Abstract

Men selv om Marshallplanen (1948-1951) blev udformet som, og kan med rette opfattes som et instrument i amerikansk udenrigspolitik, var den i bund og grund et økonomisk foretagende – et foretagende bestående af en betydelig overførsel af finansielle og tekniske ressourcer fra USA til en gruppe vesteuropæiske lande med det formål at hjælpe sidstnævnte med at udføre specifikke økonomiske opgaver og nå specifikke økonomiske mål inden for en bestemt tidsperiode. Det vises her, at kun nogle af de mål, som den amerikanske kongres havde givet mandat til, og som de europæiske lande havde sat sig som mål, faktisk var nået, da Marshallplanen sluttede. Men der argumenteres også for, at Marshallplanens betydning som et økonomisk program ikke så meget ligger i de umiddelbare økonomiske resultater på kort sigt som i dens langsigtede virkning. For det, den gjorde, var at lægge et solidt grundlag, hvorfra de europæiske nationer kunne skabe deres egen økonomiske dynamik og nå et punkt med selvbærende økonomisk vækst i årtierne efter afslutningen af selve Marshallplanen.