I kender alle historien om Rip Van Winkle, der sov i 20 år. Men hvor mange af jer kender historien om Rip Van Twinkle, der holdt sig vågen i 100 år?

Rip Van Twinkle var en “salaryman”. Han arbejdede meget hårdt hver dag. Men nogle gange havde han lyst til at arbejde hårdere. Faktisk sneg han sig ofte ud af sit hus ved midnat for at tage hen til sit firma og lægge et par ekstra timer. En aften, da Rip arbejdede i de små timer, følte han sig døsig, så han lagde hovedet ned på skrivebordet og tog en lur. Han havde en drøm om Fuji-bjerget. Da han vågnede, var han kold som sne, men han glemte hurtigt sin drøm og gik tilbage til arbejdet.

Men lige siden drømmen kunne Rip ikke sove. Han lå i sengen hver nat og vendte og drejede sig, men kunne ikke sove et øjekast. Dagene gik, og Rip følte sig ikke den mindste smule træt. Han sad til virksomhedsmøder, som der ikke blev opnået enighed om, han gik ud og drak og sad i timevis i varme kilder, men han kunne stadig ikke sove. Han så et noh-stykke. Stadig kunne han ikke sove.

Han kørte på “kodama”, lyttede til engelsksprogede lektioner på sin walkman og så kung fu-film, alt sammen i håb om, at han enten ville falde i søvn eller i det mindste dø af kedsomhed. Men sådan skulle det ikke gå. Ikke et øjekast af søvn, ikke engang et nik. Det var her, Rip Van Twinkle begyndte at få mistanke om, at han ikke var japaner. Ikke engang en “nissei”!

Rip levede måneder, som blev til år, uden at sove. I begyndelsen nød han nattelivet i fulde drag: barer med værtinder, karaoke, hanky-panky. Men selv dette blev trættende. Rip længtes efter den fred, som søvn bringer.

Til sidst fandt Rip en gammel “futon” og slog sig ned under et kirsebærtræ. Nogle gange gik han ind på McDonald’s for at se gymnasieeleverne med hovedet på bordet for at få en gruppesøvn. Rip havde for længst opgivet at spise morgenmad på McDonald’s, fordi de varme kager ikke havde den samme smag, hvis de ikke blev spist om morgenen, efter at man lige var vågnet op. Og han turde ikke drikke kaffe af frygt for at være vågen et par år mere.

Men Rip var ikke ensom. Om foråret kom folk hen til hans træ og drak sake og sang karaoke under kirsebærblomsterne. Fra sit træ kunne Rip hver morgen lugte røgelse, der brændte fra et nærliggende hus. Af og til sneg han sig ind i huset og stjal noget grøn te eller frugt. Han slap altid væk uden at blive set. Rip’s bedste venner var dyr: en hund, en abe, en fasan, en trane og mange andre. Hans yndlingsbeskæftigelse var at tage til havet for at besøge sin ven, havskildpadden.

Efter 60 år i vågen tilstand fik Rip Van Twinkle en åbenbaring: Kanreki! Som 61-årig ville han i henhold til den japanske stjernetegn blive genfødt. Måske ville han denne gang blive født som japaner. Han kunne falde i søvn i toget, når det passede ham, lukke øjnene for at “hjælpe ham med at tænke” og besvime efter at have drukket. Han holdt en stor fødselsdagsfest i forbindelse med sin 61-års fødselsdag og inviterede alle sine dyrevenner. De medbragte kasser og kasser med gaver. Havskildpadden gav ham en æske og sagde, at han skulle åbne den hurtigst muligt. Men Rip havde så mange gaver, at han glemte havskildpaddens æske helt.

Til sidst, da Rip havde været vågen i 100 år, faldt han over en æske under en busk i nærheden af sit træ. Det var æsken fra havskildpadden. Da han åbnede den, væltede der røg ud. I røgen kunne Rip se et billede af sig selv 100 år tidligere, den dag han drømte om Fuji-bjerget. Det var morgen, og hans kolleger var trængt sammen og stirrede på hans døde krop, der lå sammenbøjet over hans skrivebord.

Rip kiggede på sine hænder og bemærkede, at de pludselig virkede meget yngre. Da han kiggede på resten af hans krop, blev han forbavset over at se, at han nu var en ung dreng. Hans navn var Urashima Taro. Fra den dag kunne han sove hvor som helst og når som helst, og han havde aldrig nogensinde lyst til at stå op om morgenen.