Reaktionen fra medierne, samfundskommentatorer og feminister har været både støtte og kritik. Pr. 19. august 2014 havde kampagnens Facebook-side fået 21.000 “likes”.

Supporterne siger, at den moderne feminisme er gået på afveje på nogle måder og nævner eksempler som radikalfeminister, der ikke støtter transkvinder og siger ting som “enhver, der er født som mand, bevarer mandlige privilegier i samfundet, selv om han vælger at leve som kvinde”, og relaterede klager over, at nogle feminister overdriver kvinders problemer, mens de ignorerer mænds problemer. Der blev også nævnt abortdebatten og argumentet om, at kvinder har lidt som følge af en feministisk kultur, der promoverer afslappet sex som styrkende. I et indlæg i The Globe and Mail støtter Margaret Wente Women Against Feminism og siger, at hun mener, at moderne feminisme er blevet et trossystem, der præsenterer et forvrænget billede af virkeligheden baseret på misandri og offerkultur, og hun sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af voldtægtskultur.

Kritikere siger, at de unge kvinder, der er involveret i denne kampagne, tilsyneladende ikke ved, hvad feminisme er, og at de argumenterer mod en imaginær fjende ved hjælp af stråmandsargumenter. En kommentator fra Time skriver: “De fleste af indlæggene indeholder en eller anden gentagelse af den centrale misforståelse om feminisme, nemlig at en af feminismens kerneopfattelser indebærer, at man skal hade mænd.” En kommentator fra The Irish Independent skriver: “At være antifeminist er som at være pro-apartheid eller en stor fan af social uretfærdighed, men ingen ville synes, at det er sødt at holde et skilt op, hvor der står det.” Mens andre som Mackenzie Cockerill bemærker, at “en global kultur af kvindehad vokser og blomstrer takket være internettet og dets hidtil usete muligheder for at forbinde mennesker og deres idéer.”

I en kommentar til kampagnen udtalte Anette Borchorst, professor og forsker i køn og køn ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, at “der har altid været uenigheder og debatter inden for feminismen, og disse debatter er med til at fremme bevægelsen.” Hun tilføjede, at “Feminismen har altid skabt debat blandt kvinder, og det er svært at forestille sig et feministisk verdenssyn, som alle kan blive enige om.”

Beulah Maud Devaney sammenligner i sin klumme fra september 2015 på openDemocracy Women Against Feminism med historien om kvinders modstand mod feminismen, der går tilbage til slutningen af 1700-tallet, og antyder, at en moderne antifeministisk kampagne vil være lige så ineffektiv i bekæmpelsen af den feministiske bevægelse som tidligere forsøg. Devaney hævder, at Women Against Feminism hovedsageligt repræsenterer synspunkter fra privilegerede kvinder, der ønsker at opretholde status quo, og som derfor bevidst giver en forkert fremstilling af, hvad feminismen står for. Ifølge Devaney: “Efterhånden som intersektionel feminisme bliver mere populær, er det desværre forventeligt, at nogle hvide, heteroseksuelle, cis-kvinder fra den første verden vil se betoningen på deres eget privilegium som et angreb. På samme måde kan feministiske opfordringer til en mere inkluderende skønhedsstandard og værdsættelse af flere forskellige kropstyper læses som et forsøg på at underminere den modtagne visdom om, at ‘skinny white girl’ er den ideelle æstetik.” Devaney tilføjer, at Women Against Feminism ikke har formået at dæmme op for den offentlige opbakning til den feministiske dagsorden, at deres indflydelse er mindre, og at deres argumenter er “nemme at afvise”. Devaney konkluderer dog, at den antifeminisme, som den repræsenterer, fortjener en nærmere undersøgelse.

I oktober 2015 nævnte Angela Epstein bloggen i en lederartikel, hvor hun kritiserede feminister for at være ubehagelige over for kvinder, der er uenige med dem. Epstein argumenterer for, at feminister har mistet deres sag og kæmper unødvendige kampe og overspiller emner som kvinders “selvpålagte glasloft”. Hun fortæller om sin oplevelse af at modtage fornærmende beskeder efter at have delt sin holdning til moderne feminisme med BBC News og udtaler: “Jeg forventer ikke, at alle kvinder er enige med mig. Men der er mange, der gør. Se blot på udbredelsen af websteder som Women Against Feminism.”

I nyere værker som Oana Crusmacs “The Social Representation of Feminism within the on-line movement “Women Against Feminism””” argumenteres der for, at den sociale repræsentation af feminismen inden for WAF’s on-line bevægelse ikke er baseret på manglende information, men snarere på en stereotyp forståelse af begrebet. Crusmacs arbejde argumenterer også for, at “WAF-bidragydere ikke er postfeminister”, da “mens postfeminister let kan identificeres og karakteriseres ved det allerede berømte udtryk “Jeg er ikke feminist, men…”, afviser WAF-bidragydere kategorisk enhver feministisk lighed og foretrækker i stedet enten at blive betegnet som “humanister” eller “egalitære”, eller at være stærke tilhængere af de traditionelle kønsroller”. Cursmacs forskning afslører også, at den sociale repræsentation af feminismen i online-gruppen WAF har “mange fælles elementer med den måde, hvorpå anden bølge blev stereotypiseret af 80’ernes medieopgør med feminismen, såsom: feminisme er en ideologi, der dæmoniserer mænd og ikke ønsker ligestilling (hvilket er et mål, der allerede er nået), men særbehandling og privilegier for kvinder, hvorved man ignorerer det individuelle bidrag til at forme succes eller beslutningstagning. I samme retning som den negative illustration fra 80’erne ses feminismen desuden som en trussel mod familien og kvindelighed og som en fortaler for promiskuitet.”