Jeg bemærker med interesse, at Journal of the Medical Library Association (JMLA) anvender en særlig stil for referencer i de artikler, som det offentliggør. Hver reference i en artikel får et nyt nummer, hver gang den nævnes i teksten. Det betyder, at hvis forfatterne henviser til de samme referencer lidt længere henne i deres artikler, får disse referencer nye, forskellige numre. Den latinske forkortelse “ibid.” vises i referencelisten, hvis forfatterne henviser til den samme artikel, som de netop har citeret, eller “op. cit.”, hvis de henviser læseren tilbage til en tidligere henvisning. Denne procedure har måske ikke den store betydning for læseren, når referencerne er få. Den kan imidlertid have stor betydning, når forfatterne henviser til de samme referencer flere gange.

Mindst to vanskeligheder opstår med lange referencelister, der præsenteres i denne stil. For det første bliver listen meget længere, end den behøver at være. For eksempel i en artikel, som jeg indsendte til JMLA , øgede det at give hver reference et nyt nummer antallet af referencer fra 46 til 102.

For det andet er proceduren kompliceret for læserne. F.eks. skal en læser, der er interesseret i en bestemt reference, først gå fra det nummer, der er angivet i teksten (f.eks. 27), til dette nummer i listen og derefter, hvis denne reference er blevet citeret tidligere, søge tilbage i den ikke-alfabetiske liste for at finde navnet/navnene på forfatteren/forfatterne til denne bestemte artikel (f.eks. nu måske nummer 3). Desuden, når der er flere citater til forskellige artikler skrevet af de samme forfattere, skal hver efterfølgende “op. cit.”-henvisning yderligere præciseres ved at angive titlen på den pågældende artikel, der henvises til – en stiltiende indrømmelse af, at systemet er utilstrækkeligt.