Hvad man skal vide
It’s er en sammentrækning og bør bruges, hvor en sætning normalt ville lyde “det er”. apostrof angiver, at en del af et ord er blevet fjernet. Its uden apostrof er derimod det possessive ord, ligesom “hans” og “hende”, for navneord uden køn. For eksempel: “Solen var så klar, at dens stråler blændede mig.”
Det er sket for os alle: Du skriver it’s og indser senere, at du mente its. (Og med “indser” mener vi lejlighedsvis: “blev flamet i kommentarfeltet”.”)
Reglen er faktisk ret enkel: Brug kun apostrof efter det, når en del af et ord er blevet fjernet: det regner betyder, at det regner; det har været varmt betyder, at det har været varmt. It’s er en sammentrækning, i stil med can’t for cannot og she’s for she is.
Men denne regel ville ikke have fungeret for et par århundreder siden.
Historie om It’s vs. Its
For længe siden var engelsk som mange andre sprog, idet hvert navneord havde et køn: maskulint, feminint eller neutrum. Pronominer – disse effektive små ord, som vi bruger til at erstatte navneord, som jeg, du, han, hun, vi, de og det – havde også køn; kønnet på et pronomen blev bestemt af kønnet på det navneord, det refererede til. Det possessive pronomen for neutrale navneord var hans: “April med sine søde brusere.” Men da engelsk begyndte at knytte his og her kun til faktiske mænd og kvinder, virkede his for objekter i stigende grad forkert, og det – uden s – begyndte at blive brugt: “April with it sweet showers”. Omkring 1600 begyndte man at bruge it’s: “April with it’s sweet showers”. It’s havde en apostrof, ligesom et possessivt navneord som April’s ville gøre det.
Denne apostrofform af det possessive forblev meget almindelig i hele det 17. århundrede. Versionen uden apostrof blev først dominerende i det 18. århundrede – sandsynligvis fordi it’s var ved at indtage en ny rolle og erstatte sammentrækningen ’tis’. It’s her var kommet til, og ’tis her var ved at forsvinde.
Vi ser stadig den possessive form it’s i tweets med streger og i flyers fra lokale madrasbutikker, men det faktum, at den var rigtig for 300 år siden, gør den ikke korrekt i dag. For de af os, der lever – og skriver – her og nu, skal du kun bruge it’s, når du mener det er eller det har. Og drop den apostrof alle andre steder.
