Jeg havde tidligere haft en abort i ottende uge, så så så snart jeg blev gravid igen, følte jeg angst, og det blev ved med at følge mig. Jeg havde et par blødninger tidligt, en på juledag, og jeg husker, at jeg sagde til min søster: “Det sker igen”, men en scanning på Boxing Day viste, at babyen havde det fint.

Den kløe begyndte i 34. uge

Det var først i 34. uge, at kløen begyndte, og jeg kan kun beskrive det som en følelse af, at noget kravlede rundt på mine fodsåler. Til at begynde med tilskrev jeg det væskeophobning, men jeg kløede og kløede for at forsøge at lindre det.

Jeg havde haft mild kløe på min bule, som jeg tilskrev det at min hud strækkede sig, og da det blev værre, tænkte jeg, at det var sommervarmen.

“Jeg kan kun beskrive det som om, at det føltes som om noget kravlede rundt på mine fodsåler”

Jeg nævnte det ikke for min jordemoder, før jeg var 36 uger henne, og hun gav mig blodprøver, hun nævnte også, at det kunne betyde, at jeg skulle have en igangsættelse, men jeg tænkte ikke rigtig over det.

Senere samme dag ringede lægen og fortalte mig, at jeg havde obstetrisk kolestase, som også kaldes intraheptisk kolestase i graviditeten. Jeg havde læst om kløe i blade, men vidste, at det var ualmindeligt og som regel ramte kvinder med en anden etnisk baggrund. På det tidspunkt, hvor diagnosen blev stillet, havde jeg ingen anelse om, hvad konsekvenserne var, eller hvor alvorligt det kunne være for mit barn.

Samtidig på arbejde og med et stort møde næste morgen spurgte jeg lægen, om jeg kunne udsætte et besøg på operationsstuen til den følgende dag, og han indvilligede.

Det gik op for mig, at jeg havde større risiko for dødfødsel

Men da jeg kom hjem, havde min partner, Rob, undersøgt på internettet, og for første gang gik det op for mig, at OC kunne bringe mit barn i fare, at det i nogle tilfælde havde resulteret i dødfødsel.

Det var skræmmende at opdage, at ens største frygt, at man potentielt kunne miste sit barn, var at opdage, at man havde været bekymret under hele graviditeten. Jeg følte mig som en idiot, fordi jeg satte min lægeaftale i bero og planlagde at ringe til min jordemoder som det første i morgen tidlig.

Hun kom mig i forkøbet, forklarede mig, hvad obstetrisk kolestase var, og insisterede på, at jeg tog direkte på hospitalet og fortalte mig, at jeg ville være under konsulentbehandling fremover.

Når jeg kom derhen, fandt de, at mine galdesyrer målte 24. Afhængigt af hospitalet betyder enten over 10 eller over 14, at man får diagnosen OC. De gav mig noget medicin, Urso, men om noget blev kløen værre. Jeg blev overvåget og kom tilbage en uge senere, hvorefter mine galdesyrer var 68. Der var en masse modsigelser mellem de to konsulenter, jeg mødte, den ene sagde, at jeg kunne gå til termin, men den anden sagde, at jeg skulle indlægges.

I sidste ende blev jeg booket til indlæggelse en uge efter min diagnose i næsten 38 uger.

Jeg havde taget et hypnobirthing-kursus, og jeg kunne godt lide tanken om en vandfødsel, helt naturlig. Jeg havde endda leget med tanken om en hjemmefødsel med så lidt indgreb som muligt, så at tage på en fødestue under konsulentbehandling var virkelig ikke det, jeg havde ønsket. Men min altoverskyggende følelse var denne angst, jeg ville bare have mit barn sikkert her.

Min jordemoder var meget oplyst om OC, men det syntes den praktiserende læge ikke at være

Induktionen var ret forfærdelig, ikke så meget smerten, det tog bare så lang tid. Det begyndte om fredagen, og til sidst brød de mit vand om mandagen, men efter ni timer sad vores baby fast, hans hjerterytme faldt, og jeg blev hasteindlagt til et akut kejsersnit. Jeg kan ikke huske så meget om det, men jeg ved, at det var meget traumatisk og skræmmende for Rob, så meget, at vi måske ikke får flere børn, fordi han ikke er sikker på, at han kunne gå igennem den proces, den terror igen.

Jeg var så lettet over at have Teddy her, sikker og sund, men jeg blev efterladt med en følelse af fiasko, fordi jeg måtte have kejsersnit, fordi jeg havde en tilstand, der bragte mit barn i fare.

Den pleje, jeg fik, var så blandet, min jordemoder var meget oplyst, men det virkede min praktiserende læge ikke, ellers ville han aldrig have rådet mig til at vente en ekstra dag for yderligere overvågning. Hans efterbehandling var heller ikke særlig god, ved min seks ugers kontrol måtte jeg fortælle ham, at han skulle give mig blodprøver for at kontrollere min leverfunktion. Det var kun takket være ICP’s hjemmeside, at jeg vidste, at jeg skulle bede om denne opfølgningstest, deres hjemmeside var utrolig hjælpsom, og det ville have været dejligt at blive peget i den retning, da jeg fik diagnosen, i stedet for at skulle søge rundt på Google.

Der skal være mere opmærksomhed omkring OC, jeg var heldig, men jeg ved, at nogle kvinder ikke er det. Kløe var mere en irritation end noget andet, det skete mest om natten, og jeg sov alligevel ikke så godt. For mig var det virkelige mareridt, efter at have haft en angstfyldt graviditet, efter at jeg lige var begyndt at slappe lidt af, at få at vide, at noget kunne gå galt, at jeg kunne miste mit barn, var skræmmende.

Læs mere om obstetrisk kolestase/intraheptisk sholestase i graviditeten her