Vores resultater er de første, der viser, at mænds ejakulatadfærd og -sammensætning ændrer sig som reaktion på en ny kvindelig stimulus. Når mænd blev udsat for en ny kvindelig stimulus efter gentagen eksponering for en anden kvindelig stimulus, faldt tiden til ejakulation, mens ejakulatvolumen og den samlede motile sæd i ejakulatet steg. Vores resultater har vigtige implikationer for forståelsen af selektivt pres på mandlige reproduktionsmønstre, plasticiteten af ejakulatallokering og diagnose og behandling i forbindelse med mandlig fertilitet.

Vores resultater af nedsat tid til ejakulation og øget ejakulatvolumen og antal motile sædceller med den nye kvindelige stimulus tyder på selektivt pres i vores evolutionære fortid for større investering i og hurtigere overførsel af ejakulater i parringer med andre kvinder end en mands sociale partner (dvs, par-ekstra par-kopulationer). En stigning i det samlede antal bevægelige sædceller kan resultere i større sandsynlighed for befrugtning og større evne til at konkurrere med andre hanners sædceller, mens et fald i tiden til ejakulation kan mindske sandsynligheden for, at en kopulation uden for parforholdet bliver opdaget. Vores resultater supplerer resultaterne fra Koukounas og Over (2000), som viste, at penisomkredsen og den selvrapporterede ophidselse også steg ved eksponering for en ny kvindelig stimulus efter tilvænning til en anden kvindelig stimulus. Ud over beviser for virkninger af nye kvindelige stimuli har andre menneskelige undersøgelser vist ejakulatjustering som reaktion på opfattet risiko for sædkonkurrence (Baker og Bellis 1993; Kilgallon og Simmons 2005). Tilsammen viser disse resultater, at selv om vi stadig ikke har en fuldstændig forståelse af, hvor stærk udvælgelse fra sædkonkurrence har været i menneskers evolutionære fortid (Simmons et al. 2004; Larmuseau et al. 2013; Leivers og Simmons 2014; Shackelford et al. in press), reagerer mandlig fysiologi og adfærd på en sådan måde, der er i overensstemmelse med en historie med sædkonkurrence og parringsmuligheder uden for parret.

Men selv om vi fandt en effekt af en ny kvindelig stimulus på nogle ejakulatparametre, fandt vi ingen effekter af gentagen eksponering for de samme kvindelige og mandlige stimuli. Tidligere undersøgelser har fundet beviser for seksuel tilvænning hos mænd. Mandlig ophidselse, målt ved penile tumescence, faldt ved gentagen eksponering for den samme seksuelt eksplicitte stimulus over kortere (dvs. mindre end 60 min; O’Donohue og Geer 1985; Plaud et al. 1997; Koukounas og Over 2000; Dawson et al. 2013) og længere tidsperioder (dvs. 3-6 uger; O’Donohue og Plaud 1994; Plaud et al. 1997). I modsætning hertil fandt vi ikke signifikante ændringer i nogen af de ejakulatparametre, vi målte mellem en mands første og sjette eksponering for stimulusmateriale, der involverer den samme skuespiller og skuespillerinde over en periode på 11-14 dage. De eneste tendenser i vores data, der var i overensstemmelse med en tilvænningseffekt, var et fald i ejakulatvolumen (t = -0.72; df = 15; p = 0.24) og en stigning i tiden indtil ejakulation (t = 1.23; df = 19; p = 0.12). Interessant nok var disse to af de tre parametre, der ændrede sig signifikant med den nye kvindelige eksponering. Det er muligt, at mere dybtgående ændringer i disse parametre ville forekomme i tilvænningsfasen med et øget antal eksponeringer for den velkendte kvinde.

De kontrasterende resultater af vores undersøgelse og resultaterne af tidligere undersøgelser kunne også skyldes, at vores undersøgelse adskilte sig fra tidligere undersøgelser på to grundlæggende måder. For det første testede vi for tilvænning til skuespillerinden og/eller skuespilleren i filmklippet ved at udsætte hanner gentagne gange for klip, der indeholder de samme personer, men forskellige tilfældigt udvalgte scener. I modsætning hertil brugte tidligere undersøgelser, som fandt en tilvænningseffekt på mænds seksuelle ophidselse, det samme nøjagtige stimulusmateriale gentagne gange og testede således for tilvænning til ethvert aspekt af materialet. Det er muligt, at eksponering for forskellige seksuelle handlinger i tilvænningsfasen af vores undersøgelse tilføjede variation til ejakulatparametrene, hvilket til gengæld mindskede vores evne til at skelne eventuelle signifikante tilvænningseffekter. I fremtiden vil det være vigtigt at skelne mellem tilvænning til et bestemt stimulusmateriale, som både omfatter de samme personer og den samme scene, og tilvænning til en bestemt person eller bestemte personer. For det andet testede vores undersøgelse for effekten af habituation på et sæt ejakulatparametre, mens tidligere undersøgelser testede for effekter på ophidselse. Sammenhængen mellem sædparametre og ophidselse er ikke blevet godt undersøgt, selv om der er visse tegn på, at de er positivt forbundet (Zavos 1985; Zavos og Goodpasture 1989; van Roijen et al. 1996). I tilfælde af habitueringsundersøgelser giver test af virkninger på ophidselsesreaktion ikke mulighed for, at deltagerne kan ejakulere under sessionen. Derfor kan fald i hannernes ophidselse ved gentagen eksponering for en bestemt kvindestimulus være et fysiologisk svar på opfattede forpurrede parringsforsøg. Det kan være dyrt for hannerne at blive gentagne gange ophidset uden ejakulation. I naturlige omgivelser kan ophidselse resultere i, at hannerne forfølger en partner, hvilket kan være både energimæssigt dyrt og risikabelt. Hvis omkostningerne ved gentagen ophidselse af den samme hun ikke opvejes af fordelene ved en vellykket parring (f.eks. inseminering, styrkelse af parbindingen), kan ophidselse i dette scenario være en modvalg. Endelig er det muligt, at ejakulatparametre, der ikke blev målt i vores undersøgelse, fulgte mønstre, der er i overensstemmelse med tilvænning.

Fremtidige undersøgelser bør evaluere, om nedsat investering i ejakulatparametre ved gentagen eksponering for den samme hunlige stimulus forekommer ved hjælp af forskellige eksperimentelle betingelser. Seks seksuelle møder i løbet af en 2-ugers periode, som anvendt i vores undersøgelse, ville have en lav sandsynlighed for undfangelse (Zinaman et al. 1996; Thoma et al. 2013). Som følge heraf kan der ses vanedannelsesvirkninger efter mere langvarig eksponering. Endvidere forudsiger vi, at mandlige investeringer ville være mere tilbøjelige til at falde med øget eksponering for den samme hun under forhold, hvor mandlige ejakulatkomponenter var begrænsede. Denne tilstand kunne fremkaldes ved at nedsætte tiden mellem ejakulatopsamlingerne. Hvis disse forudsigelser ikke understøttes, kan det være, at virkningerne af gentagen eksponering for den samme stimulus påvirker ejakulatets sammensætning forskelligt hos arter med graviditet og kortvarig opbevaring af sæd (f.eks. mange pattedyr; Holt og Lloyd 2010) end hos arter, der lægger æg og har langvarig opbevaring af sæd (f.eks. mange leddyr, padder, fisk, fugle og krybdyr; Holt og Lloyd 2010). Det kunne f.eks. være, at hanner i den førstnævnte type arter kun nedsætter ejakulatinvesteringen, efter at der er opdaget graviditet.

Ud over at bidrage med indsigt til den voksende litteratur omkring menneskets evolutionsbiologi og seksuel udvælgelse er resultaterne af denne undersøgelse af relevans for fertilitetsmedicin. Specifikt antyder denne undersøgelse, at mandlig infertilitet kan være underdiagnosticeret, da ejakulatprøver, der anvendes til at teste for infertilitet og subfertilitet, ofte indsamles ved hjælp af billeder, der forestiller andre kvinder end mandens partner (Yamamoto et al. 2000). Denne effekt kan imidlertid modvirkes af den højere frugtbarhed af ejakulater, der produceres under samleje end under onani (f.eks. Zavos 1985; Sofikitis og Miyagawa 1993). Vores resultater tyder på, at det vil være vigtigt for fremtidige undersøgelser, der sammenligner fertiliteten af ejakulater produceret under forskellige forhold og undersøgelser af mandlige fertilitetsdiagnoser, at tage hensyn til virkningerne af stimulering fra nye hunner og seksuelle scenarier. Overvejelser om virkningen af nye stimuli kan resultere i forskellige konklusioner for sådanne undersøgelser og diagnoser. Fremme af teknikker, der i højere grad svarer til normale seksuelle scenarier, der anvendes af patienter under befrugtningsforsøg, kan forbedre nøjagtigheden af diagnoser af mandlig infertilitet, mens brugen af nye stimuli kan forbedre resultatet af assisterede reproduktionsteknikker.

I vores undersøgelse producerede mændene i konklusionen ejakulater af højere kvalitet, når de blev udsat for nye, snarere end velkendte, kvinder. Derudover ejakulerede mænd hurtigere, når de så en ny kvinde efter at have været udsat for den samme kvinde gentagne gange. Disse data tyder på, at mænd foretrækker at investere mere i nye seksuelle situationer, der involverer ukendte kvinder. Der kunne gennemføres yderligere forskning for at belyse de nærliggende mekanismer, der påvirker differentiel ejakulatallokering hos mennesker. Desuden kunne yderligere undersøgelser af ejakulatets sammensætning, herunder analyse af sædvæskens proteiner, afsløre andre ejakulatkomponenter, som ændrer sig i forbindelse med nye stimuli. Disse fremtidige undersøgelser kan hjælpe læger med at udforme forbedrede strategier til diagnosticering af mandlig infertilitet og til assisteret reproduktionsteknologi ved at give indsigt i årsagerne til variationen i sædparametre hos mennesker.