I december 1955 udløste Rosa Parks’ afvisning som sort kvinde af at opgive sin plads i en bus i Montgomery, Alabama, hvor der gjaldt adskillelse, en busboykot i hele byen. Denne protest blev afsluttet med succes et år senere, da Højesteret fastslog, at busserne skulle integreres.

Der skulle gå årtier, før Parks’ rolle i boykotten gjorde hende til en respekteret person i hele landet; mellem busboykotten og den udbredte anerkendelse for hendes arbejde omfattede Parks’ liv både vanskeligheder og triumfer.

Parks og hendes mand mistede deres job efter boykotten

Snart efter Montgomery-busboykotten begyndte, mistede Parks sit job som skrædderassistent i Montgomery Fair-varehuset. Hendes mand Raymond måtte også forlade sit job som barber på Maxwell Air Force Base, fordi han havde fået ordre til ikke at diskutere sin kone.

Men boykottens afslutning gjorde det ikke let for nogen af dem at komme tilbage til at tjene penge – Parks var for identificeret med protesten til, at hverken hun eller hendes mand kunne få et andet fast job i Alabama.

Parks havde været en engageret frivillig for Montgomery Improvement Association (MIA), en lokal gruppe, der havde hjulpet med at koordinere boykotten, men organisationen ansatte hende ikke, og det gjorde heller ingen anden borgerrettighedsgruppe. På trods af bidrag som f.eks. at hun rejste rundt for at holde foredrag om boykotten for at skaffe midler til MIA og NAACP, kunne den mandlige ledelse ikke identificere sig med Parks’ behov.

Der var også jalousi blandt de lokale over den store opmærksomhed, som Parks havde fået. Til sidst besluttede hun, at hendes eneste valg var at forlade Alabama sammen med sin mand og mor.

LÆS MERE: Rosa Parks: I 1957 rejste Parks og hendes familie til Detroit, hvor hendes bror og fætter boede. Desværre var det heller ikke let at finde arbejde der endnu. Parks tog snart til Virginia for at tage et job som værtinde på Hampton Institute’s Holly Tree Inn. Men da den lovede indkvartering til hendes mor og Raymond aldrig kom i hus, vendte Parks tilbage til Detroit i slutningen af efterårssemestret i 1958.

Tilbage i Detroit skulle Raymond gennemgå den nødvendige uddannelse, før han kunne blive frisør, og Parks kunne kun finde syjobs i akkordarbejde. Derefter blev hun opereret for et mavesår (en tilstand, der var opstået under stress i forbindelse med busboykotten), og hun skulle have fjernet en svulst i halsen.

Medicinudgifterne og vanskelighederne ved at arbejde, mens hun var syg, pressede Parks og hendes familie ud på kanten. I juli 1960 beskrev magasinet Jet hende som “en flosset klud af sit tidligere jeg – fattig, gældsplaget, syg af mavesår og en svulst i halsen, sammenpresset i to værelser med sin mand og mor.”

Det begyndte endelig at vende for Parks-familien i 1961

Parks var fortsat involveret i kampen for borgerrettigheder efter at være flyttet til Detroit, men hun havde ikke den universitetsuddannelse, der var nødvendig for stillinger i organisationer som NAACP. Og ligesom i Alabama var der ingen i den overvejende mandlige ledelse, der forsøgte at hjælpe hende med at få et job.

En vis støtte kom Parks’ vej, især efter at hendes problemer blev mere offentlige, og NAACP endte med at betale hendes hospitalsregning, som var gået til inkasso.

I foråret 1961 var hendes situation bedre: Raymond var frisør, mens hun var rask nok til at klare et fast arbejde som syerske hos Stockton Sewing Company. Her arbejdede hun 10 timer om dagen og fik 75 cent for hvert stykke af de forklæder og nederdele, hun færdiggjorde, hvilket gav nok til at leve for.

Parks arbejdede tæt sammen med Martin Luther King Jr. og Malcolm X

Da hun havde arbejdet sammen med Martin Luther King Jr. om busboykotten, beundrede Parks virkelig borgerrettighedslederen. På Southern Christian Leadership Conference’s årlige kongres i 1962 så hun en mand angribe King – og oplevede, hvordan King sørgede for, at angriberen ikke blev udsat for nogen gengældelse bagefter. Efter mordet på King i 1968 rejste hun til Memphis for at støtte en march for sanitetsarbejdere, som King havde været involveret i, inden hun tog til Kings begravelse.

Men Parks fandt også meget at sætte pris på i Malcolm X’s lederskab. Hendes overbevisninger lå tættere på Malcolms og adskilte sig fra Kings, hvad angår grænserne for ikke-vold.

I et interview fra 1967 udtalte Parks: “Hvis vi kan beskytte os mod vold, er det faktisk ikke vold fra vores side. Det er bare selvbeskyttelse, at forsøge at undgå at blive offer for vold.”

Hun fik til sidst et job som assistent for kongresmedlem John Conyers

Når hun flyttede til Detroit, og på trods af sine modgang, forblev Parks engageret i at hjælpe sit samfund. Hun gik med i kvartergrupper, der fokuserede på alt fra skoler til vælgerregistrering.

I 1964 meldte hun sig frivilligt til John Conyers’ kampagne for kongresmedlemmer. Kandidaten værdsatte hendes støtte og krediterede hende for at have fået King Jr. til at komme til Detroit og give sin støtte. Efter Conyers vandt valget, hyrede han Parks som receptionist og assistent på sit kontor i Detroit. Hun begyndte i 1965 og blev der, indtil hun gik på pension i 1988.

Jobbet var en velsignelse for Parks’ økonomiske situation, da det gav hende pension og sygeforsikring. Og Parks udmærkede sig ved sit arbejde, der gik fra at hjælpe hjemløse vælgere til at slutte sig til Conyers i en protest mod General Motors’ beslutning om at lukke lokale fabrikker. Desuden var hendes fortid ikke glemt; Conyers bemærkede engang: “Rosa Parks var så berømt, at folk kom forbi mit kontor for at møde hende, ikke mig.”

År efter boykotten var Parks stadig et mål

Uheldigvis var Parks ikke altid alment beundret. For mange hvide mennesker, der ønskede at opretholde den racistiske status quo, havde hun været en hadet figur siden Montgomery-busboykotten. Under denne aktion havde de foretaget truende opkald og sendt dødstrusler. Angrebene havde været så giftige, at Parks’ mand Raymond fik et nervesammenbrud.

Men selv om boykotten var slut i 1956, blev der fortsat sendt hadefulde breve til Parks helt ind i 1970’erne. Hun blev beskyldt for at være forræder og for at nære kommunistiske sympatier. (Racister mente ofte, at afroamerikanere ikke var i stand til at organisere sig selv og var nødt til at få hjælp udefra).

Selv da hun arbejdede for Conyers, forblev hun et mål; rådne vandmeloner og hadebreve ankom til hende på hans kontor, da hun begyndte der. Men som altid afholdt sådanne grusomme angreb Parks ikke fra at udføre sit arbejde.

Se “Rosa Parks: Mother Of A Movement” på History Vault