Den 31. august 1949 blev Richard Tiffany Gere født som det andet af fem børn af Homer og Doris Gere på Presbyterian Hospital i Philadelphia som det andet af fem børn. Hans bedsteforældre var mælkeproducenter i Pennsylvania, og på det tidspunkt, hvor han blev født, studerede hans far, der var forsikringssælger, forretning på University of Pennsylvania. Mens Gere stadig var et lille barn, flyttede han og hans familie til Syracuse, New York, hvor hans kunstneriske evner begyndte at komme til udtryk, mens han gik i gymnasiet; han spillede på en række instrumenter og skrev musik til skolens forestillinger. Han dimitterede fra North Syracuse Central High School i 1967 og gik derefter på University of Massachusetts i Amherst, hvor han fik et gymnastikstipendium og studerede filosofi som hovedfag. Efter to år på college droppede han ud for at fortsætte med at spille skuespil, og han var reservespiller i New York-produktionen af Grease, hvorefter han fik rollen som Danny Zuko i London-produktionen. Herefter havde han roller i en række produktioner både på og uden for Broadway og begyndte samtidig at optræde i film.

Efter at have optrådt i en række små roller i film, blev Gere anerkendt for sin rolle som Tony LoPorto i Looking for Mr. Goodbar, en film fra 1977. Tony er en småkriminel og elsker af hovedpersonen, Theresa Dunn, en lærer for døve børn, som bliver afhængig af sex og stoffer. På et tidspunkt melder Tony hende til politiet, og til sidst bliver hun myrdet af en mand, som hun samler op på en bar.

I 1978 tog han, efter at have deltaget i filmfestivalen i Cannes, til Indien og Nepal, hvor han blev inspireret til at påbegynde sit humanitære arbejde som fortaler for de tibetanske flygtninge. Han blev berørt af de mennesker, han mødte der. Carrie Rickey citerer ham for at have sagt: “Deres sind og hjerter var anderledes end noget andet, jeg tidligere havde mødt. De tænkte og talte i fællesskab og ikke om sig selv. Når de talte om ‘vores sind’, pegede de på deres hjerter.” Efter denne oplevelse fik han en hovedrolle i den Oscar-vindende film Days of Heaven fra 1978, for hvilken han vandt en David di Donatello Award, Italiens pendant til en Oscar. Han spillede Bill, en mand, der rejser fra Chicago til Texas med sin elskerinde. Elskeren udgiver sig for at være hans søster for at undslippe fattigdommen, og parret ender som dele af et trekantsforhold med en landmand, som de arbejder for.

Han vendte tilbage til Broadway i 1979 for at optræde i Bent, hvor han portrætterede en koncentrationslejrfange, hvilket indbragte ham Theater World Award i 1980. Ligeledes i 1980 spillede Gere det, som mange anser for at være hans gennembrudsrolle som Julian Kay, den sympatiske og sårbare ledsager i American Gigolo. Filmkritiker Roger Ebert roste denne film og bemærkede, at den “har en vindende tristhed over sig. Fjern historiens sensationelle aspekter, og hvad du har, er et studie i ensomhed. Richard Gere’s præstation er central for denne effekt.” Dette blev fulgt op af hans succes i den Oscar-vindende film An Officer and a Gentleman fra 1982, for hvilken han modtog en Golden Globe-nominering. Gere spiller Zach Mayo, en officerskandidat fra Naval Aviation, der kæmper for at klare sig igennem introduktionsuddannelsen. Brian Webster, redaktør af Apollo Movie Guide, beskriver Gere i denne rolle som “uigennemskuelig i de første to tredjedele af filmen, bryder igennem med troværdige følelser i en stærk scene, der foregår under en bodsweekend for hans korrupte adfærd.”

I 1980’erne begyndte Gere også at forsvare dem med hiv/aids og sagde til Philadelphia Inquirer: “Så snart du engagerer dig i film, mister du dit liv som privatperson. Men det positive er, at det at være en offentlig person gør det muligt for dig at udtrykke dine personlige interesser mere kraftfuldt i den slags aktiviteter, du udøver.”

I 1990 spillede Gere sammen med Julia Roberts i Pretty Woman, en film, som Roger Ebert kaldte “den sødeste og mest åbenhjertige kærlighedsfabel siden The Princess Bride”, og han fik en People’s Choice Award. Gere spiller rollen som Edward Lewis, en hensynsløs forretningsmand, der hyrer den prostituerede Vivian Ward (Roberts) til at ledsage ham til forretningsarrangementer; de to forelsker sig i sidste ende i hinanden. I sin anmeldelse af Pretty Woman kaldte Ebert også Gere for “Hollywoods mest succesfulde mandlige sexsymbol”, en titel, som People Magazine formelt ville anerkende ham for et par år senere. Det var i 1991, at Richard Gere giftede sig for første gang, idet han giftede sig med modellen Cindy Crawford den 12. december 1991. Samme år kårede People Gere som en af de 50 smukkeste mennesker i verden. Midt i en hektisk opmærksomhed omkring Gere’s gode udseende grundlagde han The Gere Foundation (1991), en non-profit organisation, der beskæftiger sig med internationale humanitære spørgsmål med fokus på Tibet. I 1992 blev han den første mand til at være på forsiden af Vogue Magazine sammen med Crawford; de eneste andre mænd, der har været på forsiden af Vogue Magazine til dato, er George Clooney og LeBron James. Han optrådte igen i People i 1993, da magasinet kårede ham og Crawford som det mest sexede par; to år senere blev parret skilt.

I 1996 medvirkede Gere i endnu en prisbelønnet film, Primal Fear, som fortæller historien om Gere’s karakter, den højtprofilerede advokat Martin Vail. Vail tager sig af en sag, hvor en teenagedreng er anklaget for at have myrdet en ærkebiskop. Året efter udgav Gere sin første bog, Pilgrim, som er en bog med fotografier, han tog, mens han var i Tibet, og som har et forord af Hans Hellighed Dalai Lama, en person, som Gere både ærer og kalder en ven. I Runaway Bride fra 1999 blev Gere og Roberts sat sammen for anden gang; filmen indbragte adskillige priser og en Blockbuster Entertainment Award-nominering til Gere i kategorien Favoritskuespiller i en komedie/romance. Gere’s karakter, avisreporter Ike Graham, får til opgave at skrive en historie om Maggie Carpenter (Roberts), som er kendt for at have forladt forskellige mænd ved alteret et imponerende antal gange. På ægte romantisk komedie-manér forelsker de to sig i hinanden og gifter sig med succes. I 1999 blev Gere endnu en gang anerkendt af People Magazine, denne gang som årets mest sexede mand i live.

Efter skilsmissen fra Crawford begyndte Gere at date skuespillerinden Carey Lowell. Den 6. februar 2000 fik parret en søn ved navn Homer James Jigme (som betyder “frygtløs” på tibetansk) Gere, hvilket gjorde Richard Gere til far for første gang i en alder af 50 år. Samme år fik Gere tildelt Career Achievement Award fra Chicago International Film Festival. Gere havde et bemærkelsesværdigt år i 2002; han spillede med i to succesfulde film og giftede sig med Lowell den 9. november 2002. Den første af disse film var The Mothman Prophecies og den anden var den anmelderroste musical Chicago. Den første film handler om journalisten John Klein (Gere’s karakter), som kommer til at undersøge eksistensen af Mothman, efter at hans kone hævder at se den, mens parret er involveret i en bilulykke, der i sidste ende resulterer i hendes død. I Chicago spillede han rollen som den karismatiske advokat Billy Flynn, en rolle, som krævede, at han ikke blot sang, men også dansede stepdans, hvilket han forberedte sig på ved at bruge fem måneder på at træne inden optagelserne. Flynn, der kan prale af at have en perfekt straffeattest, tager sig af højt profilerede sager, herunder sagerne med de to mediehjerte-mordere Velma Kelly og Roxie Hart i 1920’ernes Chicago. Selv om Gere fik sin start i musicals, mente mange, at han tog en betydelig risiko ved at tage denne rolle, en risiko, der gav pote og indbragte ham tre priser, herunder en Golden Globe og yderligere tre nomineringer.

Gere bor i øjeblikket i New York med sin kone og søn og fortsætter med at spille med i film ud over at fortsætte sit humanitære arbejde. For nylig blev Gere i 2011 nomineret til Black Reel Award for bedste ensemble for Brooklyn’s Finest (2009). Han vandt titlen som årets skuespiller ved Hollywood Film Award 2007 fra Hollywood Film Festival og Joel Siegal Award i 2009 fra Broadcast Film Critics Association. I november 2007 blev Gere hædret med den niende Marian Anderson Award, som anerkender kunstnere, der har været forkæmpere for menneskerettigheder. Den blev overrakt på The Kimmel Center for the Performing Arts i Philadelphia. Ifølge Bobbi Bookers artikel “Celebrating Actor’s Humanitarian Work” udtalte borgmester John F. Street: “Hans bedrifter som skuespiller overgås kun af hans bedrifter som humanitær person og som fortaler for menneskerettighedsspørgsmål rundt om i verden. Vi er særligt glade for at hædre hr. Gere i år, da det vil være første gang, at Marian Anderson-prisen vil blive overrakt til en indfødt Philadelphianer.”