Advarsler og forsigtighedsregler:

Der er en indlægsseddel med patientinformation i pakken fra producenten.

Uønskede virkninger kan minimeres ved at anvende den laveste effektive dosis i den mindste periode. Hyppig patientgennemgang er nødvendig for at titrere dosis hensigtsmæssigt i forhold til sygdomsaktivitet (se afsnit 4.2).

Adrenal cortical atrophy udvikler sig under langvarig behandling og kan vare ved i måneder efter ophør af behandlingen. Hos patienter, der har modtaget mere end fysiologiske doser af systemiske kortikosteroider (ca. 30 mg hydrokortison) i mere end 3 uger, bør ophør ikke være brat. Hvordan dosisreduktionen skal foretages, afhænger i høj grad af, om sygdommen sandsynligvis vil få tilbagefald, når dosis af systemiske kortikosteroider reduceres. Det kan være nødvendigt at foretage en klinisk vurdering af sygdomsaktiviteten i løbet af seponeringen. Hvis det er usandsynligt, at sygdommen vil få et tilbagefald ved udtrapning af systemiske kortikosteroider, men der er usikkerhed om HPA-suppression, kan dosis af systemisk kortikosteroid reduceres hurtigt til fysiologiske doser. Når en daglig dosis på 30 mg hydrokortison er nået, bør dosisreduktionen være langsommere for at give HPA-aksen mulighed for at komme sig.

Abrudt tilbagetrækning af systemisk kortikosteroidbehandling, som har stået på i op til 3 uger, er hensigtsmæssig, hvis det vurderes, at det er usandsynligt, at sygdommen ikke vil recidivere. Abrupt tilbagetrækning af doser på op til 160 mg hydrokortison i 3 uger er usandsynligt, at det vil føre til klinisk relevant HPA-akse-suppression, hos de fleste patienter. I følgende patientgrupper bør gradvis tilbagetrækning af systemisk kortikosteroidbehandling overvejes, selv efter forløb af 3 ugers varighed eller mindre:

– Patienter, der har haft gentagne forløb med systemiske kortikosteroider, især hvis de er taget i mere end 3 uger.

– Når et kort kursus er blevet ordineret inden for et år efter ophør af langtidsbehandling (måneder eller år).

– Patienter, der kan have andre årsager til adrenokortikal insufficiens end eksogen kortikosteroidbehandling.

– Patienter, der modtager doser af systemisk kortikosteroid på mere end 160 mg hydrokortison.

– Patienter, der gentagne gange tager doser om aftenen.

Patienter bør have “Steroid Treatment”-kort med, som giver klar vejledning om de forholdsregler, der skal tages for at minimere risikoen, og som indeholder oplysninger om ordinerende læge, lægemiddel, dosering og behandlingsvarighed.

Kortikosteroider kan maskere nogle tegn på infektion, og nye infektioner kan opstå under deres brug. Undertrykkelse af det inflammatoriske respons og immunfunktionen øger modtageligheden for svampe-, virus- og bakterieinfektioner og deres alvorlighed. Den kliniske præsentation kan ofte være atypisk og kan nå et fremskredent stadium, før den erkendes.

Skoldkopper giver anledning til alvorlig bekymring, da denne normalt mindre alvorlige sygdom kan være dødelig hos immunsupprimerede patienter. Patienter (eller forældre til børn) uden en sikker historie med skoldkopper bør rådes til at undgå tæt personlig kontakt med skoldkopper eller herpes zoster, og hvis de udsættes for dem, bør de søge akut lægehjælp. Passiv immunisering med varicella/zoster-immunoglobin (VZIG) er nødvendig for udsatte ikke-immune patienter, der modtager systemiske kortikosteroider eller har brugt dem inden for de sidste 3 måneder; dette bør gives inden for 10 dage efter eksponeringen for skoldkopper. Hvis diagnosen skoldkopper bekræftes, kræver sygdommen specialiseret behandling og hurtig behandling. Kortikosteroider bør ikke stoppes, og dosis skal muligvis øges.

Eksponering for mæslinger bør undgås. Der bør straks søges lægehjælp, hvis der sker eksponering. Profylakse med normalt intramuskulært immunglobulin kan være nødvendig.

Livevacciner bør ikke gives til personer med nedsat immunrespons. Antistofresponset på andre vacciner kan være nedsat.

Brug af hydrokortison ved aktiv tuberkulose bør begrænses til de tilfælde af fulminerende eller dissemineret tuberkulose, hvor kortikosteroidet anvendes til behandling af sygdommen i forbindelse med passende antituberkuloseskema. Hvis kortikosteroider er indiceret hos patienter med latent tuberkulose eller tuberkulinreaktivitet, er det nødvendigt med nøje observation, da der kan forekomme reaktivering af sygdommen. Under langvarig kortikosteroidbehandling bør disse patienter modtage kemoprofylakse.

Sjældent er der rapporteret anafylaktoide reaktioner efter parenteral hydrokortisonbehandling. Læger, der anvender lægemidlet, skal være forberedt på at håndtere en sådan mulighed. Der skal træffes passende forholdsregler før administration, især når patienten har en historie med lægemiddelallergi.

Der skal tages hensyn til patienter, der modtager kardioaktive lægemidler såsom digoxin, på grund af steroidinduceret elektrolytforstyrrelse/kaliumtab (se afsnit 4.8).

Hydrokortison kan have en øget effekt hos patienter med leversygdomme, da metabolismen og elimineringen af hydrokortison er væsentligt nedsat hos disse patienter.

Kortikosteroidbehandling har været forbundet med central alvorlig chorioretinopati, som kan føre til nethindeløsning.

Der har været rapporteret om epidural lipomatose hos patienter, der tager kortikosteroider, typisk ved langtidsbrug i høje doser.

Trombose, herunder venøs tromboemboli, er blevet rapporteret at forekomme med kortikosteroider. Som følge heraf bør kortikosteroider anvendes med forsigtighed hos patienter, der har eller kan være disponeret for tromboemboliske lidelser.

Særlige forholdsregler:

Særlig forsigtighed er påkrævet, når man overvejer at anvende systemiske kortikosteroider til patienter med følgende tilstande, og hyppig patientovervågning er nødvendig.

1. Osteoporose (postmenopausale kvinder er særligt udsatte).

2. Hypertension eller kongestiv hjertesvigt.

3. Eksisterende eller tidligere anamnese af alvorlige affektive lidelser (især tidligere steroidpsykose).

4. Diabetes mellitus (eller en familieanamnese for diabetes).

5. Anamnese for tuberkulose.

6. Glaukom (eller en familieanamnese for glaukom).

7. Tidligere kortikosteroidinduceret myopati.

8. Leversvigt eller cirrose.

9. Nyreinsufficiens.

10. Epilepsi.

11. Peptisk ulceration.

12. Friske tarmanastomoser.

13. Prædisponering for tromboflebitis.

14. Abscesser eller andre pyogene infektioner.

15. Ulcerøs colitis.

16. Divertikulitis.

17. Myasthenia gravis.

18. Ocular herpes simplex, af frygt for hornhindeperforation.

19. Hypothyroidisme.

20. Nyligt myokardieinfarkt (myokardiruptur er blevet rapporteret).

21. Kaposi’s sarkom er rapporteret at forekomme hos patienter, der modtager kortikosteroidbehandling. Udsættelse af kortikosteroider kan resultere i klinisk remission.

Pheokromocytomkrise, som kan være dødelig, er blevet rapporteret efter administration af systemiske kortikosteroider. Kortikosteroider bør kun administreres til patienter med formodet eller identificeret fæokromocytom efter en passende risiko-/benefit-evaluering.

Hydrocortison kan forårsage forhøjelse af blodtrykket, salt- og vandretention og øget udskillelse af kalium. Det kan være nødvendigt med saltrestriktion i kosten og tilskud af kalium. Alle kortikosteroider øger calciumudskillelsen.

Patienter og/eller plejere skal advares om, at der kan forekomme potentielt alvorlige psykiatriske bivirkninger ved systemiske steroider (se pkt. 4.8). Symptomerne opstår typisk inden for få dage eller uger efter behandlingsstart. Risici kan være højere ved høje doser/systemisk eksponering (se også afsnit 4.5 Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion, der kan øge risikoen for bivirkninger), selv om dosisniveauer ikke giver mulighed for at forudsige indtræden, type, sværhedsgrad eller varighed af reaktioner. De fleste reaktioner bedres efter enten dosisreduktion eller tilbagetrækning, selv om specifik behandling kan være nødvendig. Patienter/pårørende bør opfordres til at søge lægehjælp, hvis der opstår bekymrende psykologiske symptomer, især hvis der er mistanke om deprimeret stemning eller selvmordstanker. Patienter/pårørende skal være opmærksomme på mulige psykiatriske forstyrrelser, der kan opstå enten under eller umiddelbart efter dosisreduktion/udtrapning af systemiske steroider, selv om sådanne reaktioner er rapporteret sjældent.

Der skal udvises særlig forsigtighed, når man overvejer brugen af systemiske kortikosteroider hos patienter med eksisterende eller tidligere historie af alvorlige affektive lidelser hos dem selv eller hos deres førstegradsslægtninge. Disse vil omfatte depressiv eller maniodepressiv sygdom og tidligere steroidpsykose.

Pædiatrisk population: Kortikosteroider forårsager væksthæmning i spæd-, børne- og ungdomsårene, som kan være irreversibel. Behandlingen bør begrænses til den mindste dosis i den kortest mulige periode. Anvendelse af steroider bør begrænses til de mest alvorlige indikationer.

Anvendelse hos ældre: De almindelige bivirkninger af systemiske kortikosteroider kan være forbundet med mere alvorlige konsekvenser i alderdommen, især osteoporose, hypertension, hypokaliæmi, diabetes, modtagelighed for infektioner og udtynding af huden. Der er behov for tæt klinisk overvågning for at undgå livstruende reaktioner.

Systemiske kortikosteroider er ikke indiceret til, og bør derfor ikke anvendes til behandling af traumatisk hjerneskade eller slagtilfælde, da det er usandsynligt, at det ikke vil være til gavn og måske endda kan være skadeligt. Ved traumatisk hjerneskade viste en multicenterundersøgelse en øget dødelighed 2 uger og 6 måneder efter skaden hos patienter, der fik methylprednisolon-natriumsuccinat, sammenlignet med placebo. En tilfældig sammenhæng med behandling med methylprednisolon natriumsuccinat er ikke blevet påvist.

Dette lægemiddel indeholder 0,3 mmol (6,2 mg) natrium pr. hætteglas med 100 mg hydrokortison. Dette betyder, at natriumindholdet skal tages i betragtning af patienter på en kontrolleret natriumdiæt ved doser over 370 mg hydrokortison.