Jeg kan ikke yde retfærdighed til den lange historie, som rosesymbolikken har haft i verdenskulturerne. Jeg vil vælge og vrage og nævne nogle få, der fangede min opmærksomhed.
For mig er rosen et symbol på sjælen. Sjælens sæde er hjertet, som ikke er et organ, men det subtile center i vores væsen. Rose symboliserer den livgivende kerne i vores væsen – sjælen.
Divine Love
Kærlighedens kilde er det guddommelige center. Der er mange andre navne for det Guddommelige Center: Kosmisk Sjæl, Kosmisk Bevidsthed, Parama Purusha, Selv, Én, Kilden, Atman. Vores sjæl har denne fantastiske evne til at afspejle den uendelige kærlighed, der udgår fra det Guddommelige Center. Denne refleksion forårsager en uimodståelig tiltrækning. Dette er den guddommelige kærlighed. Rosen symboliserer indirekte den Guddommelige Kærlighed, fordi rosen er symbolet på hjertet, som er sjælen.
Secret of Secrets
Kosmisk Bevidsthed er kernen i hver eneste entitet i sin helhed. Enhederne skylder deres eksistens til denne kerne – sjælen. Vi kan sige det og måske delvist forstå det intellektuelt, men den fulde realisering af denne hemmelighed er genstand for åndelig praksis. Vi kan tale om det, men hemmeligheden forbliver hemmelig. Rosen symboliserer den rette vej til at opnå hemmeligheden. Den korrekte vej er den guddommelige kærligheds vej.
Rose- og nattergale-symbolik i persisk litteratur
Rosesymbolikken i Rumis poesi er betagende. Rumi skrev på persisk og brugte den persiske litteraturs “rose- og nattergale”-symbolik til at forklare det centrale tema i sufisme: Guddommelig kærlighed. I persisk litteratur symboliserer rosen skønhed, og nattergalen er skønhedens elsker. Sufi elsker Gud, som en nattergal elsker en rose. Den elskende ønsker at være ét med den elskede. Sjælen længes efter den ultimative forening med Gud.
Encyclopaedia Iranica forklarer, at “I den mystiske poesi tjente nattergalens længsel efter rosen som en metafor for sjælens længsel efter forening med Gud (Schimmel, 1994, s. 163-89). De persiske digteres brug af dette tema som metafor for åndelig og jordisk kærlighed i episke og romantiske, lyriske og mystiske værker i næsten tusind år vidner om dets dybe betydning i den persiske kultur. Rosens tema i persisk mystisk poesi har været genstand for detaljerede undersøgelser siden begyndelsen af orientalistiske studier i Europa i slutningen af det 18. århundrede, og digtere som Goethe (jf.) og Rilke har ladet sig inspirere af deres persiske modstykker.”
Jean C. Cooper
Jeg citerer nogle gange fra J.C. Cooper. Hendes bog “An Illustrated Encyclopaedia of Traditional Symbols” er en af mine yndlingsbøger. Du kan lære mere om hende her og her.
“I hjertesymbolikken indtager rosen det centrale punkt på korset, enhedens punkt. Som blomst for de feminine guder er den kærlighed, liv, skabelse, frugtbarhed, skønhed og også jomfruelighed.”
“Rosen er også typisk for stilhed og hemmeligholdelse, sub rosa, en rose, der hænges eller afbildes i rådssalen for at symbolisere hemmeligholdelse og diskretion.”
“Den gyldne rose betegner fuldkommenhed; den røde rose, begær, lidenskab, glæde, skønhed, fuldendelse; den er Venus’ blomst og Adonis’ og Kristi blod; den hvide rose er ‘lysets blomst’, uskyld, jomfruelighed, åndelig udfoldelse, charme; den røde og hvide rose repræsenterer tilsammen foreningen af ild og vand, foreningen af modsætninger; den blå rose er det uopnåelige, det umulige.”
“Rosenhaven er et paradissymbol og er stedet for det mystiske ægteskab, foreningen af modsætninger.”
Author’s artikler om fysik og filosofi: sureshemre.wordpress.com
Author’s artikler på Medium