Classic-rock-radioprogrammører spiller i høj grad “afprøvede og gennemprøvede” hitsange fra fortiden baseret på deres “høje lyttergenkendelse og identifikation”, siger medieakademiker Roy Shuker, som også identificerer hvide mandlige rocknumre fra Beatles’ Sgt. Pepper-æra og frem til slutningen af 1970’erne som fokus for deres playlister. Som Catherine Strong bemærker, fremføres klassiske rocksange generelt af hvide mandlige numre fra enten USA eller Storbritannien, “har en fire-fire-takt, overskrider meget sjældent tidsgrænsen på fire minutter, er komponeret af musikerne selv, er sunget på engelsk, spilles af en “klassisk” rockformation (trommer, bas, guitar, klaviaturinstrumenter) og blev udgivet på et større label efter 1964.” Klassisk rock er også blevet forbundet med albumæraen (1960’erne-2000’erne), af forfatterne Bob Lefsetz og Matthew Restall, der siger, at begrebet er en ommærkning af “virtuos pop/rock” fra æraens første årtier.

Musikforskeren Jon Stratton sporer formatets oprindelse til fremkomsten af en klassisk-rock-kanon. Denne kanon opstod til dels på baggrund af musikjournalistik og superlativlister, der rangerer visse album og sange, som dermed er blevet forstærket i den kollektive og offentlige hukommelse. Robert Christgau siger, at klassisk-rock-konceptet forvandlede rockmusikken til en “myte om rock som kunst, der kan holde til tidens tand”. Han mener også, at det var uundgåeligt, at visse rockkunstnere ville blive kanoniseret af kritikere, de store medier og musikalske etablissementer såsom Rock and Roll Hall of Fame. Steven Hyden bekræfter denne vurdering i 2018 og husker, hvordan den klassiske rocks fremtoning som en tidløs musik gav den en forskel fra den “iboende nihilistiske” pop, som han først lyttede til i radioen som teenager i begyndelsen af 1990’erne. “t syntes at have eksisteret i al evighed,” skriver han om det klassiske rockformat. “Det var der længe før jeg blev født, og jeg var sikker på, at det stadig ville være der, efter at jeg var væk.”

Politisk set betragtes den tankegang, der ligger til grund for klassisk rock, af Christgau som regressiv. Han siger, at musikken i dette format opgav ironiske følelser til fordel for en uintellektuel, konventionel æstetik med rødder i romantikken fra den victorianske æra, samtidig med at de mere radikale aspekter af 1960’ernes modkultur, såsom politik, race, afroamerikansk musik og pop i kunstens forstand, blev nedtonet. “Selv om klassisk rock henter sin inspiration og de fleste af sine helte fra 60’erne, er den naturligvis en konstruktion af 70’erne,” skriver han i 1991 til magasinet Details. “Den blev opfundet af prepunk/predisco-radioprogrammører, der vidste, at før de kunne gøre 60’ernes kultur totalt til en vare, måtte de omarbejde den – det vil sige selektivt forvrænge den, indtil den ikke truede nogen … I den officielle rockpanteon er Doors og Led Zeppelin store kunstnere, mens Chuck Berry og Little Richard er primitive forfædre, og James Brown og Sly Stone er noget andet.”

Med hensyn til økonomiens forhold til den klassiske rocks fremkomst peger Christgau på den kompromitterede socioøkonomiske sikkerhed og den faldende kollektive bevidsthed hos en ny generation af lyttere i 1970’erne, som efterfulgte rockens tidlige år under babyboomerernes økonomiske velstand i USA: “Det var ikke uden grund, at den klassiske rock kronede Doors’ mystagogiske middlebrow-eskapisme og Led Zeps megalomane storhedsvanvid, der pumpede sig på brystet. Retorisk selvforherligelse, der ikke stillede krav til hverdagslivet, var præcis, hvad tiden krævede.” Shuker tilskriver fremkomsten af klassisk-rock-radio til dels “forbrugermagten hos de aldrende efterkrigstidens ‘baby boomers’ og denne gruppes tiltrækningskraft for radioreklameannoncører”. Efter hans mening producerede den klassiske rock også en rockmusikideologi og en diskussion af musikken, der var “stærkt kønsbestemt”, og som hylder “et mandligt homosocialt paradigme for musikergerning”, der “fortsatte med at dominere den efterfølgende diskurs, ikke kun omkring rockmusik, men om populærmusik mere generelt.”