Neurovidenskabsfolk har længe inddelt hjernen i fire forskellige lober. Oprindeligt var denne opdeling udelukkende baseret på lobernes placering i kraniet, men vi ved nu, at hver lobe udfører en række højt specialiserede funktioner. Den parietale lap er placeret lige under kraniets parietalknogle. Denne vigtige hjernelap hjælper med at integrere sanseindtryk og behandle sprog.

Hvor er parietallappen placeret?

Hjernen er opdelt i en række regioner, men det område, som de fleste mennesker henviser til, når de taler om hjernen, er hjernebarken eller cerebrum. Denne evolutionært nye region af hjernen er til stede hos alle pattedyr, og det er den, der muliggør komplekse tanker i stedet for blot automatiske og ubevidste processer.

Neurovidenskabsfolk opdeler storhjernen i fire forskellige lober: parietal-, frontal-, temporal- og occipitallappen. Da hjernen også er opdelt i højre og venstre hjernehalvdel, har hver lobe to separate regioner. Således kan parietallappen yderligere opdeles i venstre og højre parietallap.

Parietallappen hviler nær toppen og midten af hjernebarken, lige bag frontallappen og over occipital- og temporallappen. Sulcus parieto-occipito adskiller den fra frontallappen, mens den laterale sulcus – sommetider omtalt som Sylvian fissur – adskiller den fra tindingelappen. Parietallappens to halvkugler er delt af den mediale langsgående fissur.

Hvad er parietallappens funktion?

Parietallappen er afgørende for sanseopfattelse og -integration, herunder håndtering af smag, hørelse, syn, berøring og lugt. Den er hjemsted for hjernens primære sensoriske område, et område, hvor hjernen fortolker input fra andre områder af kroppen. Forskning tyder på, at jo mere sensorisk input et område af kroppen giver, jo større areal af parietallappen er dedikeret til det pågældende område. F.eks. er fingre og hænder et primært sted for sensoriske data, så en stor del af parietallappen er dedikeret til at modtage og behandle deres input.

Nogle af de andre funktioner i parietallappen omfatter:

• Diskriminering mellem to punkter, selv uden visuelt input.
• Lokalisering af berøring: Når du rører ved en genstand med en hvilken som helst del af din krop, gør parietallappen det muligt for dig at føle følelsen på det sted, hvor berøringen finder sted, og ikke f.eks. i din hjerne eller i hele din krop.
• Integrering af sanseinformation fra de fleste regioner i kroppen.
• Visuospatial navigation og ræsonnement: Når du læser et kort, følger anvisninger eller forhindrer dig selv i at snuble over en uventet forhindring, er din parietallap involveret. Parietallappen er også afgørende for proprioception – evnen til at bestemme, hvor din krop befinder sig i rummet, herunder i forhold til dig selv. Det er f.eks. en funktion af parietallappen at røre din finger ved din næse uden hjælp fra et spejl.
• Somme visuelle funktioner, i forbindelse med occipitallappen.
• Vurdering af numeriske sammenhænge, herunder antallet af genstande, du ser.
• Vurdering af størrelse, form og orientering i rummet af både synlige stimuli og genstande, som du husker at have mødt.
• Kortlægning af den visuelle verden: En række nyere undersøgelser tyder på, at specifikke regioner i parietallappen tjener som kort over den visuelle verden.
• Koordinering af hånd-, arm- og øjenbevægelser.
• Behandling af sprog.
• Koordinering af opmærksomhed.

Som alle andre regioner i hjernen er parietallappen ikke fuldt ud forstået. Forskere gør hele tiden nye opdagelser om, hvordan denne hjerneregion fungerer, og det er usandsynligt, at vi har identificeret alle dens funktioner.

Hvad er nogle vigtige strukturer i parietallappen?

Ud over at være opdelt i venstre og højre hjernehalvdel har parietallappen en række forskellige strukturer, der hver især bidrager til hjernens funktion på sin egen unikke måde. Disse strukturer omfatter:

• Postcentral gyrus: Denne region er hjernens primære somatosensoriske cortex og kortlægger sensorisk information på det, der er kendt som en sensorisk homonculus. Nogle forskere kalder også denne region for Brodmann-område 3.
• Posterior parietal cortex: Denne region menes at spille en afgørende rolle i koordineringen af bevægelse og rumlig ræsonnement. Den spiller også en rolle i forbindelse med opmærksomhed, især opmærksomhed drevet af nye stimuli, f.eks. når et dyr hopper ud på vejen, mens du kører bil.
• Superior parietal lobule: Denne region hjælper dig med at bestemme din egen orientering i rummet samt andre objekters orientering. Den modtager også et betydeligt input fra hånden, hvilket tyder på, at den hjælper med at koordinere finmotoriske færdigheder og sensorisk input fra hænderne.
• Inferior parietal lobule: Denne region, der undertiden kaldes Gerschwind’s territorium, hjælper med at vurdere ansigtsudtryk for følelsesmæssigt indhold. Nogle undersøgelser tyder på, at den spiller en rolle i andre funktioner, herunder sprogbehandling, grundlæggende matematiske operationer og endda kropsbillede. Den indeholder en række underregioner, herunder den kantede og supramarginale gyrus.

Hvordan interagerer parietallappen med andre områder af kroppen?

Det er en myte, at et enkelt hjerneområde styrer en hvilken som helst funktion. Snarere arbejder hver region i hjernen sammen med kroppen. Uden omgivelserne ville hjernen kun kunne gøre lidt eller ingenting, og parietallappen er ingen undtagelse. Dens rolle i sensorisk behandling betyder, at parietallappen er afhængig af en kaskade af sensoriske input fra hele kroppen, herunder øjne, hænder, tunge og hud. Disse forskellige regioner kan ikke fungere uden input fra parietallappen, som tildeler mening til det sensoriske input, som du møder hver dag.

Parietallappen sender også signaler til og modtager signaler fra andre hjerneområder, især occipitallappen. Occipitallappen hjælper parietallappen med visuel opfattelse og behandling samt med rumlig navigation og ræsonnement.

Selv om hver hjerneregion har et specifikt sæt funktioner, er mange af disse funktioner indbyrdes udskiftelige og går på tværs af hjerneområder. Alle hjerneområder er f.eks. afgørende for sprogbehandling. Nogle undersøgelser har også vist, at når der er skader på en hjerne region, kan nærliggende regioner kompensere, især hvis en skadet person modtager øjeblikkelig og omfattende ergo- og fysioterapi.

Hvordan påvirker skader på parietallappen funktionsevnen?

På grund af parietallappens rolle i sensorisk integration, rumlig ræsonnement og sproglige færdigheder kan en skade på parietallappen have en bred vifte af konsekvenser. Den specifikke prognose afhænger i høj grad af skadens placering, skadens sværhedsgrad og af, om skaden kan behandles. F.eks. vil en læsion, der trykker på parietallappen, have en bedre prognose med forbedret funktion, hvis læsionen kan fjernes.

Lægebehandling af høj kvalitet er utrolig vigtig, især når denne behandling omfatter omfattende fysio-, ergo- og taleterapi. En passende behandling kan hjælpe din hjerne med at lære at arbejde uden om skaderne og kan endda hjælpe andre hjerneområder med at kompensere for disse skader. Din alder, din ernæringstilstand, dit generelle helbred på tidspunktet for skaden og dit engagement i en sund livsstil er også vigtige. En rask person, der fortsætter med at træne og prøve nye strategier, har langt større sandsynlighed for at komme sig end en person med vedvarende hjerte-kar-problemer, som ikke er villig til at prøve nye strategier eller tage livsstilsremedier til sig.

Tre specifikke syndromer er særligt almindelige hos personer med skader på parietallappen:

• Skader på højre parietallap kan hæmme din evne til at passe på din krop, fordi de underminerer din evne til at lægge mærke til eller passe på mindst den ene side af kroppen. Dette fænomen er kendt som contralateral neglect. Personer med skader på højre parietallap kan også være ude af stand til at lave eller tegne ting.
• Gerstmanns syndrom er en klynge af symptomer som følge af en skade på venstre parietallap. Personer med Gerstmanns syndrom har ofte problemer med at skrive, regne, sprog og evnen til at opfatte genstande, selv om graden og omfanget af skaden varierer fra person til person og fra skade til skade.
• Skader, der går på tværs af begge parietallapper, fører til en tilstand kaldet Balints syndrom, som hæmmer motoriske færdigheder og visuel opmærksomhed. Personer med Balints syndrom kan muligvis ikke være i stand til frivilligt at rette deres øjne. De har svært ved at integrere komponenterne i en visuel scene og kan være ude af stand til at række ud efter eller manipulere et objekt uden at se på det.