Indledning fra NIV Study Bible | Gå til Ruth
Titel
Bogen er opkaldt efter en af dens hovedpersoner, en ung kvinde fra Moab, Davids oldemor og en forfader til Jesus (4:21-22; Mt 1:1,5). Den eneste anden bibelske bog, der bærer navnet på en kvinde, er Ester.
Baggrund
Historien foregår i dommernes tid, en tid, der i Dommernes Bog karakteriseres som en periode med religiøs og moralsk degeneration, national uenighed og hyppig fremmed undertrykkelse. Ruths bog afspejler en tid med fred mellem Israel og Moab (kontrast Jdg 3:12-30). Ligesom 1Sa 1-2 giver den en række intime indblik i privatlivet hos medlemmerne af en israelitisk familie. Den giver også en dejlig beretning om resterne af sand tro og fromhed i dommernes tid, hvilket letter et ellers helt mørkt billede af den tid.
Author og skrivedato
Author er ukendt. Den jødiske tradition peger på Samuel, men det er usandsynligt, at han er forfatteren, fordi omtalen af David (4:17,22) antyder en senere dato. Endvidere tyder den litterære stil på hebraisk, der anvendes i Ruth, på, at den er skrevet i monarkiets periode.
Tema og teologi
Vigtigheden af trofast kærlighed i menneskelige relationer blandt Guds rigsfællesskabets folk understreges kraftigt. Forfatteren fokuserer på Ruths urokkelige og uselviske hengivenhed over for den forladte Noomi (1:16-17; 2:11-12; 3:10; 4:15) og på Boaz’ godhed over for disse to enker (kap. 2-4). Han præsenterer slående eksempler på liv, der i deres daglige gøremål legemliggør den selvhengivende kærlighed, der opfylder Guds lov (3 Mos 19,18; jf. Rom 13,10). En sådan kærlighed afspejler også Guds kærlighed i en vidunderlig forening af menneskelige og guddommelige handlinger (sammenlign2,12 med 3,9). I Guds velvilje bliver sådanne liv velsignet og gjort til velsignelse.
Det kan virke overraskende, at en person, der så tydeligt afspejler Guds kærlighed, er en moabitinde (se kortet, s. 486). Alligevel markerer hendes fuldstændige loyalitet over for den israelitiske familie, som hun er blevet optaget i ved ægteskab, og hendes totale hengivenhed over for sin forladte svigermor hende som en ægte datter af Israel og en værdig forfader til David. Hun er et slående eksempel på den sandhed, at deltagelse i Guds kommende rige ikke afgøres af blod og fødsel, men af ens livs overensstemmelse med Guds vilje gennem den “lydighed, der kommer af tro” (Ro 1,5). Hendes plads i Davids slægt betyder, at alle nationer vil være repræsenteret i Davids større søns kongerige.
Som en episode i Davids slægt kaster Ruths bog lys over hans rolle i frelsens historie. Forløsning er et nøglebegreb i hele beretningen; det hebraiske ord i sine forskellige former forekommer 23 gange. Bogen er først og fremmest en fortælling om Noomi’s forvandling fra fortvivlelse til lykke gennem Ruths og Boaz’ uselviske, gudbenådede handlinger. Hun bevæger sig fra tomhed til fylde (1:21; 3:17; se noter til 1:1,3,5-6,12,21-22; 3:17; 4:15), fra nød (1:1-5) til tryghed og håb (4:13-17). På samme måde blev Israel forvandlet fra national desperation ved Elis død (1Sa 4,18) til fred og velstand i Salomos tidlige dage (1Ki 4,20-34; 5,4) takket være Davids uselviske hengivenhed, en ægte efterkommer af Rut og Boaz. Forfatteren mindede således Israel om, at Davids hus’ regeringstid som middel til Guds velvillige styre i Israel rummede udsigten til Guds lovede fred og hvile. Men denne hvile ville kun vare ved, så længe de, der deltog i kongeriget – både fyrsten og folket – i deres daglige liv afspejlede den uselviske kærlighed, som Rut og Boaz var et eksempel på. I Jesus, den store “Davids søn” (Mt 1,1), og hans frelsesværk finder de lovede velsignelser i Guds rige deres opfyldelse.
Litterære træk
Ruts bog er en hebraisk novelle, der er fortalt med fuldkommen dygtighed. Blandt de historiske fortællinger i Skriften er den uovertruffen i sin kompakthed, livlighed, varme, skønhed og dramatiske effektivitet – en udsøgt smukt udformet juvel af hebraisk fortællekunst.
Den er fantastisk symmetrisk hele vejen igennem (se oversigt), og handlingen bevæger sig fra en kort skitseret beretning om nød (1:1-5; 71 ord på hebraisk) gennem fire episoder til en afsluttende beretning om lettelse og håb, der er tegnet med samme kortfattethed (4:13-17; 71 ord på hebraisk). Det afgørende vendepunkt indtræffer præcis midtvejs (se note til 2:20). Den indledende linje i hver af de fire episoder signalerer dens vigtigste udvikling (1:6, hjemkomsten; 2:1, mødet med Boaz; 3:1, at finde et hjem til Ruth; 4:1, den afgørende begivenhed ved porten), mens den afsluttende linje i hver episode letter overgangen til det, der følger (se noter til 1:22; 2:23; 3:18; 4:12). Kontraster bruges også med god effekt: behagelige (betydningen af “Noomi”) og bitre (1:20), fulde og tomme (1:21), levende og døde (2:20). Mest slående er kontrasten mellem to af hovedpersonerne, Ruth og Boaz: Den ene er en ung, fremmed, fattig enke, mens den anden er en midaldrende, velhavende israelit, der er solidt etableret i sit hjemlige samfund. For hver af dem er der en tilsvarende karakter, hvis handlinger fremhæver, som kontrast, hans eller hendes uselviske handlinger: Ruth-Orpa, Boaz – den unavngivne slægtning.
Når bevægelser i rum, tid og omstændigheder alle på en eller anden måde svarer til hinanden, opstår der en harmoni, som både tilfredsstiller læserens kunstneriske sans og hjælper med at åbne døre til forståelse. Forfatteren af Ruth holder sine læsere fra at blive distraheret fra den centrale historie – Naomi’s overgang fra tomhed til fylde gennem Ruths og Boaz’ uselviske handlinger (se Tema og teologi). Denne passage, eller genoprettelse, finder først sted i forbindelse med hendes tilbagevenden fra Moab til det forjættede land og til Betlehem (“madens hus”; se note til 1:1). Derefter skrider den frem i forbindelse med høstsæsonen, hvor landets fylde samles ind. Alle aspekter af fortællingen holder læserens opmærksomhed fokuseret på det centrale emne. Overvejelser om disse og andre litterære virkemidler (nævnt i noterne) vil hjælpe til forståelsen af Ruths bog.