Hvad var fordelene ved ekspansionen?

Romaerne tog ligesom andre gamle folkeslag bytte fra deres besejrede fjender. I den tidlige periode af Roms udvikling var det vigtigste bytte, som romerne tog fra deres fjender, jord. Rom havde sjældent jord nok til at forsørge alle sine borgere. De var ikke søfolk, så de kunne ikke løse problemerne med mangel på jord gennem kolonisering eller handel som f.eks. athenerne. Så romerske bosættelser måtte ligge i Italien, og det betød, at de måtte tage jord fra en anden stat for at nå dette mål. De romerske politikere vidste, at de kunne lette befolkningspresset i Rom ved at kæmpe for at få mere jord, så de politiske ledere, som også var, husk det, militære ledere, søgte aktivt at føre krige.

Men økonomiske motiver var ikke de eneste. Årsagerne til ekspansionen var mere komplekse end blot krige om land. Forholdene i Italien i den tidlige republik gjorde det næsten umuligt for Rom eller nogen anden stat at undgå krig. Der var bogstaveligt talt hundredvis af små, uafhængige stater i Italien, som alle konkurrerede med hinanden om begrænsede ressourcer. De fleste af disse stater havde brug for land, og de kunne kun få det ved at tage det fra deres naboer. Så krig blev et fast element i det romerske liv på et meget tidligt tidspunkt i dets udvikling. De romerske dyder var krigerdyder, som passede til bønder og krigere. For at erhverve disse dyder var mænd nødt til at udkæmpe krige for at opnå disse dyder. En af de store fordele ved ekspansion var således ære! Hvis en konsul vandt et stort slag, steg hans prestige. Han og hans slægtninge ville have lettere ved at vinde valg til embeder i fremtiden og ville få større militært ansvar. Selv almindelige soldater opnåede stor prestige, når de havde kæmpet i en vigtig romersk sejr. De fik jord og en del af krigsbyttet. Romerne var således altid klar og endda ivrige efter at kæmpe, hvis de fik en grund til at gøre det fra en anden stat. Og forholdene var sådan, at der som regel kunne findes grunde.

En anden vigtig grund til romersk ekspansion hænger også sammen med krigsførelsens hyppighed i den tidlige periode af Roms udvikling. Romerne var vant til at betragte deres “nærmeste naboer” som potentielle trusler mod republikkens sikkerhed. Efterhånden som Rom ekspanderede i Italien, stødte det på endnu en stridbar nabo, der ville have dets land. Derfor blev den uskrevne antagelse i den romerske udenrigspolitik “enhver nabo er endnu en potentiel trussel”.

Roms tidligste erobringer kan pænt opdeles i tre dele – erobringen af det centrale Italien, erobringen af det nordlige Italien og erobringen af det sydlige Italien. Vi begynder med det centrale Italien. Fra 500-400 kæmpede Rom primært mod bjergstammer og nærliggende byer i Centralitalien. Dybest set gjorde de det for at beskytte sig selv. Disse stammer eller disse andre byer plyndrede Rom, og romerske soldater gik ud og forsøgte at besejre dem. Og for at sikre sig, at de ikke ville blive truet igen, bosatte Rom nogle af sine egne borgere blandt disse folk. Med andre ord ville de romerske borgere få jord, slå sig ned og danne deres egne samfund eller gifte sig med de lokale borgere. Det betyder, at de romerske bosættelser nu ligger længere væk fra det egentlige Rom, og at de også skal beskyttes – hvilket betyder mere ekspansion.

I 390’erne dukkede endnu en trussel op, denne gang fra nord. Stammer af keltere – kaldet gallere – begyndte at foretage razziaer i det centrale Italien, og romerne organiserede modstand blandt de andre italienske byer mod disse razziaer. I 350 f.Kr. var romerne i stand til at besejre gallerne og etablere deres autoritet over Norditalien.

I 282 f.Kr. modtog romerne en appel fra nogle af de gamle græske byer i Syditalien om at hjælpe dem med at gøre modstand mod et af de mindre hellenistiske kongeriger, nemlig Epirus. Romerne indvilligede i at yde denne bistand og kæmpede mod kongen, der hed Pyrrhus, indtil 275, hvor de ikke blot besejrede denne konge, men i det væsentlige bragte hele Syditalien under deres indflydelse. Så i 275 f.Kr. kontrollerede romerne hele Italien.