Elektrokardiografi (EKG) er et af de vigtigste og mest anvendte screeningsværktøjer inden for klinisk medicin. Det er billigt og let at fremskaffe i både hospitals- og ambulatoriesituationer. EKG anvendes til at diagnosticere en lang række hjertesygdomme, herunder tidligere infarkt og aktiv iskæmi i hjertet samt ledningsanomalier som f.eks. atrieflimren og livstruende takykardi. De oplysninger, som EKG’erne giver, bruges også til at afgøre, hvilken type implantabel hjertedefibrillator der skal anvendes til behandling af avanceret hjertesvigt. Talrige ikke-hjertelidelser, herunder elektrolytforstyrrelser og bivirkninger af medicin, kan også påvises på EKG på grund af deres tydelige virkning på ledningsmønstre.

En velplanlagt tilgang til tolkning af 12-leddet EKG forhindrer tolkeren i at gå glip af vigtige oplysninger. Nøgleaspekter i fortolkningen af 12-leddet EKG omfatter hjertefrekvens, hjerterytme (både atriel og ventrikulær), den elektriske akse (både P-bølgeakse og QRS-akse) og kendskab til de normale intervaller. Herefter skal man bestemme forholdet mellem P-bølger og QRS-komplekser. Endelig analyseres QRS-morfologien og ST- og T-bølgesegmenterne.

ECG-papir bevæger sig almindeligvis med 25 mm/sekund; således svarer hvert lille felt (1 mm) til 0,04 sekunder (40 millisekunder), og hvert stort felt (5 mm) svarer til 0,2 sekunder (200 millisekunder). I begyndelsen af et EKG noteres standardiseringskvadratet, som normalt er 10 mm højt og 5 mm bredt. Dette vil gøre dig opmærksom på den korrekte papirhastighed og standardforstærkning af P-, QRS og T-bølgekomplekser.

Normale EKG-værdier for bølger og intervaller er som følger:

• RR-interval: 0.6-1,2 sekunder
• P-bølge: 80 millisekunder
• PR-interval: 120-200 millisekunder
• PR-segment: 50-120 millisekunder
• QRS-kompleks: 80-100 millisekunder
• ST-segment: 80-120 millisekunder
• T-bølge: 160 millisekunder
• QT-interval: 160 millisekunder
• QT-interval: 50-120 millisekunder
• 420 millisekunder eller mindre, hvis hjertefrekvensen er 60 slag pr. minut (bpm)

Grundlæggende fysiologi for hjertets ledningssystem

Fysiologisk set repræsenterer EKG-sporingen ledningsvejen gennem hjertet. Den normale ledningsvej har sit udspring i sinoatrialknuden (SA-knuden), som initierer sinusimpulser, og en bølge af depolarisering breder sig ud over højre og venstre forkammer og danner P-bølgen. På højde med atrioventrikulærknuden (AV-knuden) ledes slaget til ventriklerne over His-bundlen til højre og venstre bundelgrene og Purkinje-systemet. Den resulterende atriale repolarisering og den tidlige ventrikulære depolarisering resulterer i QRS-komplekset. Ventrikeldepolarisering og efterfølgende repolarisering fører til afslutning af cyklusen og danner T-bølgen. Perioderne mellem hver bølge og hvert kompleks består af intervaller og segmenter. PR-, QT- og RR-intervallerne repræsenterer henholdsvis varigheden af ledningen gennem AV-knuden, varigheden af ventrikeldepolarisering til repolarisering og varigheden mellem hver enkelt hjertecyklus. PR- og ST-segmenterne repræsenterer det isoelektriske interval mellem depolarisering og repolarisering af forkamrene og ventriklerne.

Anatomi svarende til hjertets ledningssystem

Den højre koronararterie (RCA) forsyner typisk SA-knuden, højre atrium, højre ventrikel og højre bundle branch med blod; den kan også forsyne den venstre posteriore fascikel. Når den posteriore nedadgående arterie (PDA) udgår fra RCA (“højre dominans”), forsyner den normalt AV-knuden med blod. Den venstre hovedkranspulsåren er typisk 1-2 cm lang og giver anledning til den venstre anterior descenderende koronararterie (LAD) og den venstre circumflexarterie (LCx). LAD afgiver typisk vinkelrette grene (septale perforatorer), der forsyner AV-knuden og de venstre forreste og bageste fascikler. Den bageste fascikel modtager også blod fra RCA og har således en dobbelt blodforsyning. Andre grene, kaldet diagonale grene, forsyner områder af venstre ventrikel. LCx forsyner blod til bagsiden af hjertet, og dens grene kaldes obtuse marginaler (OM). En PDA, der udgår fra LCx, beskrives som “venstre dominans”. Dette forklarer, hvorfor patienter med proximale RCA-infarkter ofte præsenterer sig med komplet hjertestop eller sinussvigt.

Cardiac Action Potential

På molekylært niveau skyldes det komplekse fænomen omkring depolarisering og repolarisering af hjertets aktionspotentiale bevægelsen af ioner – hovedsageligt natrium, calcium og kalium – på tværs af cellemembranen.

Den kardiale aktionspotentialecyklus består af fem faser. Det hurtige opadgående slag i det ventrikulære myocyt-aktionspotentiale i fase 0 skyldes den hurtige tilstrømning af natriumioner til cellen, hvilket genererer en depolariserende (positiv) strøm. Når den intracellulære nettoladning når en veldefineret tærskel, sker der en cellulær depolarisering. I løbet af de næste 4 faser går hjertecellen ind i repolarisering, som er den elektriske nulstilling, der giver mulighed for det næste slag.

Fase 1 skyldes inaktivering af den indadgående natriumstrøm og aktivering af en kortvarig udadgående strøm. Fase 2 repræsenterer plateaufasen og består af indadgående, depolariserende calciumstrømme og udadgående, repolariserende kaliumstrømme. Efterhånden som calciumstrømmene aftager, øges kaliumstrømmene, hvorved plateaufasen afsluttes. Fase 3 omfatter mere hurtigt repolariserende strømme og genereres af en familie af kaliumkanaler. De to hovedstrømme beskrives ved deres kinetik (langsom og hurtig), og disse kanaler er mål for mange klasse III-antiarytmiske lægemidler. Fase 4 repræsenterer hviletilstanden eller den elektriske diastole.

Hjertearytmier menes at skyldes abnormiteter i impulsdannelse, impulspropagation eller repolarisering. Tachycardias, der skyldes impulsdannelse, betegnes som automatiske. Tachykardier, der skyldes impulspropagation, betragtes som reentrant. Takykardi, der opstår som følge af unormal repolarisering, skyldes genetiske defekter i ionkanaler (såkaldte kanalopatier) og kan være dødelige. Desuden har katekolaminer, iskæmi, cellulære ionkoncentrationer (kalium) og kardioaktive lægemidler alle indflydelse på udviklingen af hjerterytmeforstyrrelser.