Hvad er livmoderhalskræft?

Livmoderhalsen er den nederste del af livmoderen, som forbinder livmoderen med skeden. De fleste livmoderhalskræftformer begynder i cellerne, der beklæder livmoderhalsen, men de ændringer, der fører til kræft, sker normalt meget langsomt og kan identificeres via en Pap-smear (også kendt som en Pap-test), en screeningstest, der anbefales til alle kvinder fra 21-årsalderen. I USA udvikler ca. 12 000 kvinder hvert år livmoderhalskræft. De fleste af dem har ikke fået foretaget regelmæssige Pap-tests.

Hvad er symptomerne?

I de tidlige stadier giver livmoderhalskræft sjældent symptomer, men efterhånden som den udvikler sig, kan kvinderne bemærke en eller flere af disse ændringer:

• Vaginal blødning, der opstår mellem de regelmæssige menstruationsperioder, efter samleje, douching eller en bækkenundersøgelse
• Menstruationsperioder, der varer længere og er tungere end tidligere
• Blødning efter overgangsalderen
• Bæresmerter
• Smerter i bækkenet
• Smerter under sex.

Langt før der opstår symptomer, kan en Pap-test afsløre unormal cellevækst i livmoderhalsen (dette kaldes livmoderhalsdysplasi), som ikke giver nogen symptomer, men betragtes som en prækancerstilstand.

Hvad er årsagerne?

Infektion med visse stammer af det humane papillomavirus (HPV) menes at være den vigtigste årsag til livmoderhalskræft. I 2006 godkendte FDA vaccinen Gardisil, som beskytter mod de to HPV-stammer, der menes at være ansvarlige for 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Andre risikofaktorer omfatter:

• P-piller: En videnskabelig gennemgang af 28 undersøgelser fra 2003 viste, at sammenlignet med kvinder, der aldrig tog orale præventionsmidler, havde de, der tog p-piller i mindre end fem år, en 10 procent øget risiko for livmoderhalskræft; de, der tog dem i fem til ni år, havde en 60 procent øget risiko. Samme undersøgelse viste, at risikoen vender tilbage til det normale 10 år efter, at en kvinde holder op med at tage p-piller.
• Rygning: Kvinder, der ryger, har dobbelt så stor risiko som ikke-rygere som normalt. Man har fundet tobaksbiprodukter i livmoderhalsslimhinden hos kvinder, der ryger, og forskerne mener, at disse stoffer skader livmoderhalscellernes DNA.
• Graviditeter: Flere end tre fuldbyrdede graviditeter er forbundet med en øget risiko. Årsagen er ukendt.

Kost: En kost med et lavt indhold af frugt og grøntsager øger risikoen.

• DES: Døtre af kvinder, der tog stoffet diethylstilbestrol (DES) under graviditeten mellem år 1940 og 1971, kan have en øget risiko for en sjælden form for livmoderhalskræft. DES gives ikke længere til gravide kvinder.

Hvordan diagnosticeres livmoderhalskræft?

I årtier er kvinder blevet screenet for livmoderhalskræft og prækancerøse forandringer, der kan føre til sygdommen, med Pap-testen, hvor der skrabes celler fra livmoderhalsen til laboratorieundersøgelse. Denne test blev udviklet af (og opkaldt efter) George N. Papanicolaou, M.D. Siden dens indførelse i 1941 har Pap-testen været ansvarlig for et enormt fald i antallet af livmoderhalskræfttilfælde.

Kvinder mellem 21 og 29 år bør gennemgå screening for livmoderhalskræft med Pap-test hvert tredje år og derefter hvert femte år med Pap- og HPV-test indtil 65-årsalderen. Det fremgår af retningslinjerne fra US Preventive Services Task Force (USPSTF) og af et samarbejde bestående af American Cancer Society, American Society for Colposcopy and Cervical Pathology og American Society for Clinical Pathology. Kvinder under 21 år og de fleste kvinder over 65 år bør ikke screenes. Det skyldes, at data har vist, at screening ikke reducerer forekomsten af livmoderhalskræft eller dødeligheden i disse grupper, hedder det i retningslinjerne.

En femårig undersøgelse fra National Cancer Institute, der omfattede mere end 330.000 kvinder, som gennemgik både HPV- og Pap-test, viste, at kun omkring tre kvinder ud af 100.000 udviklede livmoderhalskræft efter negative HPV- og Pap-test. Den viste også, at HPV-testene var dobbelt så gode som Pap-testene til at forudsige risikoen for livmoderhalskræft, og at hvis en HPV-test var positiv, kunne en Pap-test bekræfte eller udelukke behovet for opfølgning eller behandling.

Hvis Pap- og HPV-resultaterne er unormale, er følgende tests nødvendige for at stille diagnosen:

• Kolposkopi: Undersøgelse af livmoderhalsen med et kolposkop, et instrument udstyret med et skarpt lys og en forstørrelseslinse, som gør det muligt for lægen at se livmoderhalsen.
• Biopsi: Dette indebærer fjernelse af små prøver af livmoderhalsvæv, som undersøges under et mikroskop for unormale celler. Metoderne til at fjerne vævet omfatter:
  • LEEP: Her bruges en elektrisk trådsløjfe til at skære et tyndt stykke af livmoderhalsvævet af til undersøgelse.
  • Endocervikal curettage: Anvendelse af et lille skeformet instrument kaldet en curette til at skrabe en vævsprøve ud inde fra livmoderhalsen

  Keglebiopsi: Ved denne test fjerner lægen en kegleformet vævsprøve. Dette gør det muligt for patologen, der undersøger vævet, at se, om der er unormale celler på overfladen af livmoderhalsen og under overfladen. Disse biopsier foretages ofte på hospitalet under fuld narkose.

Hvad er den konventionelle behandling?

Behandlingsmulighederne for livmoderhalskræft afhænger af sygdommens stadium ved diagnosen – med andre ord, hvor stor kræften er, hvor langt den er vokset ind i livmoderhalsen, og om den har spredt sig uden for livmoderhalsen. Ofte vil behandlingen være en kombination af kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.

Præcancerøse abnormiteter kan behandles med kryokirurgi – anvendelse af flydende nitrogen på livmoderhalsen for at dræbe de unormale celler ved at fryse dem ned. Alternativt kan der anvendes en laser til at fordampe de unormale celler. En keglebiopsi (se afsnittet Diagnostik ovenfor) kan anvendes ved prækancerøse tilstande samt til andre kvinder med kræft i tidligt stadie, som ønsker at få børn.

En hysterektomi for at fjerne livmoderen og livmoderhalsen (men ikke æggestokkene eller æggelederne) anbefales ofte som behandling af livmoderhalskræft i tidligt stadie og undertiden for livmoderhalskræft i stadie 0 (dette er kendt som carcinoma in situ), når lægerne ikke kan fjerne alle de unormale celler via en keglebiopsi.

For mere fremskredne stadier kan den anbefalede operation være en radikal hysterektomi, hvor livmoderen plus de tilstødende ledbånd, ca. en tomme af skeden, livmoderhalsen og nogle gange nogle lymfeknuder i bækkenet fjernes. En mulighed for unge kvinder, der ønsker at få børn, er en trachelectomi, hvor livmoderhalsen og den øverste del af skeden fjernes, mens livmoderen bliver siddende. Nogle nærliggende lymfeknuder fjernes også. Denne procedure gør det ofte muligt for en kvinde at bære en graviditet til termin og føde via kejsersnit. Risikoen for abort er dog højere end normalt.

Et indgreb, der kaldes bækkenexenteration, kan anbefales ved tilbagevendende livmoderhalskræft. Ved denne operation fjernes livmoderen og livmoderhalsen, og afhængigt af omfanget af kræftspredning også blæren, skeden, endetarmen og en del af tyktarmen.

Efter operationen kan behandlingen af livmoderhalskræft omfatte strålebehandling. Her anvendes røntgenstråler til at ødelægge eventuelle tilbageværende kræftceller. Strålebehandling kan være ekstern (en stråle rettes mod bækkenet) eller intern (kaldet brachyterapi, hvor det radioaktive materiale anbringes i en cylinder i skeden, i et lille metalrør i livmoderen eller i små runde beholdere kaldet ovoider placeret nær livmoderhalsen). Afhængigt af doseringen kan brachyterapi tage kun få dage eller flere uger. Ved lavdosisbehandling opholder patienten sig på hospitalet. Højdosisbehandling foregår ambulant over en periode på flere uger. Det radioaktive materiale indsættes i nogle få minutter pr. aftale.

De kemoterapimidler, der anvendes til behandling af livmoderhalskræft, omfatter cisplatin, paclitaxel (Taxol®), topotecan, ifosfamid (Ifex®) og 5-fluorouracil (5-FU) alene eller i kombination eller i kombination med strålebehandling. De stærke lægemidler, der anvendes til at dræbe kræftceller, kan også skade nogle normale celler, hvilket fører til nogle velkendte bivirkninger af kemoterapi, som kan omfatte kvalme, appetitløshed, hårtab og sår i munden.

Hvilke behandlinger anbefaler Dr. Weil mod livmoderhalskræft?

Dr. Weil erkender, at konventionelle behandlinger, herunder kirurgi, kemoterapi og stråling, uanset hvor ufuldkomne de er, er de eneste dokumenterede metoder til kræftbehandling, der giver udsigt til helbredelse.

Men han anbefaler, at kræftpatienter, når det er muligt, søger behandling hos en integrativ onkolog, som kan kombinere konventionel behandling med komplementære terapier. Desuden foreslår han, at kræftpatienter følger nedenstående strategier, som diskuteres i bogen Integrative Oncology, som han har skrevet sammen med Donald Abrams, M.D., den tidligere direktør for kliniske programmer ved UCSF Osher Center for Integrative Medicine:

Diætændringer:

Anbefalingerne omfatter:

• Et en plantebaseret kost med fokus på et bredt udvalg af farvede frugter og grøntsager. Korsblomstrede grøntsager som broccoli, blomkål og kål indeholder en kræftforebyggende forbindelse, der er så potent, at den er ved at blive undersøgt som kemoterapimiddel. Bær er rige på gavnlige phytonæringsstoffer og antioxidanter. Generelt er en kost, der lægger vægt på frugt og grøntsager, fuldkorn, nødder, koldtvandsfisk, der giver omega-3-fedtsyrer (fiskespisere har en reduceret risiko for kræft), den bedste ernæringsstrategi.
• Mindsk dit indtag af animalsk fedt i almindelighed og rødt kød og mejeriprodukter i særdeleshed for at kontrollere kræftfremmende inflammation i kroppen.
• Undgå raffineret sukker og stærkt forarbejdede kulhydrater, som ikke er gavnlige for personer, der lever med kræft, på grund af deres virkning på insulinproduktionen og insulinlignende vækstfaktorer, som fremmer inflammation og også er forbundet med kræftcelledeling.
• Vælg økologisk frugt og grøntsager. Selv om de er dyre, er de de bedste muligheder for kræftpatienter, ikke kun fordi de er dyrket uden pesticider og andre landbrugskemikalier, men fordi planter, der dyrkes økologisk udendørs, skal beskytte sig selv mod andre planter, rovdyr (insekter, fugle og dyr) og solen. Økologisk dyrkede planter gør dette ved at producere mere intense beskyttende kemikalier, kendt som phytonæringsstoffer, som er gavnlige for os.

Akupunktur:

Kræftpatienter, der behandles samtidig med akupunktur, har tendens til at få det bedre. En konsensuskonference sponsoreret af National Institutes of Health i 1997 blev enig om, at akupunktur er nyttig til behandling af bivirkninger af kemoterapi, herunder kemoterapibetinget kvalme og opkastninger. Akupunktur kan også hjælpe med at øge energien og mindske mundtørhed.

Mind Body Techniques:

Lær mind body techniques såsom guidede billeder, selvhypnose, mindfulness meditation, åndedrætsøvelser, yoga og tai chi for at hjælpe med at reducere stress. Stress påvirker produktionen af hormoner såsom epinephrin og kortisol, der kan nedbryde immunsystemet, hvilket kan føre til en øget risiko for spredning af kræft.

Medicinsk cannabis:

Det er et nyttigt middel til behandling af kvalme, appetitløshed, smerter og søvnløshed, der kan opstå som bivirkninger af kemoterapi eller selve kræften. Ud over dette kan nogle komponenter i cannabis have betydelige kræftbekæmpende virkninger.