Leopard Klassifikation og evolution

Leoparden er en mellemstor vildkat, der naturligt findes i en række forskellige levesteder i Afrika syd for Sahara og i det sydlige Asien. Leoparden er et medlem af “Big Cat”-familien og er en smidig og opportunistisk jæger, der har været i stand til at udnytte levesteder, som andre store kattedyr ikke har benyttet, da den tilbringer en stor del af sin tid højt oppe i træernes grene. Der findes syv forskellige underarter af leoparden, som adskiller sig fra hinanden i udseende og geografisk placering, hvor den afrikanske leopard er den mest almindelige og udbredte, mens de andre er den sjældne amurleopard, den anatolske leopard, barbarileparden, Sinai-leoparden, den sydarabiske leopard og Zanzibar-leoparden. Selv om de afrikanske leopardbestande er stabile i store dele af deres naturlige udbredelsesområde, ser det anderledes ud for de resterende underarter, som ofte er isolerede og kritisk truede (Zanzibar-leoparden menes faktisk nu at være uddød).

Leopardens anatomi og udseende

Leoparden er et dyr med en lang og slank krop, der understøttes af korte, kraftige ben og en lang hale, som bruges til at hjælpe med balancen, når den befinder sig i træerne. Leoparder kan variere meget i deres farvetegning og markeringer afhængigt af deres omgivende levested, hvor de, der findes på åbne græsmarker, har en lysegul baggrundspels, mens de, der findes i skove, har en tendens til at være mørkere i farven og med flere markeringer. De mørke, ringformede mønstre, der dækker leopardernes pels, kaldes rosetter, men de bliver til faste pletter i ansigtet og på lemmerne (og ringe på halen) og giver leoparden camouflage i det omgivende miljø. Leoparder er utroligt stærke og muskuløse dyr og er i stand til at trække sig op i træer ved hjælp af deres ben og indtrækkelige kløer. Som en række andre store kattearter er leoparden i stand til at trække sine kløer ind i hudfolder på poterne for at sikre, at de ikke bliver stumpet af, mens dyret går rundt. Deres skarpe hørelse og syn kombineret med deres lange og meget følsomme knurhår betyder, at leoparder også er utroligt velegnede til at jage i ly af natten.

Leopardernes udbredelse og levesteder

Leoparderne er ikke kun den mest udbredte af alle store katte, men er faktisk også en af de mest tilpasningsdygtige og findes i en række forskellige levesteder. Leoparden findes almindeligvis i hele Afrika syd for Sahara og i det sydlige Asien, men der findes også små og isolerede leopardbestande, som lever på fjerntliggende geografiske steder i Fjernøsten, Nordafrika og Arabien. Leoparden kan findes i mange forskellige områder, forudsat at der er et godt dække og rigeligt med føde, herunder tropiske regnskove, træklædte savanner, golde ørkener og bjerghøjland. En af grundene til, at de stadig menes at overleve med succes i store dele af deres naturlige udbredelsesområde, er, at leoparderne har tilpasset sig den voksende tilstedeværelse af mennesker og er kendt for både at leve og jage i områder tæt på byernes aktivitet. I nogle dele af deres naturlige udbredelsesområde er bestandene dog truet af tabet af deres naturlige levesteder på grund af både skovrydning og voksende bebyggelse.

Leopardernes adfærd og livsstil

Leoparden er et ensomt og nataktivt dyr, der jager både på jorden og i træerne. De er fremragende klatrere og tilbringer langt størstedelen af dagtimerne med at hvile sig i skyggen af grenene i træerne eller under en beskyttet klippe. De er ret unikke blandt store kattedyr, da leoparder i høj grad er afhængige af at kunne komme tæt nok på deres bytte, før de lægger sig i baghold, i stedet for at bruge store mængder energi i en jagt i høj fart. Når byttet er fanget og dræbt, bliver det slæbt i sikkerhed enten i tæt vegetation et par hundrede meter væk eller op ad en træstamme og ind i grenene. Leoparder er meget ensomme dyr, der markerer deres territorium ved hjælp af duftmarkeringer og ved at frembringe grove, raspende kald, der siges at lyde som savning af groft træ. Størrelsen af hjemområderne varierer afhængigt af levestedet og den tilgængelige føde, men hanleopardernes hjemområder er betydeligt større end hunnernes, som ofte overlapper områderne for en række både hanner og andre hunner (nogle gange med op til 40 %).

Leopardernes formering og livscyklus

I hele deres naturlige udbredelsesområde har leoparderne ingen udpræget ynglesæson, idet hunnerne i stedet kan formere sig med et par måneders mellemrum. Efter en drægtighedsperiode, der varer omkring tre måneder, føder leopardhunnen mellem 2 og 6 unger, som fødes blinde og kun vejer et halvt kilo. Leopardunger er utroligt sårbare i naturen og forbliver derfor skjult i tæt vegetation, indtil de er i stand til at følge deres mor rundt i en alder af 6-8 uger, kamufleret af deres mørke, uldne pels og slørede pletter. Leopardungerne bliver fravænnet, når de er omkring tre måneder gamle, og de bliver hos deres mor i yderligere 18 måneder, indtil hun er klar til at parre sig igen og opfordrer sine unger til selvstændigt at etablere deres egne territorier. Selv om hanleoparderne er næsten udelukkende ensomme, undtagen når de parrer sig, må hunleoparderne ikke fjerne sig for langt fra deres mor og etablerer ofte et område, der overlapper hendes område. Leoparder har en tendens til at leve mellem ti og femten år i naturen, afhængigt af levestedet og den tilgængelige fødeudbuddet.

Leopardens kost og bytte

Leoparden er en tavs og opportunistisk jæger, der kun jager og dræber andre dyr for at overleve. Leoparden jager primært mellemstore pattedyr som hjorte og vortesvin, der ofte bliver overfaldet fra grenene ovenover eller tæt vegetation kun få meter væk. Leoparden spiser dog også en lang række små byttedyr, herunder fugle, krybdyr og gnavere, og den jager endda møgbiller, når større dyr er sjældne. Ved at spise meget mindre (og mere varierede) byttedyr er leoparderne i stand til at undgå den intense konkurrence om føde fra andre store kødædere som tigre og hyæner, som de deler dele af deres naturlige udbredelsesområde med. De er også meget snigende dyr, der slæber deres bytte ind i tæt vegetation eller op i træerne for at være i sikkerhed for ådselædere i nærheden. Leoparder er utroligt stærke og er i stand til at tage et bytte, der er meget tungere end dem selv, f.eks. antiloper, som de så på bemærkelsesværdig vis trækker op i de sikre grene for enten at blive spist med det samme eller gemt i en cache (til senere).

Leopardernes rovdyr og trusler

Da leoparden er et snigende og top rovdyr i hele sit naturlige miljø, er den største trussel mod voksne leoparder generelt andre leoparder, samt lejlighedsvis løver eller tigre, der kan komme tæt nok på. Unge leopardunger er imidlertid langt mere sårbare, og det faktum, at de har mange naturlige rovdyr, får dem til at holde sig skjult i den tætte vegetation i deres første par måneder. Det er dog i de perioder, hvor deres mor ikke er på jagt, at leopardungerne er mest truet af hyæner, sjakaler, løver, tigre, slanger og rovfugle. På trods af deres tilpasningsevne til forskellige omgivelser er leopardbestandene i dele af deres naturlige udbredelsesområde faldende på grund af både tab af levesteder til træindustrien og landbruget og menneskers jagt på dem som trofæer og for deres kød og pels.

Interessante fakta og kendetegn ved leoparden

Originalt troede man, at leoparden var en hybrid af løven og jaguaren, men den har været genstand for megen genetisk forvirring og blev først for lidt over 100 år siden rigtig skelnet ordentligt. En del af forvirringen menes at stamme fra den sorte panter, som er en leopard, der har en helt sort pels med lejlighedsvis svage markeringer. Den genetiske mutation, der er kendt som melanisme, og som medfører, at der opstår store mængder af et mørkt pigment i huden og pelsen, findes hos en række pattedyrsarter. Sorte pantere forekommer oftest i tætte skove med større bestande i det sydlige Asien end i Afrika, og de fødes i et kuld, der også indeholder gule unger. Sorte pantere er faktisk ret almindelige, og utroligt nok menes det, at op til 50 % af de leoparder, der findes i de tætte, tropiske regnskove på den malaysiske halvø, er sorte.

Leopardens forhold til mennesker

Siden storvildtjagten tog fart i Afrika, har leoparden været et af de mest eftertragtede dyr for jægere at nedlægge. Som en del af de afrikanske “Big Five”, som er de mest eftertragtede dyr for sportsjægere, er leoparderne i nogle områder især blevet hårdt ramt af trofæjagten. Mange steder forfølges leoparder også ofte af lokalbefolkningen, som dræber dem for deres kød og pels, og også fordi de betragtes som skadedyr for gårde og husdyr på grund af deres manglende frygt for mennesker (selv om de meget sjældent ses). Den seneste opblomstring af turistindustrien i Afrika har imidlertid betydet, at flere og flere mennesker betaler for at få lov til at se et af disse majestætiske dyr i naturen, hvilket bringer penge ind i lokalsamfundene. Dette fører til, at leoparderne i højere grad beskyttes af lokalbefolkningen i stedet for at blive forfulgt, da leoparderne udgør en vigtig og nyopdaget kilde til en god indkomst for lokalbefolkningen.

Leopardernes bevaringsstatus og liv i dag

I dag er leoparden opført af IUCN som et dyr, der er næsten truet i sit naturlige miljø, da bestandene er stabile i en stor del af dens store naturlige udbredelsesområde. En række underarter af leoparden anses imidlertid for at være enten truede eller kritisk truede i deres naturlige levesteder, og en af dem menes nu at være uddød. Det menes at skyldes, at disse bestande enten er små eller geografisk isolerede og er hårdt ramt af lokal jagt og tab af levesteder. I en række afrikanske lande jages leoparder dog stadig lovligt som trofæer af sportsjægere med årlige kvoter tildelt af CITES (The Convention on International Trade in Endangered Species).

Se alle 27 dyr, der begynder med L