Stomatitis henviser til en betændelse i munden, idet “stoma” henviser til en åbning, et hulrum eller en mund, og “itis” er den latinske endelse for betændelse. Der henvises oftest til slanger, men stomatitis ses hos alle krybdyr. Stomatitis er en af de tilstande, der indgår i gruppen “Upper Alimentary Tract Disease (UATD)”, som omfatter enhver patologisk tilstand, der påvirker mundhulen, svælget eller spiserøret.

Hvad forårsager infektiøs stomatitis?

Infektiøs stomatitis opstår normalt som en reaktion på stress som f.eks. et uhensigtsmæssigt temperaturreguleret miljø, overbelægning, indre eller ydre parasitter, traumer eller især dårlig ernæring. C-vitaminmangel og uhensigtsmæssige calcium/phosphor-niveauer i kosten er blevet inddraget. Enhver af disse belastninger undertrykker reptilets immunsystem og gør det meget mere modtageligt for infektioner. Mange patogener kan forårsage infektiøs stomatitis, herunder bakterier, vira og svampe. Pseudomonas, Aeromonas, Salmonella, Klebsiella og Mycobacterium er bakterielle årsager.

Hvad er de kliniske tegn på infektiøs stomatitis?

Tegnene på mundrubbesyge kan variere i antal og grad, afhængigt af infektionsstadiet. Der kan ses anoreksi, purulent udflåd (pus) i munden, overdreven slim (spytdannelse) i munden, hævelse eller rødme omkring eller i munden, manglende evne til at lukke munden, nedsat eller manglende tungebevægelse og tandkødssvulst eller -nekrose. Mundslimhinden kan blive udhulet og udvikler ofte et “hytteost”-udseende, der enten er gul- eller hvidgrå i farven. I svære tilfælde kan det se ud, som om munden er ved at rådne væk, deraf det almindelige navn for denne tilstand – mundrubbesvamp.

I ekstremt fremskredne tilfælde kan hovedet være hævet; infektionen kan sprede sig til kæben og/eller kraniet (kraniet); tænderne kan blive løse; og der kan opstå lungebetændelse på grund af aspiration af bakterier. Bakterier kan også bevæge sig op ad det, der kaldes den hardariske kanal, som er en vej, der forbinder det indre af munden med en bihule i nærheden af øjet. I dette tilfælde kan øjet blive inficeret og svulme op. Hvis det ikke behandles hurtigt og aggressivt, kan øjet gå tabt som følge af infektion.

Tarmslimhinden kan blive betændt (enteritis) som følge af indtagelse af nekrotisk materiale, der er brudt af fra et område med plak i munden. I områder, hvor nekrosen og ulcerationen er særligt dyb, kan der dannes en blodprop, som er fyldt med bakterier og frigives i blodbanen med en resulterende septikæmi (bakteriel infektion i blodbanen) til følge.

Hvordan diagnosticeres infektiøs stomatitis?

Ofte er diagnosen af infektiøs stomatitis ret ligetil baseret på kliniske tegn, en komplet blodtælling (CBC) og dyrkning af slimhinde og/eller udflåd. Anamnese kan give vigtige ledetråde i tilfælde, der endnu ikke er indlysende, og det eneste symptom kan være tab af appetit. Der tages normalt en prøve fra læsionerne for at afgøre, om årsagen er bakteriel eller svampeagtig, og der udføres en følsomhedsundersøgelse. Der kan tages en biopsi, hvis tilstanden tyder på kræft eller ikke reagerer på behandling.

Hvad er behandlingen af infektiøs stomatitis?

Da denne sygdom er sekundær til en anden tilstand, bør denne tilstand identificeres og behandles samtidig med, at behandlingen af stomatitisen iværksættes. Hvis den underliggende tilstand ikke behandles, vil infektionen højst sandsynligt vende tilbage, når behandlingen er afsluttet.

I de tilfælde, hvor stomatitis diagnosticeres i de tidligste stadier, er det ofte det første skridt at tage fat på problemer med opdræt og/eller ernæring. Nogle gange vil noget så simpelt som at opvarme omgivelserne være med til at hjælpe med at genoprette et mildt tilfælde. Læsionerne afbrides (dødt eller døende væv fjernes), eventuelle bylder åbnes og drænes, området skylles gentagne gange med en antiseptisk opløsning, og der kan derefter anvendes topisk antibiotika eller silvadene-creme. Disse procedurer skal gentages dagligt, indtil læsionerne er helet.

Når der er betydelig vævsinvolvering, kan det være nødvendigt at operere for at fjerne eventuel påvirket knogle eller dybere væv. I de fleste tilfælde er det bedst at give antibiotikabehandling via injektion, enten intra-muskulært (IM) eller direkte i de berørte områder.

Supportiv behandling kan omfatte supplerende varme og respiratorisk støtte ved hjælp af befugtning. Ernæringstilskud kan injiceres i byttemad, der tilbydes. Sondefodring anvendes generelt som en sidste udvej.

Hvordan forebygges infektiøs stomatitis?

Vigtigheden af korrekt ernæring og opdræt kan ikke overvurderes. Krybdyr, faktisk de fleste eksotiske arter, viser ikke tegn på sygdom, før sygdommen eller infektionen er ret fremskreden, hvilket nødvendiggør en mere aggressiv behandling og gør et positivt resultat mere tvivlsomt. Behovene hos de enkelte reptilarter varierer markant og bør undersøges, inden man anskaffer sig et dyr. Under ordentlige opdrætsforhold, med den rette opmærksomhed på ernæring og miljø, vil infektiøs stomatitis ikke være et problem.