PMC

dec 31, 2021

En kompliceret urinvejsinfektion (UTI) er en infektion i urinvejene i forbindelse med en tilstand, såsom strukturelle eller funktionelle abnormiteter i urin- og kønsvejene eller tilstedeværelsen af en underliggende sygdom, som øger risikoen for at få en infektion eller for at behandlingen ikke virker. I de seneste år er antallet af komplicerede urinvejsinfektioner, der skyldes resistente gramnegative bakterier, steget, hovedsagelig på grund af udbredelsen af ESBL-bakterier (extended spectrum β-lactamase), som udgør en betydelig terapeutisk udfordring. Selv om en bred vifte af patogener kan forårsage komplicerede urinvejsinfektioner, er Escherichia coli fortsat den mest almindelige.

ESBL’er er typisk plasmidmedierede clavulanatmodtagelige enzymer, der hydrolyserer penicillin, cefalosporiner med udvidet spektrum og aztreonam. De stammer oftest fra TEM- eller sulfhydrylvariable forældre, men prævalensen af CTX-M er også steget dramatisk på verdensplan. Co-resistens over for quinoloner og aminoglykosider er almindelig blandt ESBL-producenter. ESBL’er tilhører klasse A i Ambler-klassifikationen og produceres primært af Enterobacteriaceae-familien af gramnegative organismer, navnlig Klebsiella pneumoniae og E. Coli. Vigtige risikofaktorer for kolonisering eller infektion med ESBL-producerende organismer er langvarig antibiotikaeksponering, langvarige hospitalsophold, ophold i en institution med høj brug af tredje generations cefalosporiner, og hos hvem invasivt udstyr (urinvejskatetre, endotracheale rør og centrale venøse linjer) er til stede i længere tid. Der findes en række konventionelle laboratoriemetoder til påvisning af ESBL i et isolat, herunder dobbelt skivesynergi, kombinationsskivemetode og specifikke ESBL E-tests. Hvis isolatet imidlertid også producerer yderligere AmpC- eller metallo-β-lactamaser (som ikke hæmmes af clavulanat), vil disse metoder miste deres følsomhed. ESBL-detektion ved hjælp af konventionelle metoder kan også være både teknisk vanskelig og tidskrævende. Molekylær analyse for gener, der koder for ESBL’er, med polymerasekædereaktion kan anvendes i referencelaboratorier som et hurtigere alternativ til konventionelle metoder.

I denne undersøgelse rapporterer forfatteren om forekomsten af ESBL-positive E. coli i komplicerede UTI. Ud af de i alt 49 patienter med kompliceret UTI, der indgik i undersøgelsen, havde 11 patienter E. coli-infektion, og 7 af disse 11 E. coli-isolater (63,6 %) udviste ESBL-produktion. Alle disse E. Coli-isolater var meget resistente og viste kun følsomhed over for amikacin og carbapenemer. Desuden havde alle patienterne i de foregående måneder modtaget flere antibiotikabehandlinger med quinoloner eller tredjegenerations cefalosporiner, hvilket kan være ansvarlig for den høje ESBL-positivitet og quinolonresistens blandt isolaterne. Mahesh et al. rapporterede også E. Coli som den mest almindelige årsag til komplicerede urinvejsinfektioner, og at 66,78 % af de samlede E. Coli-isolater var ESBL-producerende. Sådanne undersøgelser peger i retning af en stigning og spredning af ESBL-producerende organismer i alvorlige kliniske infektioner. ESBL-producerende organismer kan let spredes i hospitalsmiljøet. Det er oftest den forbigående transport af organismen på sundhedspersonalets hænder, der er involveret i spredningen fra patient til patient. Miljøforurening er også en potentiel kilde, idet håndvaske, bade og medicinsk udstyr som bronkoskoper, blodtryksmanchetter og ultralydsgel er blevet rapporteret som smittekilder.

Der er ingen tvivl om, at ESBL-producerende infektioner giver anledning til alvorlig bekymring i den medicinske verden. De er forbundet med en øget morbiditet og mortalitet og kan være vanskelige og tidskrævende at identificere. Behandlingsstrategien for komplicerede urinvejsinfektioner omfatter passende antimikrobiel behandling og håndtering af de urologiske abnormiteter. Quinoloner kan betragtes som den foretrukne behandling af komplicerede urinvejsinfektioner forårsaget af ESBL-producerende organismer, hvis der ikke er in vitro-resistens over for quinoloner. På grund af bekymring for stigende resistens anbefales empirisk brug af quinoloner til behandling af disse infektioner dog generelt ikke. En anden antibiotisk mulighed til behandling af komplicerede urinvejsinfektioner er carbapenemer, som anses for at være det foretrukne lægemiddel til behandling af alvorlige infektioner med ESBL-producerende organismer. Antimikrobiel behandling i mindst 7-14 dage anbefales normalt ved komplicerede urinvejsinfektioner.

ESBL blev først identificeret i 1980 og har udviklet sig meget i løbet af de sidste 30 år. Men der er ikke sket en tilsvarende udvikling i udviklingen af nyere, effektive antibiotika mod multiresistente bakterier. Dette gør infektionskontrol og antibiotikaforvaltningsprogrammer til en integreret del af vores våben i krigen mod disse resistente patogener. Håndhygiejne, et tilstrækkeligt antal sygeplejersker, især på intensivafdelinger, og en rettidig og forsigtig brug af antibiotika for at undgå selektionspres skal følges nøje. På institutionsniveau er regelmæssig overvågning af lokale overvågningsdata for de almindelige inficerende patogener sammen med screening og bekræftelse af ESBL-producenter af afgørende betydning for at kontrollere denne stigning i antallet af multiresistente patogener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.