2.1 Hyperplasi, dysplasi og neoplasi
Celledeling er normalt en meget reguleret proces. Antallet af celler i et væv er normalt ret konstant, selv om nogle væv kan reagere på fysiologiske krav ved at øge antallet af celler.
SAQ 4
Hvilken proces sker, når bjergbestigere akklimatiserer sig til stor højde? Hvorfor?
Svar
Antallet af erytrocytter i deres blod stiger. Det faldende iltindhold i luften i højden betyder, at blodets evne til at transportere ilt øges for at kompensere for dette. Der sker en progressiv stigning i antallet af erytrocytter over en periode på flere uger, da knoglemarven reagerer ved at øge produktionen.
Andre celletyper kan stige i antal som reaktion på passende stimuli. For eksempel kan basalcellerne i epidermis i fingerspidserne hos en guitarist formere sig for at producere hårde puder af keratin (callus) som følge af gentagen kontakt med strengene. Celleproliferation og den deraf følgende stigning i antallet af celler, som ses i disse to eksempler, kaldes hyperplasi. Det er en normal fysiologisk reaktion på den efterspørgsel, der stilles til et væv. Antallet af hver celletype styres specifikt. F.eks. styres antallet af erythrocytter i blodet af et hormon, erythropoietin; en stigning i antallet af erythrocytter medfører ikke nogen samtidig stigning i antallet af leukocytter, da leukocytundergrupper hver især er underlagt deres egen kontrol af antallet af celler.
Hvis celledelingen bliver dårligt reguleret, kan cellerne miste nogle af deres morfologiske egenskaber og/eller funktioner. Vævet bliver uordentligt i udseende, ofte med en stigning i antallet af umodne celler og større variabilitet mellem cellerne. Dette udseende kaldes dysplasi. Det skal understreges, at dysplasi ikke nødvendigvis viser, at cellerne er blevet kræftfremkaldende; det tyder dog på underliggende ændringer i cellerne, som kan disponere for kræft. I den forstand kan dysplasi være et stadium på vejen til udvikling af kræft. Når f.eks. histologer undersøger livmoderhalsudstrygninger, kigger de især efter ændringer i cellernes normale morfologi, som indikerer forandringer forud for kræft.
Neoplasi er den betegnelse, der anvendes til at beskrive udviklingen af tumorer eller kræftvæv. Udviklingen af en tumor kræver en række ændringer i cellens biologi med et gradvist tab af de kontroller, der begrænser celledelingen. Selv en celle, der undergår ukontrolleret spredning, vil ikke nødvendigvis være ondartet. Malignitet opstår typisk, når de celler, der deler sig, invaderer det normale væv og bevæger sig væk fra deres oprindelsessted. På grund af den store variation af forskellige tumorer er det umuligt at generalisere. Ikke desto mindre er det meget vigtigt for en patolog at kunne skelne mellem en godartet tumor og en ondartet kræftsvulst, da den nødvendige behandling normalt vil være radikalt forskellig. Derfor klassificerer patologer ofte tumorer efter, hvor ondartede/invasive de er. Histologer kan få et vist indtryk af celledelingshastigheden i et væv ud fra antallet af mitosefigurer – antallet af celler, hvor kernen viser det karakteristiske mønster af adskilte kromosomer, som ses, når cellen deler sig (figur 9). Tumorcellers invasion i vævet kan vurderes ved at observere, hvor cellerne befinder sig i forhold til deres normale placering og i forhold til andre celler i det pågældende væv, og dette udgør et vigtigt element i den patologiske rapport om en tumor.
