Jeg var i en matematiktime, da jeg blev ringet op af skolesygeplejersken, der bad mig komme tilbage og besøge hende. Jeg husker, at jeg tænkte: “Hvis en sygeplejerske beder dig komme tilbage, kan det ikke være godt. Det var en uge siden, at jeg havde været til min årlige pap-smøreprøve – jeg havde dækning for undersøgelsen gennem min kollegiums sygeforsikring. Jeg følte en frygtelig rædsel, da jeg gik ind på klinikken. Sangen “World on Fire” af Sarah Mclachlan spillede stille og roligt i baggrunden. Mine prøver var altid kommet tilbage normalt tidligere.
“Din pap-smøreprøve kom tilbage unormalt,” fortalte sygeplejersken mig. Jeg skulle have en kolposkopi, en procedure, hvor livmoderhalsen, skeden og vulvaen undersøges nøje for tegn på sygdomme som f.eks. kræft. Kollegiet havde ikke det medicinske udstyr til at udføre den, så hun sagde, at jeg skulle ringe til Planned Parenthood og aftale en tid der.
Jeg græd, da jeg gik tilbage til mit kollegieværelse – ikke kun over nyheden, men også over det faktum, at jeg skulle gå til Planned Parenthood. Der var et rygte om, at kun promiskuøse piger gik til Planned Parenthood for at få ting som aborter og prævention. Jeg var ikke på god fod med mine søstre eller min mor på det tidspunkt og følte mig flov over at tale med mine venner, men et par af mine professorer havde fortalt mig, at deres døre altid stod åbne. Da jeg talte med et par af mine lærere, forsikrede de mig om, at jeg var i gode hænder hos Planned Parenthood. Efterhånden som min angst for organisationen forsvandt, var jeg tilbage og bekymrede mig om det egentlige problem: at de måske ville finde kræft.
Jeg var også fyldt med angst for, hvordan jeg skulle betale for indgrebet. Jeg var studentermedarbejder og var allerede knap nok ved at skrabe til at betale for college. Jeg ringede til Planned Parenthood og fik at vide, at deres glidende gebyr var baseret på indkomst. Jeg kunne få proceduren udført gratis.
Da jeg tog hen til Planned Parenthood til min kolposkopi, sad jeg på undersøgelsesbordet iført en tynd hospitalskjole. Angsten tog overhånd, og jeg begyndte at græde. Jeg bad højt til min afdøde mormor, hvilket jeg ofte gjorde, når jeg var bange. Hvad nu hvis jeg havde livmoderhalskræft?
Da kom lægen fra Planned Parenthood ind. Hun kunne se, at jeg var nervøs, og hun tog sig tid til at forklare mig proceduren. Et kolposkop – et instrument, der ligner en kikkert med et skarpt lys monteret på et stativ – ville blive ført ind i min skede. Hun fortalte mig, at der ville blive taget en prøve af det berørte område af livmoderhalsen med henblik på en biopsi. Proceduren ville ikke tage lang tid, og den ville føles som en menstruationskrampe. Hun fortalte mig også, at hun ville teste for noget, som jeg aldrig havde hørt før: Human papillomavirus (HPV). Hun sagde, at HPV var en almindelig seksuelt overført infektion, som, hvis den ikke blev behandlet, kunne føre til kønsvorter og kræft. Selv hvis din sexpartner brugte kondom, kunne du blive udsat for det. Hun tog sig tid til at besvare alle mine spørgsmål og beroligede mig. På grund af hende kom jeg igennem det.
Lige nu er der en anden ung pige derude ligesom mig – og hun er bange for, at hun ikke vil have råd til netop den procedure, der kunne redde hendes liv. Uden Planned Parenthood vil hendes frygt ikke være ubegrundet.
Lidt efter indgrebet ringede Planned Parenthood til min mobil, mens jeg var i matematiktimerne igen: Biopsien var kommet tilbage med prækancerøse celler, og jeg var blevet testet positiv for højrisiko HPV. Denne gang fortalte lægen mig, at jeg skulle bestille tid til en LEEP-procedure for at fjerne det unormale væv på et lokalt hospital, hvor hun også arbejdede, da Planned Parenthood ikke havde faciliteterne til det. Lægen blev i telefonen med mig i et godt stykke tid. Jeg følte, at hun bekymrede sig om mig. Hun fortalte mig, at LEEP-proceduren ikke ville tage lang tid, og at der kunne laves endnu en pap-test tre måneder senere på Planned Parenthood for at se, om jeg stadig havde HPV.
Efter min behandling viste det sig, at det havde jeg ikke.
Det er syv år siden, at jeg fik min LEEP-procedure, og jeg er glad for at kunne sige, at jeg stadig er sund og rask. På grund af Planned Parenthood blev jeg mere engageret i mit helbred, og jeg har altid sørget for at holde øje med de årlige pap-smøreprøver. Gennem Planned Parenthood fandt jeg også ud af, hvad jeg ville have i en læge; en person, der ikke dømte mig eller skyndte sig, en person, der lyttede til mine bekymringer og handlede bekymret. Jeg er taknemmelig for, at Planned Parenthood var der for mig, da jeg ikke havde mulighed for at betale for andre muligheder. Hvis de ikke havde været der, kunne jeg meget vel have udviklet livmoderhalskræft.
Som en kvinde, der er blevet hjulpet så dybt af Planned Parenthood, skræmmer det mig, at der er politikere derude, der ønsker at fjerne deres tjenester. Husets formand Paul Ryan ønsker at affinansiere Planned Parenthood på grund af hans og andre republikaneres anti-abort holdninger. Jeg er foruroliget over hans og andres manglende oplysning om, hvad Planned Parenthood egentlig handler om.
Afrivillige aborttjenester udgør kun en brøkdel af det, som organisationen gør. Ifølge Planned Parenthoods årsrapport for 2014-2015 foretog organisationen 323.999 abortprocedurer, 682.208 kræftscreeninger, mere end 270.000 Pap-tests og mere end 360.000 brystundersøgelser det år. Disse tjenester er nødvendige for at opdage kræft og andre sygdomme. Som du kan se i deres infografik ovenfor, er den største procentdel af det, Planned Parenthood gør, at hjælpe kvinder med at få prævention og testning og behandling af kønssygdomme. Disse tjenester har intet at gøre med abort – de gør kun sundhedspleje overkommelig for kvinder som mig, der ellers ikke ville have haft råd til det.
Jeg er blot en af tusindvis af kvinder, hvis liv måske er blevet reddet af Planned Parenthood. Mit råd til formand Ryan og dem, der ønsker at nedlægge budgettet for Planned Parenthood, er at lytte til protesterne fra deres vælgere og genoverveje at fjerne denne livline. Lige nu er der en anden ung pige derude ligesom mig – og hun er bange for, at hun ikke vil have råd til netop den procedure, der kunne redde hendes liv. Uden Planned Parenthood vil hendes frygt ikke være ubegrundet.
Billeder: Billeder: Karen Pilarski; Planned Parenthood