Polen Indholdsfortegnelse
Polen er generelt set en ubrudt slette, der strækker sig fra Østersøen i nord til Karpaterne i syd. Inden for denne slette løber terrænvariationer generelt i bånd fra øst til vest. Østersøkysten mangler naturlige havne med undtagelse af Gdansk-Gdynia-regionen og Szczecin i det yderste nordvestlige Polen. Den nordøstlige region, kaldet Søområdet, er tyndt befolket og mangler landbrugs- og industriressourcer. Syd og vest for sø-distriktet strækker et stort område med sletter sig mod sydvest til Sudeterbjergene (Sidetu) ved den tjekkiske og slovakiske grænse og mod sydvest til Karpaterne ved den tjekkiske, slovakiske og ukrainske grænse mod sydøst. Landet strækker sig 649 km fra nord til syd og 689 km fra øst til vest. Polens samlede areal er 312 683 kvadratkilometer, inklusive de indre farvande – et lidt mindre areal end New Mexico. Nabolandene er Tyskland mod vest, Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik mod syd, Ukraine og Hviderusland mod øst og Litauen og den russiske provins Kaliningrad mod nordøst.
Den gennemsnitlige højde i Polen er 173 meter, og kun 3 procent af det polske territorium, langs den sydlige grænse, er højere end 500 meter. Den højeste højde er Rysy-bjerget, der rejser sig 2.499 meter i Tatra-bjergkæden i Karpaterne, 95 kilometer syd for Kraków. Omkring 60 kvadratkilometer langs Gdanskbugten ligger under havets overflade. Polen er traditionelt inddelt i fem topografiske zoner fra nord til syd. Den største, det centrale lavland, er smal i vest og udvider sig derefter mod nord og syd, efterhånden som den strækker sig mod øst. Langs den østlige grænse strækker denne zone sig fra det yderste nordøstlige område til mindre end 200 km fra den sydlige grænse. Terrænet i det centrale lavland er ret fladt, og tidligere gletsjersøer er blevet fyldt op af sediment. Regionen gennemskæres af flere større floder, bl.a. Oder (Odra), som afgrænser det schlesiske lavland i sydvest, og Vistula (Wisla), som afgrænser lavlandsområderne i det østlige og centrale Polen.
Syd for lavlandet ligger det mindre polske højland, et bælte, der varierer i bredde fra 90 til 200 kilometer, og som udgøres af de svagt skrånende udmundinger af Sudeterbjergene og Karpaterne og de højsletter, der forbinder bjergkæderne i det sydlige og centrale Polen. Topografien i denne region er opdelt på tværs i højere og lavere højder, hvilket afspejler den underliggende geologiske struktur. I den vestlige del indeholder Silesia-Kraków Upthrust rige kulforekomster.
Det tredje topografiske område ligger på begge sider af Polens sydlige grænse og udgøres af Sudeten- og Karpaterbjergene. Inden for Polen er ingen af disse bjergkæder forbydende nok til at forhindre en væsentlig bebyggelse; Karpaterne er særligt tæt befolket. Sudeterrænet har en ujævn form, der skyldes de geologiske forskydninger, som dannede den senere Karpaterhævning. Den højeste højde i Sudeterne er 1.602 meter i Karkonosze-bjergene. Karpaterne i Polen, der blev dannet som en diskret topografisk enhed i den relativt nyere tertiære æra, er de højeste og mest maleriske bjerge i landet. De er den nordligste kant af en meget større bjergkæde, der strækker sig ind i Tzechsolvakiet, Ukraine, Ungarn og Rumænien. I Polen omfatter bjergkæden to store bassiner, Oswiecim (Auschwitz) og Sandomierz, som er rige på flere mineraler og naturgas.
Nord for det centrale lavland omfatter søområdet de eneste urskove, der er tilbage i Europa, og en stor del af Polens svindende uspolerede naturområder. Istidens aktiviteter i denne region har dannet søer og lave bakker i det ellers flade terræn, der grænser op til Litauen og Østersøen. Små søer er spredt ud over hele den nordlige halvdel af Polen, og de istidsformationer, der kendetegner søområdet, strækker sig helt op til 200 km ind i landet i det vestlige Polen. Brede floddale deler søområdet op i tre dele. I den nordvestlige del ligger Pommern syd for Østersøens kystområde og nord for floderne Warta og Notec. Masurien optager resten af det nordlige Polen og har en række større søer. De fleste af Polens 9.300 søer, der er mere end en hektar store, ligger i den nordlige del af søområdet, hvor de optager omkring 10 procent af arealet.
De baltiske kystsletter er et lavtliggende område dannet af sedimenter, der er aflejret af havet. Kystlinjen blev formet af det stigende havs virkning, efter at den skandinaviske indlandsis trak sig tilbage. De to store bugter i den glatte kyst er den Pommerske bugt ved den tyske grænse i det yderste nordvestlige område og Gdanskbugten i øst. Oder-floden løber ud i den førstnævnte, og Weichsel danner et stort delta i den sidstnævnte. Sandbanker med store klitter danner laguner og kystnære søer langs en stor del af kysten.
Afvanding
Klima
Miljø
