Musik er en intenst kraftfuld og hellaciously galvaniserende kraft. Den giver brændstof til vores eksistens, nærer sindet og brænder sjælen.
Nogle af os får gåsehud, når vi hører et yndlingsrefræn, en dynamisk solo eller en bestemt tekst, der giver genlyd hos os. Og i sidste ende knytter musikken sig uudsletteligt til vores minder.
I mit tilfælde hørte jeg for nylig noget live-musik, der bragte nogle intense minder om en gammel kæreste, som ikke længere er blandt os.
Matt and Kim er en dance-rock-duo fra Brooklyn – Matt Johnson spiller keyboards og synger, mens Kim Schifino holder rytmen med sit trommesæt. De er ikke gift, men de er bestemt et sødt par. Deres drillerier mellem sangene er hylende morsomme, hvis ikke profane.
Jeg så Matt og Kim forleden aften på Riviera i Chicago. Jeg var alene, da jeg ikke kunne finde nogen ledig at gå med, så måske var det derfor, at jeg følte mig særligt indadvendt. Jeg endte med at give min ekstra billet til en handicappet dyrlæge i kørestol, så han kunne sælge den.
Koncerten var Matt og Kims 10-års jubilæumsturné, der fejrede udgivelsen af deres gennembrudsalbum Grand. Og siden da er de blevet enormt succesfulde.
Hvis du har læst min bog, har du stødt på Jeffrey, min afdøde kæreste gennem to år, som levede for at spille rugby og var en musikfanatiker med en voldsom afhængighed af alkohol. Han drak ikke de hårde sager, men han kunne godt sætte en six-pack eller tre væk. Jeg er skyldig i det samme, når vi hang ud sammen.
Jeffrey var en sød fyr, men en alkoholiker af den mest dystre slags. Når han drak for meget, var han en vred drukkenbolt. Han var også en indædt republikaner, og jeg er en liberal med et blødende hjerte. Der var grimme dialoger, sene skrigkampe og dørslagning.
Jeffrey var den flinkeste fyr, når han ikke var påvirket. Han delte konstant kram ud til alle venner, han mødte, nye og gamle. Og han elskede at lære om ny musik.
Jeg lavede mange mixtape til Jeffrey. Og et af de første albums, jeg introducerede ham til, var Matt and Kims debut Grand.
Albummet er et nærmest perfekt lune smil fra øre til øre. Dens første single “Daylight” blev vist i en Bacardi-reklame samt i videospillet NBA Live 10. Et af deres nyere numre, “It’s Alright”, er med i en række Buick-reklamer, der stadig sendes i skrivende stund.
Lytning til disse sange – dem fra Grand – i den rækkefølge, de optræder, bragte mig lige tilbage til Jeffrey. Vi plejede at sidde på bagtrappen i hans Logan Square-lejlighed med min bærbare computer og lytte til Matt and Kim eller The Thermals på højeste lydstyrke. Som altid skænkede vi øl.
Og selv om vores forhold var lidt af en skraldebrand, forsøger jeg at tænke på de lykkelige øjeblikke. De udsvævende rugbyfester. Thanksgiving med hans mor og bror. Pride-paraden. Og sommereftermiddagene på Hollywood Beach, bøssestranden i Chicago.
Jeg spekulerer på, hvordan han ville være i dag. Jeg ved, at han stemte på Trump, men hvad ville han tænke om ham nu? Ville han støtte en rigsretssag? Eller ville han fordømme os demokrater for at være sarte snefnug?
Hvis Jeffrey var i live i dag, og hvis han var ædru, ville han sandsynligvis være en af mine bedste venner. Han ville være en fornøjelse at hænge ud med. Men desværre tog drikken ham. Som den gør med alt for mange af os. Hver gang jeg hører Matt og Kim, vil jeg altid tænke på Jeffrey. Jeffrey døde ved selvmord i sommeren 2017. Hvil i fred, bror.
Kig på et par Matt og Kim-videoer nedenfor. Og hvis du ikke har haft mulighed for at læse min bog endnu, kan du købe den på Amazon.