I Waterloo i Belgien lider Napoleon Bonaparte nederlag til hertugen af Wellington, hvilket sætter en stopper for Napoleons æra i Europas historie.

Den korsikanskfødte Napoleon, en af historiens største militærstrateger, steg hurtigt i den franske revolutionære hærs rækker i slutningen af 1790’erne. I 1799 var Frankrig i krig med det meste af Europa, og Napoleon vendte hjem fra sit felttog i Egypten for at overtage tøjlerne i den franske regering og redde sin nation fra sammenbrud. Efter at være blevet førstekonsul i februar 1800 reorganiserede han sine hære og besejrede Østrig. I 1802 indførte han den napoleonske kodeks, et nyt fransk retssystem, og i 1804 blev han kronet til kejser af Frankrig i Notre Dame-katedralen. I 1807 kontrollerede Napoleon et imperium, der strakte sig fra floden Elben i nord, ned gennem Italien i syd og fra Pyrenæerne til den dalmatiske kyst.

LÆS MERE: Hvorfor Napoleons invasion af Rusland var begyndelsen til enden

I begyndelsen af 1812 begyndte Napoleon at lide de første betydelige nederlag i sin militære karriere, idet han gennemgik en katastrofal invasion af Rusland, tabte Spanien til hertugen af Wellington i halvøkrigen og led et totalt nederlag mod en allieret styrke i 1814. Han blev forvist til øen Elba i Middelhavet, men flygtede til Frankrig i begyndelsen af 1815 og etablerede et nyt regime. Mens de allierede tropper samledes ved de franske grænser, rejste han en ny storhær og marcherede ind i Belgien. Han havde til hensigt at besejre de allierede hære en efter en, før de kunne iværksætte et samlet angreb.

Den 16. juni 1815 besejrede han preusserne under Gebhard Leberecht von Blucher ved Ligny og sendte 33.000 mand, eller omkring en tredjedel af sin samlede styrke, i forfølgelse af de tilbagetrukne preussere. Den 18. juni førte Napoleon sine resterende 72.000 tropper mod hertugen af Wellingtons 68.000 mand store allierede hær, som havde indtaget en stærk stilling 12 miles syd for Bruxelles nær landsbyen Waterloo. I en fatal fejltagelse ventede Napoleon til midt på dagen med at give ordre til at angribe for at lade jorden tørre. Forsinkelsen af kampen gav Blücher’s tropper, som var undsluppet deres forfølgere, tid til at marchere til Waterloo og slutte sig til slaget sidst på eftermiddagen.

I gentagne angreb lykkedes det ikke Napoleon at bryde det allierede centrum. I mellemtiden ankom preusserne gradvist og lagde pres på Napoleons østlige flanke. Kl. 18.00 lykkedes det franskmændene under marskal Michel Ney at erobre en bondegård i det allierede centrum og begyndte at decimere Wellingtons tropper med artilleri. Napoleon var imidlertid optaget af de 30.000 preussere, der angreb hans flanke, og frigav først efter kl. 19.00 tropper til støtte for Nys angreb. På det tidspunkt havde Wellington reorganiseret sit forsvar, og det franske angreb blev slået tilbage. Et kvarter senere indledte den allierede hær en generel fremrykning, og preusserne angreb i øst, hvilket kastede de franske tropper ud i panik og derefter i et desorganiseret tilbagetog. Preusserne forfulgte resterne af den franske hær, og Napoleon forlod slagmarken. De franske tab i slaget ved Waterloo var 25.000 dræbte og sårede og 9.000 tilfangetagne mænd, mens de allierede mistede omkring 23.000.

Napoleon vendte tilbage til Paris og abdicerede den 22. juni til fordel for sin søn. Han besluttede at forlade Frankrig, før kontrarevolutionære styrker kunne samle sig mod ham, og den 15. juli overgav han sig til britisk beskyttelse i havnen i Rochefort. Han håbede at kunne rejse til USA, men briterne sendte ham i stedet til Saint Helena, en fjerntliggende ø i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Napoleon protesterede, men havde intet andet valg end at acceptere eksilet. Sammen med en gruppe tilhængere levede han stille og roligt på Sankt Helena i seks år. I maj 1821 døde han, højst sandsynligt af mavekræft. Han var kun 51 år gammel. I 1840 blev hans lig bragt tilbage til Paris, og der blev afholdt en storslået begravelse. Napoleons lig blev transporteret gennem Triumfbuen og lagt i graven under kuplen på Invalides.

LÆS MERE: De personlighedstræk, der førte til Napoleon Bonapartes episke undergang