5.3 Økonomisk oversigt over kernekraftværkets livscyklus

Kernekraftværker er designet og drives med henblik på sikker og pålidelig produktion af elektrisk energi til en profit. De er særligt velegnede til opgaven med at levere konstant grundlaststrøm til nettet. Dette er især relevant, hvis kerneenergi kun udgør en del (f.eks. op til ca. 20-30%) af et lands samlede energiproduktionsmix, og der er alternative energikilder til rådighed, som let kan tilpasses til at følge spids- og lavpunkter i efterspørgslen. I nogle lande, hvor størstedelen af den elektriske energi (f.eks. ca. 75 %) produceres ved hjælp af kernekraft, som f.eks. i Frankrig, skal kernekraftværkernes produktion justeres for at følge efterspørgslen, da der er mindre mulighed for fleksibilitet. Til sammenligning har Det Forenede Kongerige (med ca. 19 % kernekraftproduceret energi) aldrig designet, godkendt eller drevet den første og anden generation af kernekraftværker til at følge varierende efterspørgsel efter energi, og deres rolle er derfor fortsat at levere grundlast til nettet.

Jo længere et kernekraftværk kører ved sin fulde tilladte nominelle effekt, uden tvungne afbrydelser eller sikkerhedsrelaterede driftsrestriktioner, jo flere penge skaber det. Kernekraftværker er dyre at bygge, men relativt billige at drive; det er normalt først i de sidste år af deres oprindelige konstruktionslevetid, at de nærmer sig afskrivning. Derfor er det forretningsmæssigt fornuftigt først at nå op på kernekraftværkets konstruktionslevetid og, under hensyntagen til det pågældende kernekraftværks evne til at opfylde godkendelsesbetingelserne (sikkerhedsaspekter), at fortsætte driften. Et kernekraftværks “designlevetid” kan betragtes som et relativt begreb, da det i det store og hele er baseret på normalt meget konservative tekniske vurderinger af SSC’er, og hvordan tilstrækkelige sikkerhedsmarginer kan opretholdes så længe som muligt. Desuden er der kun få elementer i et kernekraftværk, der virkelig er livsafgørende, nemlig de store, passive SSC’er, som det er praktisk, teknisk eller økonomisk umuligt at udskifte. En væsentlig del af OP’erne, AM’erne, ASP’erne og PLiM-programmerne for at modvirke eller afbøde aldringsforringelse (AD) (og for at opretholde tilstrækkelige sikkerhedsmarginer) fokuseres naturligvis på disse SSC’er, fordi jo længere de holdes i drift, jo længere vil kernekraftværkets virkelige driftslevetid være. Dette giver bedre mulighed for at beskytte den samlede investering i anlægget. Desuden har SSC’er, der kan udskiftes rutinemæssigt, også fordel af standardoperationer, overvågning eller vedligeholdelse, da de kan holdes i drift i længere tid end deres nominelle konstruktionslevetid, hvis deres virkelige tilstand er kendt. Udskiftningsomkostningerne kan så udskydes til et senere tidspunkt eller endda helt undgås. Sikkerheden skal dog have forrang for de økonomiske aspekter; sikkerhedsrelaterede hændelser kan potentielt blive dyrere end de kortsigtede besparelser, der opnås ved at udskyde reparationer eller udskiftninger af SSC’er. Bestræbelser på at minimere AD har en omkostning, men minimering af bidragydere, der forårsager for tidlig eller unødvendig udskiftning af SSC’er, repræsenterer undgåede omkostninger.

De samlede omkostninger ved at bygge og drive et kernekraftværk afhænger af mange komplekse faktorer. Kvalificering af miljøpåvirkninger, placering af anlægsstedet, adgangsveje, anlæg af højspændingsledninger, indkøb af jord, opførelse, idriftsættelse, drift, behandling af radioaktivt affald, bortskaffelse af radioaktivt affald og i sidste ende nedlukning er blot nogle af dem. Andre omkostningsfaktorer, bortset fra sikring af tilstrækkeligt kvalificeret personale til alle aspekter af driften, omfatter brændstof, licensafgifter, yderligere udgifter i forbindelse med reparationer og udskiftning af SSC’er og de iboende driftsomkostninger ved anlæggene (f.eks. omkostninger til OP’er, ASP’er, AM- og PLiM-programmer). Der kan opstå usædvanlige eller uforudsete omkostninger på et hvilket som helst tidspunkt under driften, f.eks. udskiftning af dampgeneratorer (SG’er) og kernekapper og endog udglødning af reaktortrykbeholdere (RPV’er). Det er ikke kun dyre elementer i sig selv, men deres udskiftning vil også føre til længerevarende afbrydelser og dermed lav tilgængelighed af anlægget og dermed tab af salg af elektricitet. F.eks. er udskiftning af SG’er på grund af problemer med integriteten af Alloy 600-slanger blevet en nødvendighed for mange ældre trykvandsreaktorer (PWR). Dette er en stor opgave og koster omkring 150 mio. USD, afhængigt af det pågældende kernekraftværks design. Sådanne store investeringsomkostninger vil sandsynligvis kun blive dækket ind, hvis det pågældende kernekraftværk fortsætter med at være i drift og går ind i LTO-fasen af sin levetid. Genlicensering/licensfornyelse (LR) (f.eks. amerikansk praksis) eller fortsat drift med periodisk sikkerhedsundersøgelse (PSR) hvert 10. år (f.eks. europæisk praksis) betyder, at sådanne investeringer kan afskrives over en længere periode (f.eks. 20 år) . En typisk omkostning for en LR-procedure i USA er ca. 10-20 millioner USD. Den nuværende nettoværdi af LR er ca. 25 mia. USD, hvis alle NPP’er i USA er i drift i 60 år. LR-processen i USA tager op til 5 år at gennemføre, men LR-tilgangen bliver mere og mere strømlinet, efterhånden som god praksis og erfaringer løbende implementeres. Det er anerkendt, at LR er en forholdsvis omkostningseffektiv måde at opretholde forsyningen af sikker, ren energi på, og i april 2009 havde den amerikanske tilsynsmyndighed (US-NRC) allerede givet fornyet licens til 52 kernekraftværker (ca. halvdelen af den amerikanske flåde), og i sidste ende kunne op til 85 (fra 104) kernekraftværker få gavn af LR.