Flere religiøse institutioner (anført alfabetisk nedenfor) bruger nedkastelser til at legemliggøre sænkningen, underkastelsen eller opgivelsen af det individuelle ego over for en større åndelig magt eller tilstedeværelse.
Baháʼí-troRediger
I Baháʼí-troen udføres nedkastninger som en del af et af alternativerne til den obligatoriske bøn (den “lange”), og i tilfælde af rejser udføres en nedkastning i stedet for hver savnet obligatorisk bøn i tillæg til at sige “Lovet være Gud, Herren af Magt og Majestæt, af Nåde og Overflod”. Hvis man imidlertid ikke er i stand til det, er det tilstrækkeligt at sige “Gud være lovprist”. Der er specifikke bestemmelser om, hvor nedkastningen kan finde sted, herunder: “Gud har givet jer lov til at kaste jer ned på enhver overflade, der er ren …” (note nr. 10) og “Han fordømmer også sådanne praksisser som at kaste sig ned foran en anden person og andre former for adfærd, der fornedrer et individ i forhold til et andet”. (note #57)
BuddhismeRediger
I buddhismen er prostrationer almindeligt anvendt, og de forskellige stadier af den fysiske bevægelse er traditionelt talt i tre og relateret til den tredobbelte ædelsten, som består af:
- Den Vækkede (sanskrit/Pali: Buddha) (i denne betydning, at eje potentiale)
- Hans lære (sanskrit: Dharma; Pali: Dhamma)
- Hans samfund (Sangha) af ædle disciple (ariya-savaka).
Dertil kommer, at forskellige skoler inden for buddhismen bruger nedbøjninger på forskellige måder, såsom den tibetanske tantriske indledende praksis med 100.000 nedbøjninger som et middel til at overvinde stolthed (se Ngöndro). Tibetanske pilgrimme gør ofte fremskridt ved at kaste sig helt ned på hvert trin og derefter bevæge sig fremad, når de rejser sig op, på en sådan måde, at de har lagt sig på ansigtet på hver del af deres rute. Hvert tre skridt indebærer en fuld knæfald; tallet tre anses for at henvise til den tredobbelte ædelsten. Dette gøres ofte rundt om en stupa, og i en ekstremt besværlig pilgrimsrejse omgår man Kailash-bjerget udelukkende på denne måde, hvilket tager omkring fire uger at gennemføre den 52 km lange rute. Det er heller ikke ualmindeligt at se pilgrimme, som lægger sig ned hele vejen fra deres hjem til Lhasa, nogle gange en afstand på over 2000 km, og det tager op til to år at gennemføre processen.
KristendomRediger
I den orientalsk-ortodokse kristendom og den vestlig-ortodokse kristendom kaster de troende sig ned under de syv faste bedetider; bønnetæpper bruges af nogle tilhængere til at give de troende et rent rum, hvor de kan tilbyde deres kristne bønner til Gud, e.f.eks. de kanoniske timer. Orientalsk-ortodokse kristne, som f.eks. kopterne, inddrager nedkastninger i deres bønner, der udføres med ansigtet mod øst i forventning om Jesu genkomst, idet de “nedkaster sig tre gange i Treenighedens navn; i slutningen af hver salme … mens de siger ‘Alleluja’; og flere gange under de mere end fyrre Kyrie eleisons” (jf. Agpeya). Syrisk-ortodokse og indisk-ortodokse kristne samt kristne, der tilhører den syriske kirke Mar Thoma (et orientalsk protestantisk trossamfund), gør flere knæfald ved de syv faste bedetidspunkter, hvor de kanoniske timer bedes, tre gange under Qauma-bønnen, ved ordene “Korsfæstet for os, forbarm dig over os!”, tre gange under recitationen af den nikænske trosbekendelse ved ordene “Og blev inkarneret af Helligånden…”, “Og blev korsfæstet for os…”, & “Og på den tredje dag opstod…”, samt tre gange under kerubbønnen, mens man beder ordene “Velsignet er Herrens herlighed, fra hans sted for evigt!”. (jf. Shehimo). Orientalsk-katolske ritualer bruger også nedkastninger på samme måde som de orientalsk-ortodokse kirker.
Med gamle ritualister bruges et bedetæppe, kendt som Podruchnik, til at holde ansigt og hænder rene under nedkastninger, da disse dele af kroppen bruges til at lave korsets tegn.
Den romersk-katolske, lutherske og anglikanske kirke bruger fuld nedkastelse, hvor man ligger fladt på gulvet med ansigtet nedad, under pålægningen af hellige ordener, religiøs profession og indvielse af jomfruer. I den romersk-katolske kirke og den forenede metodistkirke kaster den celebrerende præst og diakonen sig desuden ned foran alteret ved begyndelsen af langfredagsliturgien. Dominikansk praksis ved langfredagsgudstjenester i klosterkirker er, at alle brødre nedkaster sig i kirkens midtergang. I de romersk-katolske, lutherske og anglikanske kirker kan delvise nedkastninger (“dybdebøjninger”) anvendes i stedet for knæbøjninger for dem, der ikke kan knæle ned. Nedkastningen sker altid foran Gud, og i tilfælde af hellige ordener, profession eller indvielse kaster kandidaterne sig ned foran alteret, som er et symbol på Kristus.
I østortodokse (byzantinske ritual) gudstjenester indledes knæfaldet med et korsets tegn og består i at knæle og røre hovedet mod gulvet. De udføres almindeligvis både på bestemte tidspunkter under gudstjenesterne og når man ærer relikvier eller ikoner. Nedkastninger er dog forbudt på Herrens dag (søndag) og i påsken til ære for opstandelsen og frarådes traditionelt på Herrens store højtider. I den store fastetid og i den hellige uge er hyppige nedkastninger foreskrevet (se bøn af Sankt Ephraim). Ortodokse kristne kan også lave knæfald foran mennesker (dog i dette tilfælde uden korsets tegn, da det ikke er en handling af ærbødighed eller guddommelig tilbedelse), såsom biskoppen, ens åndelige fader eller hinanden, når man beder om tilgivelse (især ved vespergudstjenesten, som indleder den store faste om eftermiddagen på søndagen for tilgivelse). De, der fysisk ikke er i stand til at lave fulde nedkastninger, kan i stedet erstatte metanias (bukker i taljen).
HinduismeRediger
I hinduismen indgår otte-benede (ashtanga pranama, også kaldet dandavat, der betyder “som en pind”) og fem-benede (panchanga pranama) nedkastninger i det religiøse ritual puja.Tilbedelse i hinduismen indebærer at påkalde højere kræfter til at hjælpe med åndelig og materiel fremgang og er på samme tid både en videnskab og en kunst. Man påkalder generelt en følelse af bhakti eller hengiven kærlighed. Dette begreb er sandsynligvis et centralt begreb i hinduismen. En direkte oversættelse fra sanskrit til engelsk er problematisk. Tilbedelse antager en lang række former afhængigt af samfundsgrupper, geografi og sprog. Der er en smag af at elske og være forelsket i et hvilket som helst objekt eller fokus for hengivenhed. Tilbedelse er ikke begrænset til et sted for tilbedelse, den omfatter også personlig refleksion, kunstformer og grupper. Folk udfører normalt tilbedelse for at opnå et bestemt mål eller for at integrere krop, sind og ånd for at hjælpe den udøvende person med at udvikle sig til et højere væsen.
IslamRediger
I islam bruges nedkastninger (sajadat, flertal af sujud eller sajda) til at prise, forherlige og ydmyge sig selv foran Allah (Gud), og er en afgørende del af de fem obligatoriske bønner, der udføres dagligt; dette anses for obligatorisk for enhver muslim, uanset om bønnerne udføres individuelt eller i forsamling. Desuden har det toogtredivte kapitel (sura) i Koranen titlen As-Sajdah (“Nedkastningen”: se 32:1 (oversat af Yusuf Ali)), mens det arabiske ord sujud (der også betyder nedkastning) optræder omkring 90 gange i Koranen, hvilket mange muslimske lærde hævder er endnu et eksempel på dets betydning i islam.
I henhold til en traditionel beretning om Muhammeds ord og gerninger, som er indeholdt i Ibn Majahs hadith-samling, skal Muhammed have sagt, at “bønnen er en kur mod mange sygdomme” og have rådet folk til at udføre nedkastningen med ynde.
Det er også vigtigt at bemærke, at det i islam er absolut forbudt at kaste sig ned for nogen anden end Allah. Muhammed forbød strengt muslimer at kaste sig ned foran ham. Uanset omstændighederne bør ingen muslim anmode om eller endog acceptere det fra andre.
JainismeRediger
I jainismen lægges der stor vægt på at kaste sig ned, især når en hengiven person befinder sig i templerne eller foran høje sjæle. Det repræsenterer overgivelsen af egoet.
JødedomRediger
I jødedommen viser Tanakh og talmudiske tekster samt skrifter af Gaonim og Rishonim, at nedkastningen var meget almindelig blandt de jødiske samfund indtil et tidspunkt i løbet af middelalderen. I Mishneh Torah siger Maimonides, at fuld nedkastelse (med kroppen trykket fladt mod jorden) bør praktiseres i slutningen af Amidah, der reciteres tre gange dagligt. Medlemmer af den karaitiske trosretning praktiserer fuld nedkastelse under bønnerne. Traditionelt kastede ortodokse ashkenaziske jøder sig ned under Rosh Hashana og Yom Kippur, ligesom jemenitiske jøder gjorde det under Tachanun-delen af den daglige jødiske bøn. Etiopiske jøder kastede sig traditionelt ned under en helligdag, der er specifik for deres samfund, og som er kendt som Sigd. Sigd stammer fra et rodord, der betyder nedkastning på ge’ez, aramæisk og arabisk. Der er en bevægelse blandt Talmide haRambam for at genoplive nedkastningen som en regelmæssig del af den daglige jødiske gudstjeneste.
Den rabbinske jødedom lærer, at når yom kippur, da ypperstepræsten talte Tetragrammaton i det Allerhelligste i templet i Jerusalem, skulle folk i gården kaste sig helt ned, da de hørte navnet blive sagt højt.
Judaismen forbyder at kaste sig ned direkte på en stenoverflade for at undgå sammenblanding med lignende praksis hos de kana’anæiske polyteister.
SikhismeRediger
Sikherne kaster sig ned foran Guru Granth Sahib, sikhernes hellige skrift. Sikherne betragter Guru Granth Sahib som deres levende guru og Guds uforanderlige ord: ved at kaste sig ned, præsenterer sikherne således deres hoved for deres guru og afventer en befaling, som tages i form af en hukamnama, eller en tilfældig åbning af Guru Granth Sahib for at afsløre et edikt til den enkelte eller forsamlingen (svarende til den gamle romerske praksis med sortes sanctorum, en form for bibliomanti). Sikherne kalder nedkastningen mutha tekna (“sænkning af panden”). Hver gang og uanset hvor mange gange en sikh er i Guru Granth Sahibs nærvær, vil han kaste sig ned, normalt ved det første syn af Guru Granth Sahib og igen når han forlader Guru Granth Sahibs nærvær. Sikherne vil i deres personlige tilbedelse (morgen Nitnem og aften Rehras) kaste sig ned, når de har afsluttet bønnerne og ardās. Retningen af nedkastningen er ikke vigtig, da sikherne lægger vægt på Guds allestedsnærværelse: hvis det er muligt, har sikherne dog en tendens til at kaste sig ned i den retning, hvor bani (bøger, der indeholder Guds ord, såsom Gutka Sahib eller Pothi Sahib) opbevares. Sikherne fra den indiske kultur praktiserer også andre nedkastninger, f.eks. at røre ved fødderne for at vise respekt og stor ydmyghed (normalt over for bedsteforældre og andre ældre i familien). Fuld knæfald er forbeholdt Guru Granth Sahib, da knæfald anses for at være den ultimative handling af fysisk ydmyghed og ærbødighed.