De fem største lande efter biologisk mangfoldighed

Diskussionen om miljøbeskyttelse fokuserer ofte på regeringens rolle, lovgivning og retshåndhævelse. I bredeste forstand kan miljøbeskyttelse imidlertid ses som et ansvar for hele befolkningen og ikke blot som et ansvar for regeringen. Beslutninger, der påvirker miljøet, vil ideelt set involvere en bred vifte af interessenter, herunder industrien, oprindelige befolkningsgrupper, miljøgrupper og repræsentanter for lokalsamfundet. Efterhånden er beslutningsprocesserne på miljøområdet ved at udvikle sig til at afspejle denne brede base af interessenter og bliver mere samarbejdsorienterede i mange lande.

TanzaniaRediger

Flere forfatninger anerkender, at Tanzania er anerkendt for at have en af de største biodiversiteter af alle afrikanske lande. Næsten 40 % af landet er blevet oprettet i et netværk af beskyttede områder, herunder flere nationalparker. Bekymringerne for det naturlige miljø omfatter skader på økosystemer og tab af levesteder som følge af befolkningstilvækst, udvidelse af subsistenslandbrug, forurening, træudvinding og betydelig brug af træ som brændsel.

Miljøbeskyttelse i Tanzania begyndte under den tyske besættelse af Østafrika (1884-1919) – der blev vedtaget koloniale bevarelseslove til beskyttelse af vildt og skove, hvorved der blev indført restriktioner for traditionelle indfødte aktiviteter som jagt, indsamling af brænde og græsning af kvæg. I 1948 blev Serengeti officielt oprettet som den første nationalpark for vilde katte i Østafrika. Siden 1983 har der været en mere vidtrækkende indsats for at forvalte miljøspørgsmål på nationalt plan gennem oprettelsen af det nationale miljøforvaltningsråd (NEMC) og udarbejdelsen af en miljølov. I 1998 begyndte Environment Improvement Trust (EIT) at arbejde for miljø & skovbeskyttelse i Indien fra en lille by Sojat. Grundlæggeren af Environment Improvement Trust er CA Gajendra Kumar Jain, der arbejder sammen med frivillige.

Zebraer på Serengeti savana-sletterne i den nordlige del af Tanzania

Division of the biosphere er det vigtigste statslige organ, der fører tilsyn med beskyttelsen. Det gør den ved at formulere politikker, koordinere og overvåge miljøspørgsmål, miljøplanlægning og politisk orienteret miljøforskning. Det nationale miljøforvaltningsråd (NEMC) er en institution, der blev oprettet, da den nationale miljøforvaltningslov blev indført for første gang i 1983. Dette råd har til opgave at rådgive regeringer og det internationale samfund om en række miljøspørgsmål. NEMC har følgende formål: at yde teknisk rådgivning; koordinere tekniske aktiviteter; udvikle retningslinjer og procedurer for håndhævelse; vurdere, overvåge og evaluere aktiviteter, der påvirker miljøet; fremme og bistå miljøinformation og -kommunikation; og søge at fremme videnskabelig viden.

Den nationale miljøpolitik fra 1997 fungerer som en ramme for beslutningstagning på miljøområdet i Tanzania. Politikkens mål er at opnå følgende:

• Sikre en bæredygtig og retfærdig udnyttelse af ressourcerne uden at forringe miljøet eller bringe sundhed eller sikkerhed i fare.
• Forebygge og kontrollere forringelse af jord, vand, vegetation og luft
• Bevare og forbedre den naturlige og menneskeskabte arv, herunder den biologiske mangfoldighed i unikke økosystemer
• Forbedre tilstand og produktivitet i nedbrudte områder
• Skabelse af bevidsthed om og forståelse af sammenhængen mellem miljø og udvikling
• Fremme individuel og samfundsmæssig deltagelse
• Fremme internationalt samarbejde
• Anvendelse af miljøvenlige ressourcer.

Tanzania har undertegnet en lang række internationale konventioner, herunder Rio-erklæringen om udvikling og miljø fra 1992 og konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1996. Miljøforvaltningsloven fra 2004 er den første omfattende juridiske og institutionelle ramme til at styre miljøforvaltningsbeslutninger. De politiske værktøjer, der indgår i loven, omfatter bl.a. brug af miljøkonsekvensvurderinger, strategiske miljøvurderinger og beskatning af forurening for specifikke industrier og produkter. Det vil først med tiden vise sig, hvor effektivt denne lov kan ændres, efterhånden som det bliver klart, at der er problemer med dens gennemførelse, fordi der historisk set har været mangel på kapacitet til at håndhæve miljølovgivningen og mangel på arbejdsredskaber til at føre miljøbeskyttelsesmålene ud i livet.

KinaRediger

Longwanqun National Forest Park er et nationalt beskyttet naturområde i Huinan County, Jilin, Kina

Formel miljøbeskyttelse i Kina House blev først stimuleret af De Forenede Nationers konference om det menneskelige miljø i 1972 i Stockholm, Sverige. Efter denne begyndte de at oprette miljøbeskyttelsesagenturer og indføre kontrol med en del af deres industriaffald. Kina var et af de første udviklingslande til at gennemføre en strategi for bæredygtig udvikling. I 1983 meddelte statsrådet, at miljøbeskyttelse skulle være en af Kinas grundlæggende nationale politikker, og i 1984 blev det nationale miljøbeskyttelsesagentur (NEPA) oprettet. Efter alvorlige oversvømmelser i Yangtze-flodens afvandingsområde i 1998 blev NEPA opgraderet til statens miljøbeskyttelsesagentur (SEPA), hvilket betød, at miljøbeskyttelse nu blev gennemført på ministerielt niveau. I 2008 blev SEPA kendt under sit nuværende navn Folkerepublikken Kinas Miljøbeskyttelsesministerium (MEP).

Miljøforurening og økologisk nedbrydning har medført økonomiske tab for Kina. I 2005 blev de økonomiske tab (hovedsagelig som følge af luftforurening) beregnet til 7,7 % af Kinas BNP. Dette steg til 10,3 % i 2002, og det økonomiske tab som følge af vandforurening (6,1 %) begyndte at overgå det økonomiske tab som følge af luftforurening.Kina har været et af de lande, der har opnået de bedste resultater med hensyn til vækst i BNP (9,64 % i de seneste ti år). Den høje økonomiske vækst har imidlertid lagt et enormt pres på landets miljø, og de miljømæssige udfordringer, som Kina står over for, er større end i de fleste andre lande. I 2010 lå Kina på en 121. plads ud af 163 lande på Environmental Performance Index.

Kina har taget initiativer til at øge sin miljøbeskyttelse og bekæmpe miljøforringelse:

• Kinas investeringer i vedvarende energi steg med 18 % i 2007 til 15 dollar.EUR, hvilket svarer til ~10 % af de globale investeringer på dette område;
• I 2008 udgjorde udgifterne til miljøet 1,49 % af BNP, hvilket er en stigning på 3,4 gange i forhold til 2000;
• Udledningen af CO (kulilte) og SO2 (svovldioxid) faldt med henholdsvis 6,61 % og 8,95 % i 2008 i forhold til 2005;
• Kinas beskyttede naturreservater er steget betydeligt. I 1978 var der kun 34 sammenlignet med 2.538 i 2010. Det beskyttede naturreservatssystem dækker nu 15,5 % af landet; det er højere end verdensgennemsnittet.

Hurtig vækst i BNP har været Kinas hovedmål i de seneste tre årtier med en dominerende udviklingsmodel med ineffektiv ressourceudnyttelse og høj forurening for at opnå et højt BNP. For at Kina kan udvikle sig bæredygtigt, bør miljøbeskyttelse behandles som en integreret del af landets økonomiske politikker.

Citat fra Shengxian Zhou, leder af MEP (2009): “En god økonomisk politik er en god miljøpolitik, og miljøproblemernes art er den økonomiske struktur, produktionsform og udviklingsmodel.”

Den Europæiske UnionRediger

Miljøbeskyttelse er blevet en vigtig opgave for Det Europæiske Fællesskabs institutioner efter Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union, der blev ratificeret af alle medlemslandene. EU er aktiv på det miljøpolitiske område og udsteder direktiver som f.eks. om miljøkonsekvensvurdering og om adgang til miljøoplysninger for borgerne i medlemsstaterne.

IrlandRediger

Miljøbeskyttelsesagenturet, Irland (EPA)EPA har en bred vifte af funktioner til at beskytte miljøet, og dets primære ansvarsområder omfatter bl.a:

• Miljøtilladelser
• Håndhævelse af miljølovgivningen
• Miljøplanlægning, -uddannelse og -vejledning
• Overvågning, analyse og rapportering om miljøet
• Regulering af Irlands drivhusgasemissioner
• Miljøforskningsudvikling
• Strategisk miljøvurdering
• Affaldshåndtering
• Radiologisk beskyttelse

MellemøstenRediger

De mellemøstlige lande bliver en del af den fælles islamiske miljøaktion, som blev indledt i 2002 i Jeddah. Under den islamiske organisation for uddannelse, videnskab og kultur deltager medlemslandene hvert andet år i den islamiske miljøministerkonference, hvor der fokuseres på vigtigheden af miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling. De arabiske lande får også titlen som den bedste miljøforvaltning i den islamiske verden.

I august 2019 vandt sultanatet Oman prisen for 2018-19 i Saudi-Arabien med henvisning til projektet “Verifying the Age and Growth of Spotted Small Spots in the Northwest Coast of the Sea of Oman”.

RuslandRuslandRediger

I Rusland betragtes miljøbeskyttelse som en integrerende del af den nationale sikkerhed. Der findes et autoriseret statsorgan, det føderale ministerium for naturressourcer og økologi. Der er dog mange miljøproblemer i Rusland.

LatinamerikaRediger

De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) har identificeret 17 lande med megadiversitet. Listen omfatter seks latinamerikanske lande: Brasilien, Colombia, Ecuador, Mexico, Peru og Venezuela. Mexico og Brasilien skiller sig ud blandt de øvrige, fordi de har det største areal, den største befolkning og det største antal arter. Disse lande udgør et stort problem for miljøbeskyttelsen, fordi de har en høj grad af afskovning, tab af økosystemer, forurening og befolkningstilvækst.

BrasilienRediger

Panorama af Iguazu-vandfaldene i Brasilien

Brasilien har den største mængde af verdens tropiske skove, 4.105.401 km2 (48,1 % af Brasilien), koncentreret i Amazonasområdet. Brasilien er hjemsted for en enorm biologisk mangfoldighed og ligger først blandt de megadiverse lande i verden med mellem 15 %-20 % af de 1,5 millioner globalt beskrevne arter.

Den organisation, der har ansvaret for miljøbeskyttelse, er det brasilianske miljøministerium (på portugisisk: Ministério do Meio Ambiente, MMA). Det blev først oprettet i 1973 med navnet Secretaria Especial de Meio Ambiente (Secretaria Especial de Meio Ambiente) og skiftede navn flere gange, hvorefter det endelige navn blev vedtaget i 1999. Ministeriet er ansvarligt for at behandle følgende spørgsmål:

• En national politik for miljø og for vandressourcer;
• En politik for bevarelse, bevaring og bæredygtig udnyttelse af økosystemer, biodiversitet og skove;
• Forslag til strategier, mekanismer, økonomiske og sociale instrumenter til forbedring af miljøkvaliteten og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne;
• Politikker for integrering af produktion og miljø;
• Miljøpolitikker og -programmer for det lovlige Amazonas;
• Økologisk og økonomisk territorial zoneinddeling.

I 2011 dækkede de beskyttede områder i Amazonas 2.197.485 km2 (et areal større end Grønland), hvor bevaringsenheder, som nationalparker, udgør lidt over halvdelen (50.6 %) og indfødte territorier udgør de resterende 49,4 %.

MexicoRediger

Axolotl er en endemisk art fra den centrale del af Mexico

Med over 200.000 forskellige arter er Mexico hjemsted for 10-12 % af verdens biodiversitet og ligger på førstepladsen i biodiversitet af krybdyr og på andenpladsen i biodiversitet af pattedyr – et skøn angiver, at over 50 % af alle dyre- og plantearter lever i Mexico.

Historien om miljøpolitikken i Mexico begyndte i 1940’erne med vedtagelsen af loven om bevarelse af jord og vand (på spansk: Ley de Conservación de Suelo y Agua). Tre årtier senere, i begyndelsen af 1970’erne, blev loven om forebyggelse og kontrol af miljøforurening indført (Ley para Prevenir y Controlar la Contaminación Ambiental).

I 1972 var det første direkte svar fra den føderale regering på de truende sundhedsmæssige virkninger af miljøproblemer. Den etablerede den administrative organisation af sekretariatet for forbedring af miljøet (Subsecretaría para el Mejoramiento del Ambiente) i Ministeriet for Sundhed og Velfærd.

Sekretariatet for Miljø og Naturressourcer (Secretaría del Medio Ambiente y Recursos Naturales, SEMARNAT) er Mexicos miljøministerium. Ministeriet har ansvaret for at tage sig af følgende spørgsmål:

• Fremme beskyttelse, genopretning og bevarelse af økosystemer, naturressourcer, varer og miljøtjenester og lette deres anvendelse og bæredygtige udvikling.
• Udarbejde og gennemføre en national politik for naturressourcer
• Fremme miljøforvaltning på det nationale område i koordination med alle regeringsniveauer og den private sektor.
• Evaluere og træffe afgørelse om miljøkonsekvensvurderinger for udviklingsprojekter og forebyggelse af økologiske skader
• Implementere nationale politikker om klimaændringer og beskyttelse af ozonlaget.
• Lede arbejde og undersøgelser af nationale meteorologiske, klimatologiske, hydrologiske og geohydrologiske systemer og deltage i internationale konventioner om disse emner.
• Regulere og overvåge bevarelsen af vandveje

I november 2000 var der 127 beskyttede områder; i øjeblikket er der 174, der dækker et areal på 25.384.818 hektar, hvilket øger de føderalt beskyttede områder fra 8.6% til 12,85% af landets landareal.

OceanienBearbejd

AustralienBearbejd

Great Barrier Reef i Australien er det største barriererev i verden

I 2008 var der 98.487.116 ha terrestrisk beskyttet område, hvilket dækker 12,8% af Australiens landareal. Tallene fra 2002 på 10,1 % af det terrestriske areal og 64 615 554 ha beskyttet havområde viste sig kun dårligt at repræsentere omkring halvdelen af Australiens 85 bioregioner.

Miljøbeskyttelse i Australien kan ses som starten på dannelsen af den første nationalpark, Royal National Park, i 1879. Den mere progressive miljøbeskyttelse fik sin begyndelse i 1960’erne og 1970’erne med store internationale programmer som FN’s konference om det menneskelige miljø i 1972, OECD’s miljøkomité i 1970 og FN’s miljøprogram i 1972. Disse begivenheder lagde fundamentet ved at øge offentlighedens bevidsthed og støtte til regulering. Statslig miljølovgivning var uregelmæssig og mangelfuld, indtil Australian Environment Council (AEC) og Council of Nature Conservation Ministers (CONCOM) blev oprettet i 1972 og 1974, hvorved der blev skabt et forum til at bistå med at koordinere miljø- og bevarelsespolitikker mellem stater og nabolande. Disse råd er siden blevet erstattet af Australian and New Zealand Environment and Conservation Council (ANZECC) i 1991 og endelig Environment Protection and Heritage Council (EPHC) i 2001.

På nationalt plan er Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999 (lov om miljøbeskyttelse og bevarelse af biodiversitet) den primære miljøbeskyttelseslovgivning for Commonwealth of Australia. Den vedrører spørgsmål af national og international miljømæssig betydning vedrørende flora, fauna, økologiske samfund og kulturarv. Den har også jurisdiktion over enhver aktivitet, der udføres af Commonwealth eller påvirker det, og som har en betydelig indvirkning på miljøet.Loven dækker otte hovedområder:

• National Heritage Sites
• World Heritage Sites
• Ramsar-vådområder
• Nationalt truede eller udryddelsestruede arter og økologiske samfund
• Nukleare aktiviteter og handlinger
• Great Barrier Reef Marine Park
• Migrerende arter
• Samfundets havområder

Der er flere beskyttede områder i Commonwealth som følge af partnerskaber med traditionelle indfødte ejere, såsom Kakadu National Park, usædvanlig biodiversitet såsom Christmas Island National Park, eller forvaltes i samarbejde på grund af beliggenhed på tværs af delstaterne, såsom Australian Alps National Parks and Reserves.

På delstatsniveau er hovedparten af miljøbeskyttelsesspørgsmålene overladt til delstaten eller territoriet. Hver delstat i Australien har sin egen miljøbeskyttelseslovgivning og tilsvarende organer. Deres jurisdiktion er ens og dækker forurening fra punktkilder, f.eks. fra industri eller kommercielle aktiviteter, areal-/vandanvendelse og affaldshåndtering. De fleste beskyttede områder forvaltes af delstater og territorier, idet delstaternes love skaber forskellige grader og definitioner af beskyttede områder som f.eks. vildmark, nationale land- og havparker, statsskove og bevaringsområder. Staterne udarbejder også regler for at begrænse og yde generel beskyttelse mod luft-, vand- og lydforurening.

På lokalt plan har de enkelte by- eller regionsråd ansvaret for spørgsmål, der ikke er omfattet af statslig eller national lovgivning. Dette omfatter ikke-punktkildeforurening eller diffus forurening, såsom sedimentforurening fra byggepladser.

Australien ligger på andenpladsen på FN’s 2010-indeks for menneskelig udvikling og har en af de laveste gældskvoter i forhold til BNP blandt de udviklede økonomier. Dette kan ses som værende sket på bekostning af miljøet, idet Australien er verdens førende inden for eksport af kul og udryddelse af arter. Nogle har været motiveret til at proklamere, at det er Australiens ansvar at sætte et eksempel med hensyn til miljøreformer, som resten af verden kan følge.

New ZealandRediger

På nationalt plan er miljøministeriet ansvarlig for miljøpolitikken, og Department of Conservation tager sig af naturbevaringsspørgsmål. På regionalt niveau administrerer de regionale råd lovgivningen og tager sig af regionale miljøspørgsmål.

SchweizRediger

Miljøbeskyttelsen i Schweiz er primært baseret på de foranstaltninger, der skal træffes mod den globale opvarmning. Forureningen i Schweiz er hovedsageligt forurening forårsaget af køretøjer og affald fra turister.

USARediger

Yosemite National Park i Californien, et af de første beskyttede områder i USA.

Siden 1969 har det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur (EPA) arbejdet for at beskytte miljøet og menneskers sundhed.

Miljøbeskyttelsesagenturet (EPA) er et uafhængigt offentligt organ under ministeriet for kommunikation, klimaindsats & miljø, der er oprettet i henhold til loven om miljøbeskyttelsesagenturet fra 1992.

Alle amerikanske delstater har deres egne miljøbeskyttelsesministerier på delstatsniveau, som kan udstede regler, der er strengere end de føderale.

I januar 2010 blev EPA-administrator Lisa P. Jackson via den officielle EPA-blog sine “Seven Priorities for EPA’s Future”, som var (i den oprindeligt anførte rækkefølge):

• Gør noget ved klimaændringerne
• Forbedring af luftkvaliteten
• Sikring af kemikaliernes sikkerhed
• Sanering af lokalsamfund
• Beskyttelse af America’s waters
• Udvidelse af samtalen om miljøalisme og arbejde for miljømæssig retfærdighed
• Opbygning af stærke statslige og stammesamfundspartnerskaber

Fra 2019, er det uklart, om disse stadig repræsenterer agenturets aktive prioriteter, da Jackson fratrådte i februar 2013, og siden er ikke blevet opdateret i mellemtiden.

IndienRediger

Den indiske forfatning indeholder en række bestemmelser, der afgrænser centralregeringens og delstatsregeringens ansvar for miljøbeskyttelse. Statens ansvar med hensyn til miljøbeskyttelse er blevet fastlagt i henhold til artikel 48-A i vores forfatning, hvori det hedder, at “staterne skal bestræbe sig på at beskytte og forbedre miljøet og beskytte landets skove og vilde dyreliv”.

Miljøbeskyttelse er blevet gjort til en grundlæggende pligt for alle borgere i Indien i henhold til forfatningens artikel 51-A (g), hvori det hedder: “Det skal være en pligt for alle borgere i Indien at beskytte og forbedre det naturlige miljø, herunder skove, søer, floder og dyreliv, og at have medfølelse med levende væsener”.

Konstitutionens artikel 21 er en grundlæggende rettighed, hvori det hedder: “Ingen person må berøves sit liv eller sin personlige frihed undtagen i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat ved lov”.