Apples skæbne ændrede sig drastisk for 10 år siden med lanceringen af en bedragerisk simpel digital musikafspiller.

Den 23. oktober 2001 løftede Apple sløret for den allerførste iPod, som indeholdt 5 GB musiklagerplads i en slank hvid kasse, der ikke var større end et sæt kort.

Apple valgte at afsløre sin bærbare digitale musikafspiller ved en lavmælt særlig begivenhed, der blev afholdt på Apples campus i Cupertino. Både pressen og Apple-fans mødte iPod’en med stor skepsis. Punditterne undrede sig åbent over, hvad Apple havde at gøre med at sælge musikgadgets til forbrugerne. Mange proklamerede undergang (det var ikke første eller sidste gang, der blev sat spørgsmålstegn ved Apples fremtid, vel at mærke).

I 2004 var iPod blevet et produkt med stor succes for Apple, og der opstod visse myter og legender om dens tilblivelse. Når historikere om 100 år fra nu af mindes arven fra Steve Jobs, vil de uden tvivl nævne iPod’en i samme åndedrag. Men selv om Jobs spillede en vigtig rolle i iPod’ens tilblivelse, er der ikke én mand, der har skabt apparatet. Et mangfoldigt team af Apple-medarbejdere og -kontrahenter bragte iPod’en til live.

Et glimt i Jobs’ øje

Apples forhold til digital musik startede uskyldigt nok med tilsyneladende uvedkommende begivenheder i 1999. Det år opdagede Steve Jobs det latente potentiale i en teknologi, der længe havde ligget i dvale, og som Apple havde opfundet: FireWire. Den serielle busstandard gjorde det muligt at overføre data med alarmerende hastigheder sammenlignet med de gængse standarder på det tidspunkt.

Apple indså, at Mac-brugere med FireWire kunne overføre videoer optaget med digitale videokameraer (som allerede anvendte standarden) og redigere dem på deres computere. Steve Jobs besluttede, at den næste runde iMacs skulle indeholde FireWire-porte.

Apple henvendte sig til den kreative app-gigant Adobe for at få et simpelt, forbrugervenligt program til filmredigering, men Adobe afslog. Det var der, Apple besluttede at skabe iMovie og gøre Mac’en til centrum for en “digital hub”-strategi, hvor Mac’en fungerede som kernen i et stadigt voksende digitalt medieunivers.

I slutningen af 1990’erne var digital musik blevet en stor nyhed. Især det ulovlige fildelingssite Napster skubbede spørgsmålet i alles øjne. På trods af de juridiske problemer blev det hurtigt klart for de fleste i teknologibranchen, at MP3-filer, der blev downloadet via internettet, var fremtiden for musikdistribution.

Omkring 2000 indså Apple, at der var et stort hul i deres kommende digitale hub-strategi, når det gjaldt musik. For at udfylde dette hul købte Apple rettighederne til SoundJam MP, et populært Mac MP3-afspillerprogram, og ansatte tre af dets skabere til at arbejde hos Apple. En af disse mænd, Jeff Robbin, skulle stå i spidsen for udviklingen af et digitalt musikprogram med Apple-mærket.

Robbins team forenklede SoundJam og tilføjede funktioner til cd-brænding for at skabe iTunes, der blev udgivet i januar 2001. Ligesom iMovie havde gjort det med FireWire-tilsluttede videokameraer, søgte iTunes-teamet naturligvis at give brugerne mulighed for at overføre sange fra iTunes til de daværende bærbare MP3-afspillere. De havde problemer.

Behovet for iPod

Bag ethvert succesfuldt produkt ligger et problem, der er på jagt efter en løsning. Det inspirerende problem i iPod’ens tilfælde drejede sig om den ynkelige tilstand på det unge marked for MP3-afspillere i slutningen af 1990’erne.

Disse bærbare MP3-afspillere havde eksisteret siden midten af 1990’erne, men Apple fandt ud af, at alle på markedet tilbød en uheldig brugeroplevelse. Steve Jobs havde en stærk betegnelse for den slags gadgets: “lort”. Alle hos Apple var enige.

Den tids flashhukommelsesbaserede afspillere kunne kun indeholde ca. en cd’s sange. Harddiskafspillere kunne rumme langt mere, men de var relativt store og tunge, og de havde brugergrænseflader, der var vanskelige at navigere i, og som ikke var gode til at rulle gennem tusindvis af sange.

Dertil kommer, at de fleste bærbare medieafspillere (PMP’er) brugte den ubrugelige USB 1.1-standard til at overføre musik fra en værtscomputer til afspilleren, hvilket fik brugeren til at vente i op til fem minutter på at overføre en cd med sange. Når man flyttede tusindvis af sange, kunne overførselstiden skyde op til flere timer.

I betragtning af PMP-markedets dårlige tilstand besluttede Jobs, at Apple skulle forsøge at skabe sin egen MP3-afspiller, en afspiller, der fungerede godt sammen med iTunes og potentielt kunne tiltrække flere kunder til Mac-platformen. Han overdrog opgaven til Jon Rubinstein, som dengang var Apples vicepræsident for hardware.

Rubinstein begyndte at foretage indledende undersøgelser for at finde idéer til, hvordan man skulle gå videre. Fra begyndelsen havde han to ingredienser i tankerne: en hurtig FireWire-grænseflade til at løse overførselsproblemet og en særlig 1,8-tommers 5 GB harddisk fra Toshiba, som kunne gøre Apples musikafspiller mindre end nogen anden harddiskbaseret afspiller på markedet.

Medens de fleste af Apples ingeniører var optaget af Mac-relaterede projekter, søgte Rubinstein hjælp udefra til yderligere at afgøre, om en Apple-musikafspiller kunne lade sig gøre. Gennem personlige forbindelser hørte Rubinstein om en mand med de rette kvalifikationer og erfaring til at udføre opgaven. Han gav ham et opkald i januar 2001.

Udforskningen af mulighederne

Den dag i januar sad Tony Fadell tilfældigvis på en skilift, da hans telefon ringede. Det var Jon Rubinstein, der ringede. Han inviterede Fadell til at besøge Apple for at drøfte et potentielt projekt, men han forblev tavs om dets nøjagtige karakter.

Rubinstein mente, at Fadell var et ideelt valg til at udforske Apples muligheder for bærbare digitale afspillere på grund af Fadells store erfaring med håndholdte computere. Han havde arbejdet hos General Magic (på et operativsystem til PDA’er kaldet Magic Cap) og senere hos Philips Electronics, hvor han stod i spidsen for udviklingen af en Windows CE-baseret palmtop-computer kaldet Nino.

På Philips havde Fadell set potentialet i digitale lydafspillere gennem et møde med Audible, en internetleverandør af lydbøger, som ønskede at bringe sine digitale lydprodukter til Nino. Fadell betragtede sig selv som en hengiven musikfan; han nød at være DJ i sine fritimer, og han fantaserede om en dag, hvor han ikke behøvede at slæbe sin omfangsrige samling af cd’er mellem koncerter.

Han begyndte at spekulere på, om Audibles fremgangsmåde kunne være løsningen på hans problem og brainstormede over måder, hvorpå han kunne kombinere digital lyd med musik. Fadell udforskede ideen hos Philips, men fandt kun ringe interesse for ideerne hos ledelsen. Efter et kort ophold hos RealNetworks forlod Fadell virksomheden for at danne sit eget digitale musikfirma kaldet Fuse Systems.

Fuse udviklede en digital jukebox, der kunne rippe cd’er til en intern harddisk, men firmaet havde problemer med at skaffe finansiering i en tid, hvor venturekapitalister foretrak software frem for hardware. Fadell havde modtaget opkaldet fra Rubinstein, netop som Fuse var løbet tør for penge.

Fadell indledte de første samtaler med Apple i februar 2001 og troede i første omgang, at Apple ønskede at bygge en PDA. Snart tilbød Apple Fadell en seks ugers kontrakt som hardwarekonsulent. Lige efter underskrivelsen afslørede Rubinstein Apples sande hensigter.

“Apple mente, at de kunne bringe en bedre maskine på markedet, og de bad mig om at lave nogle designs,” sagde Fadell i et interview med Macworld. “Hvordan kunne den bygges, hvilke komponenter, hvor meget ville den koste, og jeg skulle lave al den grundlæggende forskning og design til det, der skulle blive til iPod.”

Apple satte Fadell sammen med Stan Ng, en erfaren Apple-produktmarketingchef, for at hjælpe ham med at tilpasse sig virksomhedens unikke kultur. I løbet af denne seks ugers periode mødtes Fadell med næsten alle, han kendte i den håndholdte industri, mens han holdt sine sande mål hemmelige. Han studerede konkurrenternes produkter og fandt frem til behovet for en lille, ultraportabel enhed med stor kapacitet og lang batterilevetid.

Fadell udarbejdede tre prototyper til en potentiel Apple-musikafspiller, hver model var fremstillet af skumplastplader med grov grafik til grænsefladen klistret på. Blyfiskervægte gav hver model den omtrentlige vægt af en endelig enhed.

“Det hele var meget, meget groft,” husker Fadell. “Jeg havde kun seks uger, og det var kun mig, der virkelig gjorde alt arbejdet.”

Da hans kontrakt udløb i midten af april 2001, præsenterede Fadell sine prototyper for Apple-cheferne, herunder Steve Jobs, på et vigtigt møde. Fadell tilbød med vilje sine to mindst lovende mock-ups først til Jobs (hvoraf den ene ville have brugt flash-hukommelse, den anden med flytbart lager) og gemte den tredje under en dekorativ bambusskål, som Jobs havde stående på bordet i konferencerummet. Som Fadell forudsagde, kunne Jobs bedst lide det tredje mock-up.

På samme møde fremlagde Apples Senior VP of Worldwide Product Marketing, Phil Schiller, mock-ups af en afspiller med det nu velkendte rullehjul. Schiller tænkte personligt på ideen som en løsning på et problematisk grænsefladeproblem på det tidspunkt.

Andre MP3-afspillere brugte plus- og minusknapper, der flyttede et element ad gangen gennem en liste med sange, hvilket ville blive trættende, hvis enheden indeholdt tusind sange – man skulle altså trykke på knappen tusind gange. Med et hjul kunne man med et hurtigt fingerslag navigere gennem listen i den hastighed, brugeren ønskede – især fordi Apple ville få rullehastigheden til at accelerere, jo længere man drejede hjulet.

Steve Jobs kunne lide de idéer, han så, og tilbød Fadell et job hos Apple for at fortsætte hans arbejde. Efter en periode med usikkerhed blev Fadell ansat på fuld tid hos Apple i april 2001. iPod-projektet – som dengang havde kodenavnet “P-68” – var officielt begyndt.