I naturen findes klorid primært i havvand, som indeholder 1,94 % klorid. Mindre mængder, om end i højere koncentrationer, forekommer i visse indlandshave og i underjordiske saltvandsbrønde, f.eks. i Great Salt Lake i Utah og i Det Døde Hav i Israel. De fleste kloridsalte er opløselige i vand, og derfor findes kloridholdige mineraler normalt kun i rigelige mængder i tørre klimaer eller dybt nede i undergrunden. Nogle kloridholdige mineraler omfatter halit (natriumklorid NaCl), sylvite (kaliumklorid KCl), bischofit (MgCl2∙6H2O), carnallit (KCl∙MgCl2∙6H2O) og kainit (KCl∙MgSO4 ∙3H2O). Det findes også i evaporitmineraler såsom klorapatit og sodalit.
Rolle i biologiRediger
Klorid har en stor fysiologisk betydning, som omfatter regulering af osmotisk tryk, elektrolytbalance og syre-base-homeostase. Klorid er den hyppigst forekommende ekstracellulære anion og tegner sig for omkring en tredjedel af den ekstracellulære væsketonicitet.
Klorid er en essentiel elektrolyt, der spiller en central rolle i opretholdelsen af cellehomeostase og overførslen af aktionspotentialer i neuroner. Det kan strømme gennem kloridkanaler (herunder GABAA-receptoren) og transporteres af KCC2- og NKCC2-transporterne.
Klorid er normalt (men ikke altid) i en højere ekstracellulær koncentration, hvilket medfører, at det har et negativt reverseringspotentiale (ca. -61 mV ved 37 grader Celsius i en pattedyrcelle). Karakteristiske koncentrationer af chlorid i modelorganismer er: i både E. coli og knoppegær er 10-200 mM (medieafhængigt), i pattedyrcelle 5-100 mM og i blodplasma 100 mM.
Koncentrationen af chlorid i blodet kaldes serumchlorid, og denne koncentration reguleres af nyrerne. En kloridion er en strukturel bestanddel af nogle proteiner, f.eks. er den til stede i enzymet amylase. På grund af disse roller er klorid et af de essentielle kostmineraler (opført under dets grundstofnavn klor). Serumkloridniveauet reguleres hovedsagelig af nyrerne gennem en række transportører, der findes langs nefronet. Det meste af kloridet, som filtreres af glomerulus, reabsorberes af både proximale og distale tubuli (hovedsageligt af proximale tubuli) ved både aktiv og passiv transport.
CorrosionEdit
Fordelingen af chlorider, f.eks. i havvand, forværrer i betydelig grad betingelserne for grubekorrosion af de fleste metaller (herunder rustfrit stål, aluminium og højtlegerede materialer). Kloridinduceret korrosion af stål i beton fører til en lokal nedbrydning af den beskyttende oxidform i alkalisk beton, således at der efterfølgende finder et lokalt korrosionsangreb sted.
MiljøtruslerRediger
Øgede koncentrationer af klorid kan forårsage en række økologiske virkninger i både vand- og landmiljøer. Det kan bidrage til forsuring af vandløb, mobilisere radioaktive jordmetaller ved ionudveksling, påvirke dødeligheden og reproduktionen af vandplanter og -dyr, fremme invasionen af saltvandsorganismer i tidligere ferskvandsmiljøer og forstyrre den naturlige opblanding af søer. Salt (natriumklorid) har også vist sig at kunne ændre sammensætningen af mikrobielle arter ved relativt lave koncentrationer. Det kan også hindre denitrifikationsprocessen, en mikrobiel proces, der er afgørende for fjernelse af nitrat og bevarelse af vandkvaliteten, og hæmme nitrifikationen og respirationen af organisk materiale.