Håbet for gifte mennesker er et fælles ønske om kun at elske hinanden, indtil hjulene falder af. Desværre for over halvdelen af os visner denne engagerede kærlighed på en vinstok langt før vi bliver gamle, eller endda er i nærheden af at sparke i spanden! Hvad skete der med at holde sin daglige aftale om at holde ud, selv når det er surt? Mange vil være enige i, at utroskab er uklar, men hvem er vi til at dømme?

Renee er en sort, 55-årig, mor til to voksne børn, der har været lykkeligt gift i 31 år. Hun har et hvidt job og har ingen planer om at gå på pension foreløbig. Renee er en datter, mor, hustru, søster og veninde, der går den ekstra mil. Renee er veltrænet, fantastisk og har et udseende, der er femten år yngre end hendes faktiske alder, og livet har stort set været gyldent for Renee. Det meste af tiden er hun optimistisk, bortset fra en lejlighedsvis skyldfølelse, når hun tænker på, at hun har været sin mand utro siden det ottende år af deres ægteskab.

Til bryllupper fremsiger stjernedrømmere en liste af løfter og sværger at være alt for hinanden, lige fra sjæleven, til elsker, til lærer, til terapeut, men disse løfter bliver brudt hver eneste dag. Hvorfor skulle vi så nogensinde forvildes i sådanne lykkelige partnerskaber? Renee vil have dig til at vide, at hun er temmelig velafbalanceret, moden, omsorgsfuld og dybt investeret i sit ægteskabelige forhold. Alligevel gik hun en dag over en grænse, som hun aldrig havde forestillet sig, at hun ville krydse, og hun er så sikker på, at der er folk omkring hende, som har lignende historier at fortælle.

Renee satte sig ned med 50BOLDs chefredaktør Ruth Manuel-Logan, fordi hun ønsker at lade det være kendt, at hendes utroskab ikke fjerner hende fra at være et anstændigt menneske, som stadig elsker sin mand meget højt. Selv om Renee har forsøgt at gennemgå de lag af ting, der kan have drevet hende til de udenomsægteskabelige aktiviteter, er hendes ikke et symptom på et forhold, der er gået galt.

“Da jeg mødte min mand, kunne jeg ikke tage mine øjne fra ham. Høj, slank, brun med en gave til at snakke. Han var charmerende og boglig klog, en dødbringende kombination, der kunne lokke enhver kvinde, men han valgte mig. Lidenskaben steg hurtigt, vi blev gift inden for fire måneder, og jeg kunne ikke have været lykkeligere. Da børnene kom, var den beruselse, vi engang følte for hinanden, blevet til en slags fast samvær. Jeg kan ikke pege på én ting, der gav mig en grund til at være min mand utro.

Mange i min situation skyder skylden på mangel på intimitet, men det har aldrig været et problem i mit ægteskab, selv den dag i dag! Min utro fortælling om utroskab begynder med indførelsen af AOL-chatrummene i gamle dage. Jeg havde det bedste fra begge verdener – stabiliteten i ægteskabet kombineret med spændingen ved at date. Jeg kan ærligt sige, at mine affærer levede i skyggen af mit ægteskab. Ofte mødte jeg mine chatkammerater, hvoraf de fleste var hvide, gifte mænd (jeg har altid haft en svaghed for dem, døm ikke), og havde luksuriøse stævnemøder. Men aldrig nogensinde var der nogen ægte følelser af kærlighed til de mænd, jeg mødte. Jeg tror, at jeg med vilje valgte mænd, som aldrig kunne blive livspartnere for mig.

Når børnene kom, var den rus, vi engang følte for hinanden, blevet til en slags afklaret samvær.

Mine cyber-dalliancer fortsatte, og jeg overraskede endda mig selv over, hvor dygtigt jeg var i stand til at adskille mine affærer fra mine realiteter. Jeg faldt snart over den berømte Ashley Madison-hjemmeside, du ved, legepladsen for gifte, der søger hemmelige opkoblinger. Der er næsten 50 millioner Ashley Madison-abonnenter, og jeg var en af dem. Jeg mødte i hvert fald min del af mænd på det websted. Nu tror du sikkert, at jeg har en sexafhængighed, et mindreværdskompleks, eller at jeg er moralsk mangelfuld, mentalt ustabil og totalt usikker. Forkert på alle antagelser!

Tænk ikke et øjeblik, at jeg ikke er ydmyget over min opførsel. Intimt forræderi gør ondt. Det gør meget ondt. Hvis min mand skulle snuble over noget, der fortæller om en affære, ville han være fuldstændig knust. Min mand er en solid fyr, som i øvrigt aldrig ville være utro; ALDRIG, det ligger IKKE i hans makeup. Alligevel er jeg her og bryder de forpligtelser, som jeg så højt værner om, med min hensynsløse opførsel, men jeg er så uvillig til at bremse min dobbelthed. Jeg fortæller konstant mig selv, hvor forkert jeg er, har endda prøvet selvpålagte cutoffs, men disse var mislykkede og førte kun til nye og endnu mere spændende forbindelser.

Passion har en holdbarhed.

Nu, hvor jeg er ældre, har jeg så at sige lagt mig til ro. Jeg har kun med én anden mand at gøre, som i øvrigt er sort og en konstant person i mit liv i de sidste par år. Jeg tror, at jeg langsomt er ved at indse, at lidenskab har en holdbarhedstid. Kærlighed er kompliceret, rodet, men det er utroskab også. Hvorfor er jeg en snyder? Nysgerrighed? Et spil, som jeg nyder at mestre? Dybt rodfæstede barndomssorger, som der slet ikke er blevet taget hånd om? Uopfyldelse? Jeg kan ikke svare på dette spørgsmål, fordi jeg simpelthen ikke ved det.

I dette samfund med stærke seksuelle dobbeltstandarder ved jeg, at jeg vil blive dømt hårdt af dine læsere, tænk blot på de pinefulde historiske straffe, der er forbundet med kvindelig utroskab! Ja, for fanden, de etiske normer, som samfundet påtvinger kvinderne, og som ikke forsvinder lige foreløbig. Jeg har med det her og nu at gøre, og alt jeg ved er, at mens min pine stiger, kæmper jeg med, om jeg ENDELIG skal afsløre min utroskab over for min mand eller ej. Men jeg tænker på smerten ved en sådan afsløring, og hvordan det ville ødelægge mit ægteskab, og ironisk nok er det noget, som jeg aldrig, aldrig nogensinde, kunne tage en chance for at miste.”