Her er jeg såmænd. Jeg underviser nu i anatomi og fysiologi, og jeg er ret god til det, selv om jeg siger det selv. Jeg har siden da afsluttet to mastergrader. Jeg er i øjeblikket i gang med endnu en kandidateksamen, og jeg har flere andre studier i bagagen. Men for mig er sandheden, at det altid er en kamp.

Det ser ud til, at tingene aldrig ændrer sig. Men de ændrer sig jo alligevel. Jeg kan nu de ting, som jeg kæmpede så hårdt for at lære på universitetet. Jeg har været nødt til at arbejde hårdt på det. Hver gang jeg har en klient, åbner jeg mine lærebøger og undersøger stoffet igen og igen. Tiden går, og jeg lærer ting, så langsomt.

Igennem det hele har jeg, som De sikkert kan forestille Dem, lært en masse ting. Jeg vil gerne dele nogle af dem med dig.

Jeg er ikke en fiasko, fordi jeg fejler

I så mange år var jeg slave af den tro, at jeg på en eller anden måde var en fiasko som menneske, fordi jeg havde fejlet så ofte. Ved du, jeg kæmper stadig med den tro. Men jeg er bevidst om den nu, og jeg stræber efter at bevæge mig ud over den som min standardtro.

Fejl, viser det sig, er en forventet, naturlig og nødvendig del af forandring. For at blive en bedre udgave af os selv må vi opleve fiaskoer, fordi fiaskoer lærer os, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Problemet er, når man oplever så mange fiaskoer på én gang, og så igen og igen, at det er virkelig svært at tro på, at man er i stand til at få succes. Mine elever fortæller mig ofte, hvor svært det er at lære, og de har det ofte så forfærdeligt, når de kæmper for at lære, og alligevel ser jeg denne kamp som nødvendig. Jeg har været så deprimeret, fordi jeg kæmper så meget for at få succes og for at gøre de ting, som jeg synes, jeg burde gøre. Jeg skal skaffe penge til min familie, jeg skal gøre ting færdige for mine kunder, jeg har så mange måder, hvorpå jeg kæmper med denne idé om succes. Jeg har købt den løgn, der siger, at jeg kun er en nyttig og succesfuld person, når jeg gentagne gange fuldfører alle de ting, jeg går i gang med. Men jeg mister så meget mod, fordi det er så meget svært for mig at fuldføre tingene.

Jeg er imidlertid ikke en fiasko, fordi jeg fejler. Det er svært at rive mig løs fra den tro. Men det må jeg simpelthen, fordi den er usand, og fordi jeg, hvis jeg bliver ved med at tro på den – og dermed leve efter den – fortsat vil synke ned i en depression og håbløshed, som slet ikke er hjælpsom eller sund.

Jeg kan gøre det bedre.

En dag sagde en foredragsholder til mig, at jeg kunne gøre det bedre. Han havde ret. Den ene person, der troede på mig, er et øjeblik, som jeg er vendt tilbage til igen og igen. Når tingene synes ude af kontrol, når jeg frygter, at jeg ikke kan få succes, husker jeg, at jeg fejlede en gang. Og så igen. Og igen. Og jeg fik muligheder for at bevise mig selv igen og igen.

Jeg blev den person, som man troede, at jeg var. Jeg så den tro, og jeg arbejdede hen imod den. Jeg studerede. Jeg fejlede. Men på trods af den forlegenhed det medførte – kan du forestille dig, hvor flov jeg var over at gå blandt mine venner, når jeg havde fejlet så mange gange? Jeg mistede lysten til at studere … men jeg tog mig alligevel op og gik tilbage. Igen. Skam. Forlegenhed. Men her var jeg. Igen.

Jeg blev færdig med min eksamen. Jeg blev professionel. Jeg gik tilbage til mine studier. Jeg læste og genlæste de samme ord igen og igen og anvendte dem på mine klienter. Jeg forstod ikke, så jeg stillede spørgsmålene igen og igen. Jeg lærte at forklare min forståelse for andre. Jeg forstod ikke. Men jeg kunne finde ud af det for dem. Så det gjorde jeg.

Langsomt blev jeg vidende.

Og det er netop det, der er sagen. Jeg troede, at jeg skulle finde min desinty, min karriere, da jeg var 18 år. Hvad vidste jeg? Ikke meget. Jeg var nødt til at smede min karriere over mange år. Jeg er stadig i gang med at skabe min karriere, og alt tyder på, at jeg vil gøre det, indtil jeg endelig går på pension eller dør.

Hver dag er en mulighed for at samle mig selv op. Ligesom mine fiaskoer ikke betyder, at jeg er en fiasko, kan de betyde, at jeg nu har en ny mulighed for at lære noget, for at blive noget mere, end jeg er lige nu. At være en person, der kæmper og har kæmpet med så mange fejlslagne øjeblikke, betyder, at jeg for at blive ved med at gå fremad skal være i stand til at samle mig selv op igen.

Mens folk ret ofte fortæller mig, at jeg skal forpligte mig til noget, gøre noget færdigt, træffe en beslutning, er det en kendsgerning, at hver dag er en beslutning om at gøre det bedre. Den skam, jeg har følt over disse fiaskoer, er tung, en byrde i modsætning til de fleste andre ting, jeg bærer på. Alligevel må jeg hver dag samle mig selv op og prøve igen.

Jeg har ikke lyst til det, ofte. Det virker som en nytteløs stræben. Men hvad der er mere nytteløst er at sidde og blive suget ud som et insekt fanget i et edderkoppespind. Det er kun et spørgsmål om tid, før edderkoppen kommer forbi og suger insektet tørt. Ville det være at leve?

Så hver dag kan jeg gøre det bedre. En dag troede en mand på mine evner, da jeg ikke gjorde det. Måske kan jeg give noget af det videre til en anden i dag, som kan få succes på måder, de kun har drømt om.

Jeg er min egen forandringsagent.

Det er let at tro, at livet er uden for din kontrol. Når jeg befinder mig i den dybeste bund af fortvivlelse over mine fiaskoer, bliver jeg imidlertid kun trukket ud af dem, når jeg handler. Det er op til mig at foretage en forandring. Det er op til mig at ændre mig selv, mine overbevisninger og min adfærd. Jeg er den eneste, der kan, så jeg må finde de måder, der gør det muligt.

Det er ikke min familie, min partner, mine venner, min chef, min forretningsforening, min Gud eller min regering, der tvinger mig til at gøre noget. Jeg vælger hver eneste handling. Jeg vælger at stå ud af sengen, jeg vælger at læse en bog, jeg vælger at bruge tid på at slappe af, jeg vælger at spise, jeg vælger at motionere, jeg vælger at prøve igen, bare én gang til.

Det er svært, at være mig. Er det svært at være dig? Min hjerne kan ikke lide at fungere på samme måde som andre menneskers. Min centrale eksekutive, den del af mig, der er forbundet med korttidshukommelse, filtrering af unødvendig sanseinformation, med at skifte opmærksomhed mellem opgaver, bliver let belastet. Den gør ikke disse ting på samme måde, som den gør hos de fleste mennesker, jeg kender. Samfundet er designet til at fungere på grundlag af en hjerne, der fungerer på en bestemt måde, men det er ikke sådan, min hjerne fungerer. Så det er svært for mig, da jeg har en biologisk tilbøjelighed til at fejle. Altså, ikke rigtig til at fejle, men til ikke at opnå ting på samme måde som andre mennesker gør. Jeg må finde min egen måde at lykkes på.

Men det er ingen undskyldning for mine handlinger, for mine beslutninger, og ingen grund for mig til at blive doven eller give andre skylden. Jeg er stadig ansvarlig for, hvad jeg beslutter. Jeg er stadig ansvarlig for, hvad jeg siger. Jeg kan stadig ændre min tankegang eller placere min opmærksomhed et andet sted. Jeg skal bare lære at gøre det.

Mine historier om fiaskoer fortæller mig, at jeg er min egen agent for forandring. Jeg er den eneste, der kan træffe de beslutninger, gå de steder hen og gøre de ting, der betyder noget. Og der er ingen anden person, der kan bestemme, hvad jeg værdsætter.

Jeg er min egen forandringsagent. Jeg ændrer mig selv.

Jeg er stadig elskelig

Når man sætter pris på akademisk succes, eller når ens samfund gør det, og man alligevel fejler, er det let at tro, at man ikke er elskelig. Det skyldes, at dit samfund roser og priser succes på disse områder, og at blive rost føles meget lig med at føle sig elsket. Det er en god, positiv og givende oplevelse. Og derfor forbinder vi vores selv med vores succes.

Men jeg er ikke min succes på samme måde, som jeg ikke er min fiasko. Hvem jeg er, fremkommer af den kollektive oplevelse af alle disse ting, der er bundtet sammen og presser mig ud på den anden side, men ingen af dem er i sig selv mig. Jeg er elskelig uanset disse ting.

Denne lektion er en af de sværeste at lære, denne lektion om selvmedfølelse, selvmedfølelse og selvkærlighed. Det er aldrig så let som blot at vælge at elske sig selv. Det er en proces, en rejse med transformation og forandring. Det er endnu et skridt fremad på en lang vej gennem forræderiske og dejlige terræner.

Og uanset hvad jeg gør eller siger, er jeg stadig elskelig. Det er du også.

Jeg kan ikke gøre det hele alene

Selv om jeg er min egen forandringsagent og er ansvarlig for mig selv, må det også omfatte forholdet til andre mennesker. Vi har alle sammen brug for hjælp nogle gange. Vi er alle børn, når vi er unge, vi er alle nye i vores job på et tidspunkt, vi bliver alle bedt om at gøre nye ting før eller siden. Og vi er sociale væsener. Hvordan lærer vi? Gennem andre såvel som gennem os selv.

Jeg har lært at være okay med ikke at vide noget. Jeg kæmper stadig med det, for jeg vil ikke være så meget afhængig af andre mennesker. Jeg vil gerne være en succesfuld forsørger, en person, der oftest fuldfører ting, og en drømmer med drømme, der går i opfyldelse. Men for at få det til at ske må jeg lære at række hånden ud til andre og tage imod deres hjælp, når den bliver tilbudt.

Der er mennesker, der kan og vil hjælpe. Nogle gange er det svært at tage imod den hjælp. Men jeg kan ikke gøre det hele alene. Og det skal du heller ikke.

Nu ved jeg, at der ofte er ting, vi skal gøre alene, men der er også ting, vi skal gøre med hjælp. At være ydmyg nok til at sige, at jeg har brug for hjælp, og derefter være ydmyg nok til fortsat at acceptere den hjælp er svært, men det er det hele værd.

Enden er det, som fortiden blev

Jeg åbnede denne artikel med udsagnet: “Min fremtid er uløseligt vævet sammen med min fortid. Men kun min nutid bestemmer, hvad der vil ske som det næste.” Når jeg ser tilbage på mine oplevelser i livet og reflekterer over de erfaringer, jeg kan lære af dem, bliver jeg slået af denne tanke: Selv om jeg er formet af min fortids fejltagelser, påvirker de mig kun i dag på den måde, som jeg tillader dem at gøre det. I hvert enkelt øjeblik kan jeg selv bestemme, hvordan jeg vil opføre mig. I ethvert øjeblik kan jeg vælge at gøre det ene eller det andet.

På denne måde bestemmer jeg selv, hvad disse tidligere erfaringer betyder. På en meget reel måde bliver de til noget andet, efterhånden som jeg tillægger dem en anden betydning. Ser jeg dem som en grund til at fortvivle og miste håbet? Ærligt talt, det gør jeg ofte. Men hvad giver mig styrken til at komme videre fra dette sted af fortvivlelse? Det faktum, at jeg kan give disse oplevelser en anden mening og blive mere sund på grund af dem. Jeg kan vælge at opføre mig på en ny måde i dag, og i den proces bliver disse tidligere erfaringer mindre en historie om, at jeg er en fiasko, og mere en historie om, at jeg bliver til mere, end jeg var.

Man kan vel sige, at i sidste ende bliver fortiden til det, der skal ende med at blive til. Vil min fortid dræne mig med fortvivlelse eller vil den blive et springvand for forandring og nye muligheder for at lære? Enden kan være det, som fortiden bliver: et sted med håb og liv på trods af, hvordan det så ud på det tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.