En af de første ting, man lærer som leder af en infanteriplatoon, er, at den, der forsøger at sikre alt med sine soldater på slagmarken, som regel ender med at sikre ingenting. Desværre for USA’s nationale sikkerhed synes denne gamle maksime at være blevet glemt på strategisk og politisk plan af nogle af USA’s klogeste hjerner i forsvarssamfundet, hvilket fremgår af en nyere rapport.
Den i november 2018 udgivne undersøgelse Providing for the Common Defense, der er udgivet af National Defense Strategy Commission, et af kongressen pålagt blue-ribbon panel ledet af tidligere U.USA’s underforsvarsminister Eric Edelman og den pensionerede amerikanske flådeadmiral Gary Roughead, anbefaler, at USA bør bruge flere penge på sine væbnede styrker og styrke sin globale militære tilstedeværelse, så Washington ikke bliver konfronteret med en national sikkerhedskrise i en periode, hvor nationen er i en “større risiko end på noget tidspunkt i årtier.”
Grunden til dette synes enkel: USA er angiveligt ved at miste evnen til at forsvare sine allierede og partnere såvel som sine egne vitale interesser som følge af et svækket militær. (Det er bemærkelsesværdigt, at undersøgelsen støtter konklusionerne fra 2018 Nuclear Posture Review (gennemgang af den nukleare stilling). Følgelig skubbes der i rapporten på for en stigning i forsvarsudgifterne, erhvervelse af yderligere militære kapaciteter på nøgleområder og en generel styrkelse af de amerikanske styrkers beredskab for at imødegå aggressionen fra de autoritære konkurrenter Kina og Rusland, slyngelstaterne Iran og Nordkorea og transnationale trusselsorganisationer, herunder radikale jihadistiske grupper.
Rapporten foreslår, at USA fastholder kursen, ja fordobler sine globale forsvarsforpligtelser, genopbygger sin militære styrke og mere assertivt konfronterer sine modstandere. Kort sagt synger forfatterne af undersøgelsen endnu en gang Groundhog Day-prædikenen for det amerikanske forsvarsstabilseringens topartier. Selv om undersøgelsen diagnosticerer en ny virkelighed med konkurrence og konflikt mellem stormagter, er dens forslag til løsning af den påståede nationale sikkerhedskrise åbenlyst generisk og, når man fjerner de sædvanlige udtryk, der findes i sådanne rapporter (f.eks, troværdighed, hele regeringen, holistiske strategier osv.) kan opsummeres i to ord: flere penge.
“Omkostningerne ved at undlade at imødegå USA’s krise for det nationale forsvar og den nationale sikkerhed vil ikke blive målt i abstrakte begreber som “international stabilitet” og “global orden”,” advarer rapporten. “De vil blive målt i amerikanske liv, amerikanske skatte og tabt amerikansk sikkerhed og velstand. Det vil være en tragedie – af uforudsigeligt, men måske enormt stort omfang – hvis USA tillader, at dets nationale interesser og nationale sikkerhed kompromitteres på grund af manglende vilje eller evne til at træffe svære valg og foretage nødvendige investeringer.”
Nyder du denne artikel? Klik her for at abonnere for at få fuld adgang. Kun 5 dollars om måneden.
Det lykkes desværre ikke i rapporten at argumentere for selve eksistensen af denne formodede nationale forsvars- og sikkerhedskrise. Den hjælper heller ikke på nogen måde med at “træffe svære valg”, når det gælder forsvarsudgifterne, da den grundlæggende præmis, der ligger til grund for analysen af de amerikanske væbnede styrker, går ud over en “jo større, jo bedre”-tilgang. Desuden analyseres de to hovedårsager til denne krise, som skitseret i undersøgelsen, nemlig Budget Control Act (BCA) fra 2011 og en manglende vedtagelse af rettidige bevillinger, samt de mangeartede trusler fra de fire ovennævnte lande og transnationale trusselsorganisationer, ikke tilstrækkeligt. Hvis man ser bort fra en dybere diskussion af BCA og bevillinger, er det tilstrækkeligt at sige, at hvis et forsvarsbudget på 670 mia. dollars er utilstrækkeligt til at “opfylde strategiens mål”, som forfatterne foreslår, er det måske på tide at revurdere strategien.
Jeg vil gerne kort fokusere på Kina og Rusland – de formodede største trusler mod USA’s nationale sikkerhed.
For det første rejser undersøgelsen i sin behandling af de to lande spørgsmålet om, hvorvidt Kina og Rusland rent faktisk er i stand til at påføre USA et “afgørende militært nederlag”. Rapporten tilbyder ikke nogen overbevisende beviser for at underbygge denne påstand; i stedet giver den sig i stedet af med en forvirret trusselsinflation. Det følgende afsnit i undersøgelsen er et særligt grelt eksempel herpå:
Hvis USA skulle kæmpe mod Rusland i en baltisk eventualitet eller Kina i en krig om Taiwan (…) kunne amerikanerne blive udsat for et afgørende militært nederlag. Disse to nationer besidder præcisionsangrebskapacitet, integreret luftforsvar, krydsermissiler og ballistiske missiler, avanceret cyberkrigsførelse og anti-satellitkapacitet, betydelige luft- og flådestyrker og atomvåben – en række avancerede kapaciteter, som hidtil kun har været i USA’s besiddelse. USA’s militær ville stå over for enorme udfordringer med at etablere luftoverlegenhed eller kontrol over havet og generobre territorier, der er tabt tidligt i en konflikt. Over for en fjende, der er udstyret med avancerede antitilgangs- og områdeafvisningskapaciteter, kan nedslidningen af amerikanske kapitalaktiver – skibe, fly, kampvogne – blive enorm. Den langvarige, bevidste opbygning af en overvældende styrke i teatret, som traditionelt har været kendetegnende for amerikansk ekspeditionskrigsførelse, ville blive langt vanskeligere og dyrere, hvis det overhovedet var muligt. For at sige det ligeud: USA’s militær kunne tabe den næste stat-mod-stat-krig, som det udkæmper.
Det mulige afgørende amerikanske militære nederlag er formentlig et resultat af Kinas og Ruslands voksende moderne våbenarsenal. Hvorfor netop de kinesiske og russiske arsenaler ville betyde et nederlag, eftersom USA stadig har en kvalitativ (og i de fleste tilfælde kvantitativ) overlegenhed i hver af disse kategorier i den nærmeste fremtid, er overladt til fantasien. (Rapporten viser heller ikke, hvordan et konventionelt nederlag i Baltikum eller Taiwan ville true USA’s hjemland og udløse en national sikkerhedskrise, undtagen på en abstrakt dominoteoretisk måde, så længe konflikten ikke bliver nuklear og medfører brug af strategiske cyberkapaciteter.)
De to kriterier for at forudsige et amerikansk nederlag, der er angivet ovenfor, er baseret på, at USA mister luftoverlegenhed på den ene side og på vanskelighederne med at samle sine styrker i teatret på den anden side. Igen, der er ingen beviser for, hvorfor dette skulle være tilfældet i tilfælde af en konflikt i betragtning af den fremherskende amerikanske militære overlegenhed i luften og inden for logistik. Selv hvis det var tilfældet, ville sådanne vanskeligheder sandsynligvis være midlertidige og ikke udgøre et ødelæggende tilbageslag. Faktisk synes der også at herske forvirring om, hvad et afgørende militært nederlag indebærer: ødelæggelse af amerikanske militærstyrker i regionen eller blot midlertidige tilbageslag, herunder tab af luftoverlegenhed og massetræf. Bemærkelsesværdigt nok indeholder rapporten heller ikke engang en overfladisk behandling af de kinesiske og russiske forsvarsbudgetter og militære kapaciteter, bortset fra nogle generelle betragtninger. Faktisk efterlades man med det falske indtryk, at USA’s militær allerede har mistet sit teknologiske forspring i forhold til begge modstandere.
Sammenfattende afslører undersøgelsen en udpræget amerikansk tankegang, der er påvirket af det unipolære øjeblik i 1990’erne og 2000’ernes oprørskrige, hvor USA var i stand til at udkæmpe relativt ublodige kampagner mod teknologisk underlegne modstandere. Resten af verden måtte i mellemtiden, i betragtning af USA’s militære overlegenhed, altid planlægge militære kampagner med den antagelse, at en militær konflikt ville blive udkæmpet mod en teknologisk overlegen fjende og forårsage masseslagtninger. I den forstand er undersøgelsen et glimrende eksempel på det, som jeg engang kaldte “U.S. War Gap”-paradokset. I det citerede afsnit undlader forfatterne helt og aldeles at forbinde deres fakta med rapportens truende opblæste konklusioner.
Iøjnefaldende nok undlader rapporten også at give en analytisk ramme til vurdering af USA’s program- og forsvarsprioriteter. I betragtning af at de generelle anbefalinger består i at afsætte flere midler til forsvaret, afbrudt af reformer af bureaukrati og anskaffelsesprocesser, og at tilføje flere kapaciteter i næsten alle kategorier af de væbnede styrker, er dette ikke overraskende. Det er bemærkelsesværdigt, at en af bidragyderne til rapporten, Andrew Krepinevich, gav sin personlige kritik af dette i et afsnit i et bilag, hvor han brugte en diskussion af de fremtidige krav til de amerikanske styrker i Indo-Pacific-regionen som eksempel: “Ud over at fastslå det indlysende – det er bedre at have mere militær kapacitet end mindre – præsenteres der ingen analytisk støtte til, hvorfor disse særlige styrker og kapaciteter fortjener at blive prioriteret højere end andre.”
Sidst tilbyder rapporten heller ikke en analyse af, hvorfor konventionel afskrækkelse i Kinas og Ruslands tilfælde ikke ville holde, og hvad deres strategiske rationale for at indtage Baltikum og lukke det Sydkinesiske Hav for international skibstrafik (for eksempel) præcist ville indebære. Som John Mearsheimer skrev i 1980’erne, vil konventionel afskrækkelse sandsynligvis mislykkes, hvis den ene side tror, at den har kapacitet til at iværksætte en militær operation i Blitzkrieg-stil og opnå en hurtig militær sejr uden at skulle frygte massive gengældelsesaktioner. Alligevel er der stort set ingen tegn i kinesisk eller russisk strategisk tænkning, der tyder på, at de politiske beslutningstagere i begge lande tror, at deres militærer vil være i stand til at opnå en hurtig militær sejr over USA. Som sådan er det uklart, hvordan de to lande kunne udløse en national tragedie af “uforudsigelig” og “enorm størrelse”, medmindre konflikten bliver nuklear, i hvilket tilfælde sejr eller nederlag ville blive abstrakte udtryk uden betydning.