Kontekst: Martin Luther King, Jr. og USA i april 1968

Mordet på Martin Luther King, Jr. var en af de jordskælvende begivenheder i 1968, der gjorde det til et af de mest omtumlede og betydningsfulde år i amerikansk historie. Borgerrettighedsbevægelsen, Vietnamkrigen og antikrigsbevægelsen var alle i fuld gang, da året begyndte. Kings modstand mod Vietnamkrigen havde været støt voksende siden 1965, selv om han i begyndelsen var tilbageholdende med at kritisere præsident Lyndon B. Johnsons krigsførelse, som havde været en vigtig allieret i bestræbelserne på at få vedtaget Civil Rights Act of 1964 og Voting Rights Act of 1965. Da krigsindsatsen begyndte at stjæle midler fra Johnsons Great Society-plan, blev King imidlertid en mere højlydt kritiker, og hans modstand mod krigen voksede til at omfatte en mere radikal kritik af det, han så som amerikansk militarisme og imperialisme. King tog også den amerikanske kapitalisme til indtægt og begyndte at beskrive ulighed i økonomiske såvel som racemæssige termer. “Beyond Vietnam”, den tale, som han holdt i Riverside Church i New York City den 4. april 1967, præcis et år før sin død, samlede alle disse elementer i en tale, der manifesterede hans modstand mod krigen.

En række mainstream-publikationer, herunder The New York Times og The Washington Post, mente, at King var gået for vidt med talen. Han var allerede begyndt at finde sig selv mellem to og fire. Mange hvide så ham som en farlig radikal. På den anden side var et stigende antal militante afroamerikanere på trods af hans stadig mere radikale budskab blevet utålmodige med hans ikke-voldelige metoder og det, de så som manglende succes i hans borgerrettighedsindsats i de nordlige byer. Der var gået adskillige år siden hans sydlige triumfer i Montgomery-busboykotten, Birmingham-kampagnen og Selma-marchen.

I november 1967 fik Kings bekymring over den økonomiske ulighed ham og Southern Christian Leadership Conference (SCLC) til at iværksætte en Poor People’s Campaign, som skulle kulminere med en massiv march mod Washington, D.C. Før det kunne ske, kom andre begivenheder i begyndelsen af 1968 i vejen. Den 30. januar indledte Nordvietnam Tet-offensiven, et omfattende angreb i Sydvietnam, som satte amerikanerne og sydvietnameserne på hælene i ugevis. Dette chokerende angrebs udbredelse og især billederne af kampene i og omkring den amerikanske ambassade i Saigon (nu Ho Chi Minh City) modsagde på dramatisk vis den amerikanske regerings påstand om, at amerikanerne og sydvietnameserne havde krigen godt i hånden. Modstanden mod krigen førte til Johnsons nederlag til antikrigskandidaten senator Eugene McCarthy i det demokratiske primærvalg til præsidentvalget den 12. marts 1968 i New Hampshire, efterfulgt af annonceringen af senator Robert F. Kennedys kandidatur (16. marts) og tilbagetrækningen af Johnsons kandidatur (31. marts). I mellemtiden voksede den republikanske spidskandidat Richard Nixons popularitet hos det “tavse flertal”, som var imod sociale forandringer og støttede krigen. På denne baggrund og på baggrund af det foregående års optøjer i Detroit og Newark afbrød King planlægningen af Poor People’s March for at rejse til Memphis til støtte for en strejke blandt sanitetsarbejdere.