7.2.3 Støjforurening

Støjforurening betragtes som en form for energiforurening, hvor distraherende, irriterende eller skadelige lyde er frit hørbare. Støj og vibrationer fra kilder, herunder HVAC-systemer, støvsugere, pumper og helikoptere, kan ofte udløse alvorlige symptomer, herunder kramper, hos modtagelige personer.

I USA blev reguleringen af støjforurening frataget Miljøbeskyttelsesagenturet og overdraget til de enkelte stater i begyndelsen af 1980’erne. Selv om to lovforslag om støjbekæmpelse, som EPA har vedtaget, stadig er i kraft, kan EPA ikke længere udforme relevant lovgivning. Det er overflødigt at sige, at en støjende arbejdsplads ikke er befordrende for at få arbejdet udført. Hvad der ikke er så indlysende er, at konstant støj kan føre til stemmeforstyrrelser for parafaglige medarbejdere på kontoret, hvor mange medarbejdere tilbringer tid i telefonen eller rutinemæssigt bruger deres stemme på arbejdet,. Et stigende antal lærere og paraprofessionelle søger lægehjælp, fordi de er kronisk hæse.

Stemmen er et af de vigtigste instrumenter for fagfolk. Desuden udskiller mennesker, der bor eller arbejder i støjende miljøer, øgede stresshormoner, og stress vil medføre en betydelig distraktion fra det arbejde og den læring, der skal udføres. Undersøgelser har dokumenteret højere stressniveauer blandt børn og personale, hvis skoler ligger på travle gader eller i nærheden af større lufthavne. En række undersøgelser har også vist, at kontoransatte betragter støjforurening som et stort irritationsmoment.

Mennesker, uanset om de er lejere eller beboere af bygninger, har en grundlæggende ret til at leve i et miljø, der er relativt fri for støjforurening. Desværre er dette ikke altid muligt i et industrialiseret/urbaniseret samfund, der i høj grad er afhængig af udstyr, der genererer generende støj. Selv om et godt teknisk design til en vis grad kan afbøde støjforureningsniveauet, er det ofte ikke til et acceptabelt niveau, især ikke hvis et betydeligt antal individuelle kilder tilsammen skaber en kumulativ påvirkning.

Berkeley City of Berkeley’s Planning and Development Department udtaler, at for at forstå støj, må man først have en klar forståelse af lydens natur. Den definerer lyd som trykvariationer i luft eller vand, der kan opfattes af den menneskelige hørelse; lyds ubehagelige karakter kan skyldes dens tonehøjde eller dens lydstyrke. Ud over begreberne tonehøjde og lydstyrke findes der flere metoder til at måle støj. Den mest almindelige er brugen af en måleenhed kaldet decibel (dB). På decibelskalaen repræsenterer nul det laveste lydniveau, som et sundt, ubeskadiget menneskeøre kan opfatte. Lydniveauer i decibel beregnes på et logaritmisk grundlag. En stigning på 10 decibel repræsenterer således en ti-dobbelt forøgelse af den akustiske energi, og en stigning på 20 decibel er 100 gange mere intens (10 × 10) osv. Det menneskelige øre reagerer ligeledes logaritmisk, og hver 10-decibel stigning i lydniveauet opfattes omtrent som en fordobling af lydstyrken.

Lyd er af stor værdi; det advarer os om potentielle farer og giver os den fordel, at vi kan tale og udtrykke glæde eller sorg. Men nogle gange kan lyd også vise sig at være uønsket. Ofte kan lyd forstyrre og forstyrre nyttige aktiviteter. Nogle gange kan lyde som f.eks. visse typer musik (f.eks. popmusik eller opera) også blive til støj på bestemte tidspunkter (f.eks. efter midnat), på bestemte steder (f.eks. på et museum) eller for bestemte mennesker (f.eks. ældre). Det er derfor en værdibedømmelse, hvornår lyd bliver til uønsket støj, og derfor er det vanskeligt at give en klar definition af “gode” eller “dårlige” støjniveauer i ethvert forsøg på at generalisere støjens potentielle indvirkning på mennesker.

Nogle kilder bekræfter, at forhøjet støj på arbejdspladsen eller i hjemmet kan “forårsage høreskader, forhøjet blodtryk, iskæmisk hjertesygdom, irritation, søvnforstyrrelser og nedsatte skolepræstationer”. Ændringer i immunsystemet og fødselsdefekter er blevet tilskrevet støjeksponering, men beviserne er begrænsede.” Høretab er potentielt et af de handicaps, der kan opstå som følge af kronisk eksponering for overdreven støj, men det kan også opstå under visse omstændigheder, f.eks. efter en eksplosion. Naturligt høretab i forbindelse med aldring kan også fremskyndes af kronisk eksponering for høj støj. I mange udviklede lande er den kumulative støjpåvirkning i stand til at forringe hørelsen hos en stor del af befolkningen i løbet af et helt liv. Støjeksponering er også kendt for at fremkalde udvidede pupiller, forhøjet blodtryk, tinnitus, hypertension, vasokonstriktion og andre kardiovaskulære virkninger.

The Occupational Safety and Health Administration (OSHA) har en støjeksponeringsstandard, der er fastsat lige under den støjgrænse, hvor der kan opstå høretab som følge af langvarig eksponering. Støjens indvirkning på fysiske stressreaktioner kan let iagttages, når folk udsættes for støjniveauer på 85 dB eller derover. Det sikre maksimumsniveau er fastsat til 90 dB som et gennemsnit over otte timer. Hvis støjen er over 90 dB, bliver den sikre eksponeringsdosis tilsvarende kortere. En negativ stresslignende reaktion på overdreven støj kan opdeles i to faser. Det første trin er, når støjen er over 65 dB, hvilket gør det vanskeligt at føre en normal samtale uden at hæve stemmen. Det andet er forbindelsen mellem støj og socioøkonomiske forhold, som yderligere kan føre til uønsket stressrelateret adfærd, øge antallet af arbejdsulykker eller i mange tilfælde stimulere aggression og anden antisocial adfærd.

De fleste mennesker accepterer den forudsætning, at det alt andet lige er at foretrække at bo i et hus, der er stille, frem for i et hus, der larmer. Dette indebærer, at der er en økonomisk straf forbundet med støjbelastning. Støj er imidlertid ikke den eneste faktor, der kan påvirke denne beslutning. Folk, der bor langs meget befærdede veje, kan opleve større problemer med trafiksikkerhed, luftforurening, udstødningslugt, kriminalitet eller tab af privatlivets fred. Samlet set kan disse faktorer i høj grad reducere ejendomsværdien. Kommercielle anvendelser kan blandes sammen med boliger, hvilket yderligere kan mindske ejendommens begærlighed. Når alle disse faktorer tages i betragtning, bliver det vanskeligt at isolere omfanget af de økonomiske konsekvenser, der direkte kan tilskrives støj alene. Nye købere og lejere kan være uvidende om, hvor påtrængende støjen kan være, således at det kan blive mere uønsket at bo i et støjende miljø med tiden. Støjniveauet har derfor måske ikke nogen væsentlig indvirkning på ejendomsværdien, især når man tager alle de andre variabler i betragtning, idet man skal huske på, at der kan være en betydelig negativ reaktion på de støjniveauer, man møder i fremtiden.

De fremherskende kilder til kunstig støjforurening i nutidens bysamfund, som er uden for de berørte personers kontrol, omfatter:

Den væsentligste forskel mellem støjkilder fra transport og andre støjkilder end transport er, at en kommune generelt kan indføre kontrol med støjniveauet og støjvarigheden ved ejendomsgrænsen for enhver støjkilde, der ikke er en transportkilde. Byerne kan kun vedtage standarder for støjeksponering for støj fra lastbiler, tog eller fly og forbyde visse former for arealanvendelse i områder, der er udsat for overdreven støj i forhold til en bestemt anvendelse. Byerne spiller også en rolle med hensyn til at håndhæve de statslige køretøjslovgivningskrav vedrørende lyddæmpere og kan fastsætte hastighedsgrænser eller vægtbegrænsninger på visse gader. En bys handlinger er dog typisk proaktive med hensyn til kilder uden for transportsektoren og reaktive med hensyn til kilder uden for byens kontrol.

Støjbekæmpelse og reduktion af overdreven støjeksponering kan opnås ved hjælp af tre grundlæggende tilgange:

En støjmur er undertiden den eneste praktiske løsning, da støj fra køretøjer er undtaget fra lokal kontrol, og det ikke er praktisk muligt at flytte følsomme arealanvendelser væk fra motorveje eller større veje. Støjmure har dog både positive og negative aspekter. På den positive side kan de reducere støjbelastningen for de berørte personer eller andre følsomme anvendelser ved effektivt at blokere sigtelinjen mellem kilde og modtager. En korrekt placeret væg kan reducere støjniveauet med næsten 10 dB, hvilket for de fleste mennesker svarer til, at støjen er ca. halvt så høj som før. Desværre er de sociale, økonomiske og æstetiske omkostninger ved støjvolde høje. Selv om støjmure vil skærme for trafikken, kan de også blokere for smukke udsigter til træer, parker og vand og kan også give bilisterne en klaustrofobisk følelse af at være omgivet af massive mure.

Byggeomkostningerne for en støjmur er ikke billige og ligger i gennemsnit på mellem 100 og 200 dollars pr. fod. Det betyder i alt væsentligt, at en kilometer mur vil koste mellem 500.000 og 1.000.000 dollars. Endnu vigtigere er det, at mange mennesker har udtrykt stor skuffelse efter færdiggørelsen af en støjmur, fordi støjproblemet ganske vist blev reduceret, men ikke forsvandt, som de havde forventet. Caltrans har f.eks. en række støjbekæmpelsesprogrammer, der fokuserer på at anvende mure eller berme til at reducere støjindtrængning fra statslige og/eller føderale motorveje. Ligeledes vil Caltrans generelt støtte designelementer, der minimerer lokale indvendinger, forudsat at deres designstandarder er opfyldt. Disse standarder omfatter følgende:

Beton og murværk er de foretrukne murmaterialer. Et materiales effektivitet med hensyn til at standse lydtransmission kaldes transmissionstabet (TL).