Hovedartikel: Selv om Watson og Crick var de første til at samle alle de spredte fragmenter af information, der var nødvendige for at fremstille en vellykket molekylær model af DNA, havde deres resultater været baseret på data indsamlet af forskere i flere andre laboratorier. F.eks. byggede de på offentliggjort forskning vedrørende opdagelsen af brintbindinger i DNA af John Masson Gulland, Denis Jordan og deres kolleger på University College Nottingham i 1947. Ved opdagelsen af DNA-dobbeltspiralen blev der imidlertid også anvendt en betydelig mængde materiale fra Rosalind Franklins, A.R. Stokes, Maurice Wilkins og H.R. Wilson på King’s College i London, som ikke var blevet offentliggjort. Vigtige data fra Wilkins, Stokes og Wilson og, separat, fra Franklin og Gosling blev offentliggjort i to separate artikler i samme nummer af Nature som artiklen af Watson og Crick. I artiklen af Watson og Crick anerkendte Watson og Crick, at de var blevet “stimuleret” af de eksperimentelle resultater fra King’s College-forskerne, og en lignende anerkendelse blev offentliggjort af Wilkins, Stokes og Wilson i den efterfølgende artikel på tre sider.

I 1968 offentliggjorde Watson en meget kontroversiel selvbiografisk beretning om opdagelsen af DNA’s dobbelthelikale, molekylære struktur kaldet The Double Helix, som hverken Crick eller Wilkins accepterede offentligt. Desuden trykte Erwin Chargaff også en temmelig “usympatisk anmeldelse” af Watsons bog i udgaven af Science af 29. marts 1968. I bogen udtalte Watson bl.a., at han og Crick havde adgang til nogle af Franklins data fra en kilde, som hun ikke var bekendt med, og også at han – uden hendes tilladelse – havde set B-DNA røntgendiffraktionsmønsteret, som Franklin og Gosling havde fået i maj 1952 på King’s i London. Især havde Franklin i slutningen af 1952 indsendt en fremskridtsrapport til Medical Research Council, som blev gennemgået af Max Perutz, der dengang var ansat på Cavendish Laboratory ved University of Cambridge. Watson og Crick arbejdede også i det MRC-støttede Cavendish-laboratorium i Cambridge, mens Wilkins og Franklin var i det MRC-støttede laboratorium på King’s i London. Sådanne MRC-rapporter blev normalt ikke udbredt, men Crick læste en kopi af Franklins forskningsresumé i begyndelsen af 1953.

Perutz’ begrundelse for at videregive Franklins rapport om den krystallografiske enhed i B-DNA- og A-DNA-strukturerne til både Crick og Watson var, at rapporten indeholdt oplysninger, som Watson havde hørt før, nemlig i november 1951, da Franklin talte om sine upublicerede resultater med Raymond Gosling under et møde arrangeret af M.H.F. Wilkins på King’s College efter anmodning fra Crick og Watson; Perutz sagde, at han ikke havde handlet uetisk, fordi rapporten havde været et led i et forsøg på at fremme en bredere kontakt mellem forskellige MRC-forskningsgrupper og ikke var fortrolig. Denne begrundelse ville udelukke Crick, som ikke var til stede på mødet i november 1951, men Perutz gav ham alligevel også adgang til Franklins data fra MRC-rapporten. Crick og Watson søgte derefter tilladelse hos Cavendish Laboratory-chefen William Lawrence Bragg til at offentliggøre deres dobbelt-helix-molekylmodel af DNA baseret på data fra Franklin og Wilkins.

I november 1951 havde Watson efter eget udsagn kun fået lidt uddannelse i røntgenkrystallografi og havde derfor ikke fuldt ud forstået, hvad Franklin sagde om DNA-molekylets strukturelle symmetri. Crick, der imidlertid kendte Fouriertransformationerne af Bessel-funktioner, som repræsenterer røntgendiffraktionsmønstre af atomers spiralformede strukturer, fortolkede korrekt yderligere et af Franklins eksperimentelle resultater som en indikation af, at DNA højst sandsynligt var en dobbeltspiral med de to polynukleotidkæder, der løber i modsatte retninger. Crick var således i en enestående position til at foretage denne fortolkning, fordi han tidligere havde arbejdet med røntgendiffraktionsdata for andre store molekyler, der havde en spiralformet symmetri, der lignede DNA’s. Franklin afviste derimod den første tilgang til opbygning af molekylære modeller, som Crick og Watson foreslog: Den første DNA-model, som Watson i 1952 præsenterede for hende og Wilkins i London, havde en åbenlyst forkert struktur med hydrerede ladede grupper på indersiden af modellen i stedet for på ydersiden. Watson indrømmede udtrykkeligt dette i sin bog The Double Helix.