Pahlavi-alfabetet, Pahlavi også stavet Pehlevi, persisk skriftsystem, der stammer fra så tidligt som det 2. århundrede fvt, mener nogle forskere, og som var i brug indtil islams indførelse (7. århundrede fvt). Den zoroastriske hellige bog, Avesta, er skrevet på en variant af Pahlavi kaldet Avestan.

Det pahlaviske alfabet udviklede sig fra det aramæiske alfabet og optrådte i mindst tre lokale varianter: nordvestlige, kaldet Pahlavik eller Arsacid; sydvestlige, kaldet Parsik eller Sāsānian; og østlige. Alle blev skrevet fra højre mod venstre. Af de 22 bogstaver i aramæisk kom de fleste til at repræsentere mere end én lyd i Pahlavi; flere blev slet ikke brugt, og et bogstav udviklede sig til to bogstaver i Pahlavi. Det nordvestlige Pahlavi havde 20 bogstaver, og det sydvestlige havde 19. Avestan, en kursiv skrift, havde 50 forskellige bogstaver og blev måske opfundet separat, om end den var mønstret efter pahlavi.

Et særtræk ved det pahlaviske skriftsystem var skikken med at bruge aramæiske ord til at repræsentere pahlaviske ord; disse tjente så at sige som ideogrammer. Et eksempel er ordet for “konge”, på pahlavi shāh, som konsekvent blev skrevet m-l-k efter det aramæiske ord for “konge”, malka, men som blev læst som shāh. En lang række af sådanne ideogrammer var i standardbrug, herunder alle pronominer og konjunktioner og mange navneord og verber, hvilket gjorde Pahlavi ret svært at læse.