthed, jeg har – om virkningen af konstant at håndtere en person, der altid er i fare – er så høj, at jeg sandsynligvis er vred på mig selv, fordi jeg er så ekspressiv. Jeg har ikke lyst til at manipulere mere end den gennemsnitlige person, fordi jeg ikke ønsker at belaste mine relationer til mine kære, og vigtigst af alt er min adfærd et tegn på, at jeg føler for meget følelsesmæssig lidelse. Min adfærd er en reaktion på ekstrem følelsesmæssig smerte, ikke for at opnå en reaktion. At have BPD handler for mig mere om følelsesmæssig dysregulering end om de misforståede teorier, som fagfolk har, og som bidrager til en skadelig stigmatisering.

Hvis du eller en du kender har brug for hjælp, kan du ringe til krisehotlinen på 1-800-273-8255 eller sende en sms med “START” til 741741.