KobberalderRediger
I løbet af kobberalderen, samtidig med at metalbearbejdning dukkede op, menes indoeuropæiske folk at være indvandret til Italien i flere bølger. Tilknyttet denne migration er Rinaldone-kulturen og Remedello-kulturen i Norditalien og Gaudo-kulturen i Syditalien. Disse kulturer blev ledet af et krigerisk aristokrati og anses for at være påtrængende. Deres indoeuropæiske karakter antydes af tilstedeværelsen af våben i begravelser, hestens fremkomst i Italien på dette tidspunkt og materielle ligheder med kulturer i Centraleuropa.
Tidlig og mellemste bronzealderRediger
I følge David W. Anthony fandt der mellem 3100 og 3000 fvt. en massiv indvandring af indoeuropæere fra Yamnaya-kulturen sted til Donau-dalen mellem 3100 og 3000 fvt. Tusindvis af kurgans tilskrives denne begivenhed. Disse folkevandringer har sandsynligvis splittet præ-italienske, præ-keltiske og præ-germanske sprog fra proto-indoeuropæisk. På dette tidspunkt havde de anatolske folkeslag og Tocharerne allerede adskilt sig fra de øvrige indoeuropæere. Hydronymien viser, at det protogermanske hjemland lå i Midttyskland, hvilket også ville ligge meget tæt på hjemlandet for de italiske og keltiske sprog. Oprindelsen af et hypotetisk forfødt “italo-keltisk” folk skal findes i det nuværende østlige Ungarn, som blev bosat omkring 3100 f.Kr. af Yamnaya-kulturen. Denne hypotese understøttes til en vis grad af den observation, at italisk deler et stort antal isoglosser og leksikalske udtryk med keltisk og germansk, hvoraf nogle snarere kan henføres til bronzealderen. Ved hjælp af Bayesianske fylogenetiske metoder har Russell Gray og Quentin Atkinson bl.a. hævdet, at de proto-italienske talere adskilte sig fra de proto-germanske talere 5500 år før nutid, dvs. omtrent i begyndelsen af bronzealderen. Dette bekræftes yderligere af, at den germanske sprogfamilie deler mere ordforråd med den italiske familie end med den keltiske sprogfamilie.
Fra slutningen af det tredje til begyndelsen af det andet årtusinde f.v.t. bragte stammer, der kom både fra nord og fra Franco-Iberien, bægerkulturen og brugen af bronzesmeden til Po-dalen, til Toscana og til kysterne på Sardinien og Sicilien. Beaker-kulturen kunne have været det led, der bragte Yamnaya-dialekterne fra Ungarn til Østrig og Bayern. Disse dialekter kunne derefter have udviklet sig til protokeltisk. Ankomsten af indoeuropæere til Italien tilskrives i nogle kilder bækkerfolket. En migration over Alperne fra Øst- og Centraleuropa af italiske stammer menes at have fundet sted omkring 1800 fvt.
I midten af det andet årtusinde fvt. udviklede Terramare-kulturen sig i Po-dalen. Terramare-kulturen har sit navn fra resterne af den sorte jord (terra marna) fra bopladshøjene, som længe har tjent de lokale landmænds gødningsbehov. Disse mennesker var stadig jægere, men havde tamme dyr; de var ret dygtige metallurger, der støbte bronze i forme af sten og ler, og de var også landmænd, der dyrkede bønner, vin, hvede og hør. Det latino-falisiske folk er blevet sat i forbindelse med denne kultur, især af arkæologen Luigi Pigorini.
Sen bronzealderRediger
Urnfield-kulturen kan have bragt proto-italienere fra de “italo-keltiske” stammer, der var tilbage i Ungarn, til Italien. Disse stammer menes at være trængt ind i Italien fra øst i slutningen af det andet årtusinde f.Kr. gennem Proto-Villanovan-kulturen. Senere krydsede de Apenninerne og bosatte sig i det centrale Italien, herunder Latium. Før 1000 f.Kr. var flere italiske stammer sandsynligvis kommet ind i Italien. Disse delte sig i forskellige grupper og kom gradvist til at besætte det centrale Italien og Syditalien. Denne periode var præget af omfattende omvæltninger i Middelhavet, herunder havfolkenes fremkomst og den sene bronzealders sammenbrud.
Proto-Villanovan-kulturen dominerede halvøen og erstattede den foregående Apenniner-kultur. Proto-Villanovaerne praktiserede kremering og begravede asken fra deres døde i keramikurner med en karakteristisk dobbeltkegleformet urne. Generelt set er proto-villanovanske bopladser fundet på næsten hele den italienske halvø fra Veneto til det østlige Sicilien, selv om de var mest talrige i den nordlige og centrale del af Italien. De vigtigste udgravede bopladser er dem i Frattesina i Veneto-regionen, Bismantova i Emilia-Romagna og nær Monti della Tolfa nord for Rom. Latino-Faliskanerne, Venetierne og muligvis også Osco-Umbrianerne er blevet associeret med denne kultur.
I det 13. århundrede f.v.t. kom protokelterne (sandsynligvis forfædrene til Lepontii-folket), der kom fra området omkring det nuværende Schweiz, det østlige Frankrig og det sydvestlige Tyskland (RSFO Urnfield-gruppen), ind i Norditalien (Lombardiet og det østlige Piemonte) og startede Canegrate-kulturen, der ikke længe efter ved at smelte sammen med de indfødte ligurere gav den blandede Golasecca-kultur.
JernalderRediger
I den tidlige jernalder viser den relativt homogene Proto-Villanovan-kultur (1200-900 f.Kr.), der er tæt forbundet med den keltiske Halstatt-kultur i det alpine Østrig, og som er kendetegnet ved indførelsen af jernbearbejdning og praksis med kremering kombineret med begravelse af aske i karakteristisk keramik, en proces med fragmentering og regionalisering. I Toscana og i dele af Emilia-Romagna, Lazio og Campania blev Proto-Villanovan-kulturen efterfulgt af Villanovan-kulturen. De tidligste rester af Villanovan-kulturen går tilbage til ca. 900 f.Kr.
I regionen syd for Tiberen (Latium Vetus) opstod latinerkulturens Latial-kultur, mens der i den nordøstlige del af halvøen opstod Veneti-kulturen Este-kulturen. Omtrent i samme periode begyndte Osco-Umbrianerne fra deres kerneområde i det centrale Italien (det nuværende Umbrien og Sabina-regionen) at emigrere i forskellige bølger gennem processen Ver sacrum, den ritualiserede udvidelse af kolonier, i det sydlige Latium, Molise og hele den sydlige halvdel af halvøen, hvor de erstattede de tidligere stammer, såsom Opici og Oenotrierne. Dette svarer til fremkomsten af Terni-kulturen, som havde stærke ligheder med de keltiske kulturer i Hallstatt og La Tène. Den umbriske nekropol Terni, som stammer fra det 10. århundrede f.v.t., var i alle henseender identisk med den keltiske nekropol fra Golasecca-kulturen.
AntiquityEdit
I midten af det første årtusinde f.v.t. var latinerne i Rom ved at vokse i magt og indflydelse. Dette førte til etableringen af den antikke romerske civilisation. For at bekæmpe de ikke-italienske etruskerne forenede flere italienske stammer sig i den latinske liga. Efter at latinerne havde frigjort sig fra det etruskiske styre, fik de en dominerende stilling blandt de italiske stammer. Der fulgte hyppige konflikter mellem de forskellige italienske stammer. De bedst dokumenterede af disse er krigene mellem latinerne og samnitterne.
Det lykkedes til sidst latinerne at forene de italesiske elementer i landet. Mange ikke-latinske italiske stammer antog den latinske kultur og fik romersk statsborgerskab. I løbet af denne tid blev der etableret italienske kolonier i hele landet, og ikke-italienske elementer overtog til sidst det latinske sprog og den latinske kultur i en proces, der er kendt som romanisering. I begyndelsen af det første århundrede f.v.t. gjorde flere italienske stammer, især marsierne og samnitterne, oprør mod det romerske styre. Denne konflikt kaldes den sociale krig. Efter at den romerske sejr var sikret, fik alle folkeslag i Italien, bortset fra kelterne i Po-dalen, romersk statsborgerskab.
I de efterfølgende århundreder overtog de italiske stammer det latinske sprog og den latinske kultur i en proces, der kaldes romanisering.